Svigermor på besøg

brevkassespørgsmål

Svigermor på besøg

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 20 år. Jeg har været sammen med min kæreste i 3 år, og vi skal til at flytte for os selv. Vi har, fra jeg var 18-19 boet hos hans mor og nu bor vi hos mine forældre. I slutningen er vores tid hos hans mor, var det ulideligt at bo der. Jeg fornemmede at hun ikke kunne lide mig. Da vi flyttede, skulle min kæreste besøge sin mor og bad mig hente ham. Jeg sagde at han kunne tage toget gratis, så vi ikke skulle betale benzin. Jeg modtog derfor en besked fra hans mor om at jeg var et forfærdeligt menneske. Hun mente at det var skrækkeligt at hendes fantastiske søn, gjorde alt for mig, og jeg intet gav igen. Denne besked modtog jeg i oktober og jeg har sagt meget få ord til hende siden, for jeg har valgt at behandle hende som en fremmed, indtil jeg får en undskyldning (som jeg bestemt ikke regner med at få, da hun er pisse stædig). Jeg har mødt hende til fester, hvor jeg har hilst på hende, og hun kigger på mig som om jeg er idiot. Nu når vi skal flytte, har jeg ærligt talt ikke lyst til at hun skal ind i mit hjem. Og mine forældre synes heller ikke at jeg skal tillade det. Men min kæreste forstår ikke problemet i at lade hans mor komme ind, da han jo ikke ville holde mig væk fra mine forældre, hvis han var uvenner med dem. Jeg vil aldrig nægte ham at se sin mor, men kan jeg nægte hende at komme ind i mit hus?? Er det retfærdigt? Eller skal jeg bare forlange at jeg ikke er hjemme imens? For jeg gider ikke være gæstfri overfor en, som bestemt ikke synes om mig.. Hvad bør jeg gøre? PS. Det skal lige siges at det er ikke kun det faktum at hun har svinet mig til (mere end en gang), det er generelt hendes måde at behandle andre mennesker (bl.a. Min kæreste), som gør at jeg ikke ønsker at se hende. Mvh. Den forvirrede kæreste.

Svar: 

Kære dig, 

Godt at du skriver her til brevkassen, for det er noget af en situation at stå i, og jeg kan godt forstå, at du har brug for nogle tanker og perspektiver udefra. Det kan være rigtig sårbart med svigerforældre, og det kan let komme til at fylde i ens parforhold. Det lyder til at det har været et pres at bo sammen hjemme hos hende, hvilket nok ikke har gjort dig og din svigermors forhold bedre. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have en undskyldning, men som du også selv skriver, så er det måske ikke så sandsynligt, at du får den med den adfærd, hun udviser.

Som mor kan det være rigtig svært at give slip på sine børn, når de begynder at blive voksne. Det kunne lyde til, at hun er meget beskyttende overfor ham, og måske behandler ham som et barn stadigvæk, hvilket jeg også tænker kan være det der er på spil, når du skriver, at du ikke bryder dig, hvordan hun behandler ham. Som forælder skal man naturligvis have et andet forhold til sine børn end en partner har, men det farver også det billede, man har af sit barn. Hun ser ham måske ikke som så selvstændig, som du gør, og hun har heller ikke samme slags konflikter med ham, som du har. Det kunne tyde på, at det er en lidt usund relation de har, hvor hun stadigvæk er meget mor for ham, selvom I er på vej ind i voksenlivet. Måske kunne du overveje at tale med ham om det? Det er din kærestes mor, og det kan være svært for ham at se de problemer, du ser, fordi de har en anden og meget tættere relation, som kan gøre ham lidt blind overfor hendes adfærd overfor dig. Det kan også være, at han egentlig synes, at det er lidt belastende sådan som hun er overfor ham, og at I på den måde kan få åbnet op for en god snak om hele problematikken.

Jeg kan godt forstå, at du ikke umiddelbart har lyst til, at din svigermor skal ind i jeres hjem. Ens hjem er et meget personligt og privat sted, en tryg base, og det kan føles meget grænseoverskridende, at nogen man ikke bryder sig om kommer ind. Som du også skriver er det et svært spørgsmål, om du kan bestemme det, når det også er den kærestes hjem og din kærestes mor. Jeg tænker, at det kan være en idé, at dig og din kæreste sammen når frem til en aftale, som fungerer for jer begge to - måske skal du ikke være hjemme, eller du kan være i et andet værelse, eller besøgene kan foregå hjemme hos din kærestes forældre, indtil du føler dig ok med, at hun kommer i jeres hjem. Hvis du siger nej, og I ikke er enige overhovedet, kan det komme til at have negativ betydning for jeres forhold som kærester, hvilket jeg ikke tænker, at du er interesseret i. Du må prøve at huske, at det er din kæreste du er i et forhold med, og at hans mor ikke skal spille sådan en stor rolle, at jeres relation er i risiko. Din svigermor er et menneske, som betyder rigtig meget for din kæreste, og det kan du prøve at have i mente, når du skal snakke med ham. Man skal selvfølgelig ikke finde sig i hvad som helst, og hendes adfærd lyder også urimelig, men måske skal du overveje, hvor meget energi, du vil bruge på det, og om du på nogen måde kan komme til at tolerere hendes tilstedeværelse? Du behøver ikke blive bedstevenner med hende eller have så meget at gøre med hende, selvom hun er på besøg. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og at det kan føre til en god snak mellem dig og din kæreste, så I kan få løst den her situation sammen. 

De bedste hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program