Er hun for ung til at være bi?
Er hun for ung til at være bi?
Hey BK!!
Jeg har denne her veninde, som bad mig skrive et BK spørgsmål. Ved godt, hvad hun vil have jeg spørger om... Så, jeg vil prøve at formulere det så godt som muligt:)
Så, jeg har hende her min veninde, som (i starten) troede hun var bi (biseksuel) efter noget tid, begyndte jeg at fornemme, at hun var meget... Sammen med piger, og hun sendte flere gange GIFs med lesbiske piger der kyssede. Efter det, spurgte jeg, om hun måske kunne være lesbisk, og hun indrømmede, at det godt kunne være sandt, da hun flere gange er blevet svigtet af drenge. Så, vores/hendes spørgsmål er: er hun for ung til at være lesbisk/bi? På forhånd tak :)
Kh N Den Søde, og Bare Mig! :)
Hej med jer,
Godt at I skriver her i brevkassen. Det lyder til at I har et godt venskab, hvor I kan dele rigtig mange ting med hinanden, og sådan nogle venner er bare guld værd.
Jeg kan godt forstå, at I kan tænke, om man mon ved, om man er det ene eller det andet, når man er 11 år, og det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg tænker, at det er meget forskelligt fra person til person. Der vil helt sikkert være nogen homo- eller biseksuelle, som allerede var helt sikre på det som 11 årige, og andre, som ikke var helt sikre, og først blev det senere i puberteten eller i livet.
Og hvordan kan man være 100% sikker? Det er svært at svare på, men det handler om, hvad man selv mærker. Ens seksualitet kan også godt ændre sig med tiden, og for nogen kan det være rigtig vigtigt at få sat nogle ord på det som f.eks. biseksuel og for andre betyder det ikke så meget, og de siger måske nærmere, at de eksperimenterer og ikke lader sig definere af, hvad andre gør og tænker. Så hvis din veninde føler, at hun er tiltrukket af piger, så kan hun godt kalde sig for lesbisk, men hun behøver ikke, hvis hun ikke synes det passer til hende. I kan læse mere om biseksualitet lige her. LGBT+ Danmark har også en specifik ungdomsrådgivning, som I kan finde lige her.
Jeg håber, at I kunne bruge mit svar.
De bedste hilsner
Jeanette