Et nyt paradigmeskifte

brevkassespørgsmål

Et nyt paradigmeskifte

brevkassespørgsmål af
Fritænkeren
21 år
Oprettet 3 år 7 måneder siden

I dagens dato findes der særdeles en såkaldt liderlighedskultur og dette er indforstået. Det nye paradigmeskifte har ændret samfundsvilkårene for dig, mig og simpelt sagt alle!

Jeg spørger hermed vedrørende de store platforme såsom gode gamle Makedonien, Fjæsens bog, Twitterlandet, Youtubeluben og de andre store sataner om at de giver ret til alle former og regnbuer af opinioner.... .. . 

Simpelt sagt er min dongerdonger så stiv og jeg vil gerne skrive til dette hunkøn da hun er som et frisk æble for mig... kurveløs..former....smuk...frisk... som et æble... skal jeg gå til den??

 

Mvh

Fritænkeren

Svar: 

Kære Fritænker,

Tak for dit spørgsmål. Det er svært at afkode stentavlerne med sociale regler i det digitale rum, og dobbelt op når man sådan skyder med medielle spredehagl, og kigger over hele det virtuelle kontinent - fra Makedonien til Twitterlandet og tilbage.
Fantastisk at du har mødt en kvinde som kan drive dig hele vejen rundt i den semantiske manege, og så kan jeg jo godt forstå, at du har lyst til at få plukket det æble.

Hvis du går på æblerov skal du sikre dig, at æbletræet er tilgængeligt. Det er rigtig fint at spille med åbne kort og lade vide, at man har jævnt meget lyst til en snack-tallerken med æble-både, men det må aldrig blive ubehageligt for hende. 
Hvis man gør sine hoser grønne på hendes væg, eller er alt for direkte i en DM, kan det være ret ubehageligt for modtageren sådan at få udbasuneret en begyndende romantisk relation til åben skue, eller hvis du går all-in med den sproglige overrumpling som jeg jo kan se at du mestrer, kan det godt være ubehageligt. 
Det jeg hører dig spørge om er, om du kan tillade dig at prikke til dit crush her, og i så fald hvor meget du kan tillade dig at gå til den. 
Jeg synes godt at du kan prikke til hende, men sørg for pokker for, at hun ikke synes det er ubehageligt, klamt eller pinligt. Og husk, at selvom du spiller dine kort rigtigt og synes det egentlig er en straight flush du sidder og vifter med, kan det være at hun siger nej. Ikke fordi du ikke er hendes kop æblemost, men fordi timingen er dårlig, eller at hun bare ikke føler den. 
Husk også, at en straight up "Hej, jeg synes du er sød"-agtig besked kan flytte bjerge, hvorimod de semantiske saltomortaler og frugtbaserede romantik har et smalt (men dedikeret) publikum. Så, måske udskyd forkyndelsen af hvorvidt din dongerdonger er stiv eller ej, til I kender hinanden lidt bedre, men gå til den, og sig hun er laber. Bevares, det er også meget mere intimiderende at skulle være ærlig, istedet for at pakke det hele ind i liret lingvistik og kommunikative krølspring, men nu gør du jo altså det her for komme tættere på dit crush, ikke for en Cavlingpris...

You got this. Jeg hepper på dig.
//Christian

Christians billede
Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program