Kære Liva

Lad mig starte med at sige, at dit spørgsmål giver rigtig fin mening, og at jeg synes, at din veninde er rigtig heldig med, at hun har dig i sit liv. Som du selv sikkert ved, så er det rigtig hårdt at være syg med en spiseforstyrrelse, og det kan også være rigtig ensomt for nogle. Derfor er jeg helt sikker på, at din veninde uanset hvad I snakker om, og hvad du siger, stadig sætter enormt meget pris på, at du er der. Det skal i hvert fald ikke undervurderes, hvilken effekt det har, at man ved, at der er nogen, som ønsker alt det bedste for en og som gerne vil hjælpe, også selvom personen ikke ved, hvordan man skal gøre det. Så jeg håber, at du ved, at du gør rigtig meget bare ved at være der for hende!

Jeg vil også gerne rose dig for, at du er rigtig opmærksom på dine egne erfaringer, og hvordan de eventuelt kan påvirke din veninde. Det er en rigtig fin ting at være opmærksom på, men det får mig til at tænke på, at jeg også håber, at du passer på dig selv. Jeg kunne f.eks. godt forestille mig, at det også kunne være svært for dig at skulle høre nogle af hendes tanker? Derfor håber jeg, at du mærker efter, hvor meget du selv kan holde til, og at du sætter grænser i forhold til, hvordan du kan hjælpe hende uden, at det skader dig. Det er nemlig rigtig vigtigt, at man husker sig selv i sådan nogle situationer, da vi ikke kan hjælpe andre, hvis vi ikke også hjælper og passer på os selv. Derfor skal du også vide, at du altid er velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat, hvis du har brug for en anonym snak om tingene. 

I forhold til, hvordan du kan hjælpe din veninde, så tænker jeg, at det altid er svært at vide, hvordan man bedst hjælper andre, der har det svært, specielt fordi det er enormt forskelligt fra person til person. Du kan måske godt komme til at føle, at du burde vide, hvad dine veninde har brug for, fordi du har stået i en lignende situation, men det er slet ikke sikkert, at hun har brug for det samme. Derfor er mit bedste råd til dig at være ærlig overfor din veninde. Fortæl hende, at du holder af hende, er stolt af at hun får hjælp, og at du enormt gerne vil hjælpe hende, men at du faktisk er i tvivl om, hvad hun har brug for. Det kan være, at hun gerne vil tale om det, som sker, men det kan også være, at hun allerhelst vil glemme alt om spiseforstyrrelser og bare tale om alt mulig andet, når hun har chancen. Det er vildt svært at vide, og derfor så synes jeg, at det er helt fint at spørge, fordi man sagtens kan gøre det med omsorg og varme. 

En anden mulighed det er, at du kan prøve at kigge formi Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS). De har en rådgivning, som man også gerne må bruge, når man er pårørende ligesom du er. Rådgiverne ved LMS ved rigtig meget om spiseforstyrrelser, og det kan være, at de kan komme med nogle mere konkrete råd, end hvad jeg lige har kunnet give dig i det her svar. 

Jeg håber, at du føler dig hjulpet lidt på vej af mit svar, og at du vil huske dig selv på, at du allerede gør rigtig meget. Det er ikke dit ansvar at gøre hende rask, og hun får professionel hjælp, så det er helt okay "bare" at være hendes veninde lige nu og tale om alt mulig andet lige nu. Det kan som nævnt måske også være lige det pusterum, som hun har brug for engang imellem. Uanset hvad så er jeg sikker på, at du hjælper mere, end du ved. Hun er heldig at have en veninde som dig. 

Mange varme tanker og store knus

Amanda