Kære Eco

Puha, sikke en mundfuld. Det er mange svære tanker og føleleser du fortæller om. Det er godt at du skriver og deler dem, så du ikke skal bære dem helt alene. 
Nogle gange er livet bare skrald. Det er tydeligt at læse at du mærker dit liv sådan lige nu. Nogle gange kan man løse problemerne, så  livet bliver mindre skrald, og nogle gange kan det handle om at tænke anderledes omkring tingene. Og ind imellem må man  acceptere at livet i perioder kan være skrald.  Men selv hvis livet bare er skrald i en periode så behøver det ikke at fortsætte sådan. Tingene kan blive gode igen. Det ved jeg de kan. 

Men måske skal vi bare springe ud i det, og kigge nærmere på de mange ting du spørger om. 

Veninder og tilgivelse
Du fortæller at du har haft nogle rigtig svære oplevelser med nogle veninder der har såret dig. Den ene er du slet ikke tæt med mere, og den anden vil gerne sige undskyld, men du synes det er svært at tilgive. Du fortæller også at de her oplevelser i det hele taget får dig til at trække dig fra andre. 
Først og fremmest, tænker jeg at det er helt naturligt at trække sig, når man har oplevet at blive såret, to gange i træk. Det er en helt naturlig reaktion, fordi du forsøger at beskytte dig selv mod at blive såret igen. For det gør ondt at blive såret. Jeg tænker du måske har brug for at bearbejde de oplevelser du har haft med at blive såret. Det er nemlig tydeligt at de har en meget stor indflydelse på dig, og den måde du møder andre mennesker. 
Og at skulle tilgive et menneske, som har såret én er vanvittigt svært, og jeg kan ikke sige om du skal eller ikke skal tilgive den her veninde. Hvis man føler sig trådt på, skal man sige fra. Og nogle gange er det bare helt umuligt at tilgive bagefter. Særligt hvis den der har såret én slet ikke kan se at de er gået over grænsen, eller slet ikke ønsker tilgivelse. 
Men tilgivelse er en fantastisk gave, hvis man kan give den. Ikke til den man tilgiver, men til én selv. Tilgivelse handler nemlig meget mere om den følelse du bærer indeni, end det handler om det den anden har gjort. Det handler om at give slip på vreden eller skuffelsen, over at blive såret. Fordi vrede og skuffelse udelukkende giver negativ energi til dig. Når man tilgiver, betyder det ikke nødvendigvis at alt er glemt, og at man på et øjeblik bliver lige så gode veninder som før. Det betyder "bare" at man vil give slip på vreden, så den ikke skal fylde indeni dig. Man kan sagtens tilgive, og så ikke fortsætte venskabet. Men det kan også være at man kan tilgive, og så give venskabet tid til at vokse sig stærkt igen. Det er meget naturligt og forståeligt, hvis det kan tage tid. 
Det smukke ved venskaber er at de ofte kan holde til at man kommer til at såre hinanden. Selvfølgelig ikke hvis man gør det hele tiden, og særligt ikke hvis man gør det med vilje. Men i alle forhold med andre mennesker, vil der altid være en risiko, for at man kommer til at såre hinanden. Men hvis man kan finde sammen igen, kan venskabet blive endnu stærkere, end før. Det er faktisk lidt ligesom når man brækker en knogle. Når knoglen heler, bliver den faktisk stærkere. 
Så måske ska du gøre dig nogle tanker om det venskab du havde med din veninde, da det var bedst. Var det så godt, at det er værd at give en chance mere. Lad være med at tænke det som at give din veninde en chance mere, men mere som en chance mere for dig til at have en tæt veninde.  Jeg ved godt det er skide svært, men jeg er samtidig sikker på at det er den bedste måde at tænke det, hvis du skal træffe den bedste beslutning for dig selv.  
Og jeg tænker det er lidt det samme med resten af dine veninder, som du trækker dig fra. Jeg tænker det er en naturlig reaktion, fordi du beskytter dig selv mod at blive såret. Men det stopper samtidig muligheden for at blive endnu tættere med dine veninder, og det I kan have sammen er noget du skal overveje at dyrke for DIN skyld. 

Pludselige tanker
Ekstreme og pludselige tanker, der dukker op ud af det blå er sindsygt ubehagelige. Særligt fordi de ofte er ret voldsomme, ligesom du beskriver dem. Men du skal vide at det bestemt ikke unaturligt. Alle mennesker oplever de her tanker, og jeg har talt eller skrevet med virkelig mange unge der været bange for om de var ved at blive sindsyge, fordi de pludselig fik tanke om eksempelvis at dræbe andre, eller sig selv. Jeg hørte en gang en psykiater der arbejdede med nogle af de farligste psykisk syge mennesker der fortalte at ALLE mennesker oplever de her tanker. Når man kommer i puberteten, udvikler hjernen sig, og det kan ofte være i den forbindelse at man oplever tankerne første gang. Når man ikke ved hvad det er, og hvorfor de kommer kan man blive meget bange, og jeg tænker det er det du oplever, når du beskriver dem som et anfald. Særligt hvis du nu er blevet bange for hvad det er. Så forstærker det ligesom den her følelse af anfald. 

Næste gang du oplever det, så prøv at sige til dig selv. Det er bare en tanke. Hold da kæft, den var mærkelig, men hey....det var bare en tanke der dukker op, og lige om lidt forsvinder igen. Den kommer ikke af nogen særlig grund, og den bestemmer ikke over mig. Jo bedre du bliver til det, jo mindre vil du opleve at de her tanker fylder. Med tiden vil du måske endda begynde at kunne grine af dem, hvis de nogle gange er helt vanvittige. 
Trust me, du har ikke djævlen indeni. Du opplever noget som de fleste andre også gør. 

Selvmordstanker
Din veninde, som har haft nogle svære oplevelser, er heldig at have en veninde som dig. En der altid vil lytte. Jeg kan godt forstå du bliver bekymret, når hun slet ikke vender tilbage mere. Det behøver bestemt ikke betyde, at hun har begået selvmord, som jeg tænker er det du frygter. Måske er hun et sted, lige nu, hvor hun slet ikke har overskud til at holde kontakten. Måske er hun i en situation, hvor hun ikke kan skrive? Giv det tid, og se om hun ikke vender tilbage igen. Det kan også være der kunne være andre muligheder for at række ud til hende. Kender du eksempelvis andre der kender hende? Nogen der ved om der er sket hende noget? Eller nogen der kunne give hende en besked? 

At du selv får tanker om selvmord, kan jeg sagtens følge, fordi du selv oplever en masse modgang lige nu.  Når nogle man er holder af, har selvmordstanker er det helt naturligt at gøre sig overvejelser om hvorfor man overhovedet kan have lyst til at dø, og når du så selv har det svært, er der selvfølgelig ikke langt til tanken, om at selvmord måske også er en mulighed for dig.
I ungdomsårene er selvmordstanker faktisk ret normale. Lidt ligesom det her med de pludselige tanker, så er tanker om selvmord også noget der naturligt kan dukke op i ungdomsårene. Både fordi man ofte kan være vildt presset og opleve rigtig meget modgang, men også fordi at ens hjerne ganske enkelt udvikler sig til at kunne tænke dybere over de store spørgsmål, som liv og død. Ligesom med de pludselige tanker, så betyder en tanke om selvmord, hverken at du ønsker at dø, eller at det er noget du på noget tidspunkt kommer til at handle på. Næsten halvdelen af alle unge har prøvet at have tanker om selvmord, men det er heldigvis forsvindende få der overhovedet forsøger selvmord. 
Så ligesom før, tænker jeg du skal minde dig selv om at du bestemmer...ikke tanken. 

Helt konkret får jeg også lyst til at svare dig meget tydeligt, når du spørger om du har grund til at holde fast i dit liv. KÆMPE JA...det har du. Husk at det du oplever kun er lige nu. Lige nu er ikke som dit liv var for et år siden, og lige nu er også anderledes, end dit liv vil være et år frem i tiden. Dit liv vil ændre sig mange gange, og du har masser af tid og mulighed for at opleve dit liv folde sig ud til at blive det mest vidunderlige liv. Jeg har oplevet det hundredevis af gange, i mit liv som rådgiver. Hundredevis af unge, der har været så langt nede i et sort hul, at de ikke kunne se nogle som helst muligheder eller udveje. År senere, kan de slet ikke forstå at de kunne tænke sådan. Eco...der venter dig masser af ting, som du ikke vil gå glip af. Det garanterer jeg dig. 

Puberten er ikke altid en god ven
Det er nok lidt en mærkelig overskrift, men jeg synes det beskriver de næste par ting jeg vil dykke ned i. Jeg tillader mig lige at sige det her højt og tydeligt. DU ER IKKE GRIM. Jeg siger ikke at din følelse er forkert, for det tænker jeg ikke den er. Jeg er sikker på at du føler dig grim. Men følelser er ikke altid logiske. Særligt i teenageårene, er det helt almindeligt at være EKSTREMT selvkritisk. Det betyder at de fleste unge på din alder har en eller flere ting ved sig selv, som bare føles forkerte. Mange føler sig, ligesom dig bare grimme. Hvis du søger her på Cyberhus, kan du finde masser at spørgsmål og indlæg fra unge der tænker på helt samme måde. Det lyder måske mærkeligt, men man kan næsten sige, at man ikke kan stole på sine egne øjne, når man kigger i spejlet i teenageårene. Andre kan kigge på dig og se noget helt andet end du selv gør. De vil ikke se alt det grimme du ser. Og jeg kan garantere dig at de veninder som du kigger på og tænker som flotte eller smukke, står foran deres spejle og ser en masse grimme ting i spejlet. Vi mennesker er kritiske overfor os selv, og for de fleste er det værst i teenageårene. 
Jo ældre man bliver jo mindre kritisk bliver man, og det er egentlig lidt skørt. For i takt med at huden bliver løsere, maven bliver tykkere, og rynkerne bliver flere og flere, jo mere ligeglad bliver de fleste. På stranden kan du se gamle tykke mænd i alt for små badebukser, fordi det er pisse ligeglade. De har accepteret deres krop og er glade for sig selv som de er. Man bliver ganske enkelt bedre til at se det smukke ved sig selv, jo ældre man bliver, og jeg kan garantere dig at du om 10 år eller om 20 år vil kigge på billeder af dig selv fra i dag og sige...jeg var sgu da ikke grim. 

At jeg fortæller dig det, betyder ikke at du pludselig ikke er selvkritisk mere. Det ved jeg godt. Men prøv at være mere kritisk overfor din egen kritik. Kig på dine veninder og venner, og mærk om du tænker dem som grimme. Lige meget hvordan du ser ud, så ser du ikke så meget anderledes ud end dine veninder og venner, at du skulle være grimmere end dem. Det er du ikke. For langt de fleste bliver det her med selvkritikken bedre med tiden. Men det er selvfølgelig noget man skal arbejde med. Prøv at tjekke den her video ud. Jeg synes den forklarer det meget godt, selv om den handler om ældre kvinder der måske stadig er ret selvkritiske. En kunster tegner kvinderne ud fra hvordan de selv beskriver deres udseende, og så tegner han et andet portræt udfra hvordan andre mennesker beksriver kvinderne. Forskellen er ret vild. Videoen er på engelsk, men jeg er sikker på du kan fange budskabet. 

Jeg tænker faktisk det her med at du er rigtig ked af andre menneskers spørgsmål, også handler lidt om den periode af dit liv du er i, lige nu. Som jeg forstår dig spørger folk ikke for at være onde, men spørgsmålene går dig alligevel på. Det kan jeg godt forstå. Du er et menneske ligesom alle andre, og du er dansk, som de fleste omkring dig, så hvorfor er de her små ting, som måske er anderledes hos dig, overhovedet interessant? Jeg tror vi som mennesker er nysgerrige, og det der ikke ligner os selv 100 procent, vil vi altid har spørgsmål omkring. Mennesker med en anden hudfarve, end den "mest normale" kan blive spurgt ind til hvor de er fra, selv om hudfarven ikke har nogen som helst betydning for om man er dansk eller ej. på samme måde bliver mennesker med handicap, mennesker med en anden seksualitet eller noget helt tredje også spurgt om mærkelige ting. Og det er ikke specielt i Danmark. Det er noget som er specielt for mennesker. 

Hvis man på en eller anden måde er anderledes end de fleste, vil der altid være nogen der spørger om skøre ting. Nogle gange kan det godt være nogle ret dumme spørgsmål, men jeg tror det er vigtigt at fokusere på hvad baggrunden for spørgsmålet er. Hvis det er deres mening at være nedsættende eller onde, skal man selvfølgelig sige klart fra. Det er ikke okay. Men hvis det nu er nysgerrighed(også selv om spørgsmålet er lidt dumt) kan man overveje at hjælpe dem lidt. Hvis de spørger om du sviner svinekød, kan du jo svare dem, og så spørge hvorfor de egentlig spørger om det. Så siger de måske noget i stil med: det er fordi du har lidt en anden hudfarve, og så troede jeg måske du var muslim eller... Til det kunne du måske svare noget i stil med at din hudfarve vel ikke betyder noget for om du er muslim, og om det egentlig overhovedet er vigtigt for jeres relation? Måske kan du hjælpe dem til at se at nogle af spørgsmålene er fjollede, og så skruer de lidt ned for dem. 

Du har problemer
Jeg kommer ikke til at fortælle dig at du ikke har problemer. Kan man finde nogen der har større problemer. Sagtens. Kan man finde nogen der har mindre problemer...ja, da. Men det er jo fuldstændig ligegyldigt. Det afgørende er hvordan DU har det. Og du har det svært lige nu, på flere forskellige områder. Jeg tænker bestemt at du kan finde rigtig gode veje videre, så dine problemer bliver meget mindre, eller forsvinde helt. Enten fordi de bliver løst, eller fordi du finder nye måder at se din situation, så det du lige nu oplever som problemer, bliver noget du tænker anderledes om.
Men første skridt til at få det bedre, er at du tager dig selv, og de følelser og problemer du oplever alvorligt. Det gør du ved at skrive her, og det gør du også når du ønsker at snakke med en psykolog. 

Der findes flere muligheder for at tale med en psykolog. En mulighed er at tale med din egen læge, om hvordan du har det. Din læge kan henvise dig videre til samtaler med en psykolog, hvis lægen vurderer at det kan hjælpe dig. 
En anden mulighed kan være gennem din kommune. Alle kommuner skal tilbyde gratis og anonym rådgivning. Det er meget forskelligt, hvordan man gør det i kommunerne. I nogle kan man tale med en psykolog, og i andre er det en socialrådgiver eller en pædagog. En psykolog kan være rigtig godt, men andre kan også tit bruges. Det afgørende er at du får talt med nogen om alle de her ting. Prøv at google din kommunes navn og Åben anonym rådgivning, så skulle du gerne finde links til hvordan du kan få hjælp. Du kan også prøve at logge på vores chat, og snakke med en af vores rådgivere om hvor du kan få mere hjælp. 

Det blev til mange ord, og jeg tænker det er tid til at slutte af nu. Kære Eco...der venter dig masser af gode, smukke og vidunderlige ting i livet. Lige nu oplever du nogle bump på vejen, som du måske skal have hjælp til at komme godt hen over. Når jeg skriver bumt, er det ikke fordi jeg siger det er småting. Det er det helt tydeligt ikke. Men selv store bumt, bakker og bjerge kan man komme over, og det er jeg sikker på du også kommer. 

De Bedste hilsner, og gode tanker 
Tanja