Hjælp!!!

brevkassespørgsmål

Hjælp!!!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 4 år 6 måneder siden

Hej cyberhus 

Der er den her dreng og han er like min første rigtige forelskelse...... Men han flytter skole om 2 uger.... Og vi har ingen kontakt uden for skolen... Jeg er bange for at miste kontakten når nu vi ik ses udenfor skolen... Vi er rigtig gode venner og han har jaldt mig cute af og til..... Jeg kommer bare virkelig til at savne ham og heg ved der ik er mulighed for at han bliver på skolen selvom jeg troede han ville blive inderst inde.... Jeg er bare så led af det... Hjælp

-Nanna?

Svar: 

Hej Nanna,

Tak for dit brev. Jeg kan rigtig godt forstå, at du er ked af, at din ven, som du er forelsket i, flytter skole. Og jeg kan virkelig godt forstå, at du synes det er svært at vide, hvad du skal gøre. Det kan virkelig være svært at være forelsket og især den første forelskelse være hård. Jeg håber, det hjælper at læse, hvad jeg har gjort mig af tanker omkring dit spørgsmål.

Jeg synes det lyder rigtig lovende, at du skriver, at I er rigtig gode venner. Når du siger det, kommer jeg til at tænke på, om det ikke kunne være, at han også rigtig gerne vil holde kontakten med dig, efter han er flyttet? Jeg tænker, at det kan være en rigtig hård omvæltning at skifte skole, og det kan være, at han er nervøs eller træt af det, også selvom han måske ikke giver udtryk for det. Hvis han er træt af at skulle flytte skole, kan det være, at han ville blive rigtig glad for og måske ville finde lidt ro i, at du gerne vil holde kontakten og begynde at ses udenfor skolen. Det kan selvfølgelig også være, at han er helt okay med, at han skal flytte skole. I det tilfælde tænker jeg også, at han ville være glad for, hvis du giver udtryk for, at du gerne vil holde kontakten, fordi du skriver, at I er gode venner. Så uanset hvad tænker jeg, at du sagtens kan lægge op til, at du gerne vil holde kontakten uden frygt for, at han måske ville synes, det var mærkeligt. Men du skal følge din egen mavefornemmelse, og hvis det virker for grænseoverskridende for dig, er det også helt forståeligt og fuldstændig i orden. Du skal gøre, hvad du selv føler er rigtigt. Når det er sagt, kan du her få nogle råd til, hvordan du kan lægge op til, at du gerne vil holde kontakten.

Jeg tænker, at du kan lægge op til det på flere måder. Det kan være, at I bruger Snapchat eller Instagram. Hvis I gør det, kan du bede om hans brugernavn, så I kan skrive sammen der.  Hvis du ikke bruger de apps eller har lyst til at spørge om hans brugernavn, kan I også holde kontakten på andre måder. Du kan bede om hans telefonnummer eller I kan skrive sammen på andre måder, fx over Messenger eller WhatsApp. Det kan sommetider fungere godt at skrive sammen eller snappe med venner, som man ikke har mulighed for at ses med hver dag. Man kan fx sende hinanden sjove gif's eller videoer, som kan hjælpe med at starte samtaler, som man ellers ikke ville have haft. Hvis I holder kontakten ved at skrive eller snappe sammen, kan I muligvis opbygge et tættere bånd, og du vil måske kunne få en bedre fornemmelse af, hvordan han har det med dig gennem den måde han skriver på.

Hvis du i stedet foretrækker at ses med ham fremfor at skrive, synes jeg sagtens, du kan spørge, om han har lyst til at holde kontakten ved at aftale at ses af og til. Det kan være, at I kan aftale at mødes i en weekend eller efter skole afhængig af, hvor langt han skal flytte væk. I kan mødes i en gruppe af jeres fælles venner eller alene afhængig af, hvordan du tænker, I ville være bedst tilpas. Hvis han har nogle fritidsinteresser kunne du også se, om du kunne dele de interesser med ham. Måske er han interesseret i computerspil eller sport? Hvis du synes, det er rarest, at I mødes til et formål, nu hvor I ikke længere ses hver dag i skolen, ville det måske være en mulighed, at I kunne mødes over fritidsinteresser.  

Så samlet set vil jeg opfordre til, at du (hvis du føler dig tilpas med det) kan benytte de sidste par uger, hvor din ven er på skolen, til at udtrykke overfor ham, at du gerne vil holde kontakten med ham ved at ses udenfor skolen, eller ved at skrive sammen, hvis han flytter for langt væk til at I kan ses. Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget, og jeg håber, at du og din forelskelse holder kontakten. 

Du er altid velkommen til at skrive herind igen eller logge på vores 1-til-1 chat, hvis du har lyst til at snakke om det eller noget andet i fremtiden. Jeg ønsker dig alt det bedste!

De venligste hilsner fra

Karoline

cyberhuskaroliness billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program