Kæreste Nico

Åh, hvor jeg bare virkelig godt forstå, at du synes, at det er smadder hårdt. Det er én ting at skulle gå op og ned af de samme mennesker hver dag i så lang tid, at skulle savne sine venner og sin efterskole, men jeg forestiller mig, at det bliver helt vildt meget hårdere, når man slet ikke føler, at man kan være sig selv imens. Og at man endda måske får negative kommentarer, når man prøver bare en smule. Så selvfølgelig er du dybt frustreret, det er der intet at sige til, og jeg håber, at jeg kan give dig nogle ideer her til, hvordan du kan åbne op overfor din familie, så du kan få lov at være dig selv, for det fortjener du selvfølgelig.

Jeg tænker, at det er en rigtig god idé at tale med dem om det. Jeg tænker, at det handler om at forsøge at give dem et billede af, hvordan du har det, og at det er rigtig, rigtig vigtigt for dig, at de lytter, og at de forsøger at holde et åbent sind. Måske det også kan give mening at fortælle dem lidt om, hvordan du er nået til det her punkt, hvor du ved, hvem du rigtig er? Nogle gange kan det hjælpe folk med at lytte og forstå en situation, hvis de ligesom får hele konteksten omkring det. Jeg tænker også, om det kunne være en idé at fortælle dem, hvor meget det vil betyde for dig, hvis de vil hjælpe dig med at leve dit liv dit ægte jeg, og at det, som du skriver i dit brev, har været rigtig svært at skulle holde en del af dig selv skjult? Igen tænker jeg, at konteksten er vigtig, og kan være med til at vise dine forældre, at nej det her er ikke en fase, og det er ikke noget, som kommer ud af det blå, og at det derfor ikke nytter noget for dem ikke at acceptere og forstå det, fordi det her er den, du er.

Det var altsammen tanker om, hvad du kan sige, men i forhold til hvad du skal sige, så tror jeg, at mit bedste råd er at sige det, som du har brug for at få sagt, og det som du har det godt med at få sagt. Du skal ikke føle, at du skal udlevere ting, som du ikke føler dig tilpas eller tryg ved at dele. Samtidig så er det også tit en rigtig god idé at forsøge at få sagt tingene med så meget fokus på en selv, som man kan, så ens ord ikke føles som et angreb. Et eksempel på det kan være, at i stedet for at man siger, "du er tarvelig, når du siger sådan der", så kan man sige "det gør mig ked af det, når du siger sådan der". Det er i store træk det samme, som man siger, men det kan nogle gange gøre det lettere for den anden part at tage det ind, hvis man formulere det lidt mere i forhold til ens egen oplevelse.

Nu har jeg hele tiden taget udgangspunkt i at tale med din familie direkte, men en anden mulighed er at fortælle din familie de her ting i et brev. Et brev giver dig mulighed for at sikre dig, at tingene er sagt præcis, som du gerne vil have, at de skal siges. Derudover giver det dig mulighed for at give brevet til dine familie og så lade dem læse det, imens du er der, eller ikke er der, alt efter hvad du foretrækker. Og hvis du eller de så har brug for det, så kan man jo altid tage en snak bagefter, hvor de så kan få lov at stille de spørgsmål eller lignende, som de eventuelt har, og du kan få lov at uddybe nogle ting, hvis det er. På den måde udelukker et brev ikke en god snak, men kan være en rigtig god samtale-starter, som du kan overveje at gøre brug af.

En tanke jeg også får, det er, at det måske er en god idé at huske sig selv på, at selvom der ikke er noget galt i det, du gerne vil fortælle dem, så kan det stadig være et chok for dem at høre det, hvis det slet ikke er en tanke, de har haft. Derfor kan det være, at de har brug for lidt tid til at forstå det. Det er ikke sikkert, men jeg tænker, at det kan være godt at huske sig selv på, at det måske kan ske.

Jeg håber, at mit svar har givet dig nogle ideer til, hvordan du kan tale med din familie om det, og jeg håber, at I får en god snak. Jeg håber, at det bliver en god oplevelse for dig, og jeg håber, at din familie tager god imod det. Jeg kan ikke garantere det, men husk på at selv hvis de ikke forstår det nu, så er det ikke ensbetydende med, at de ikke kommer til det på et tidspunkt. Og der er intet galt med dig, så hold fast i den du er, for du er vidunderlig, og verden bliver et bedre og mere interessant sted af folk som dig, der tør stå ved, hvem de er.

Hvis du har brug for en snak, så er du også meget velkommen i vores chat.

Mange knus, varme hilsner og positive tanker

Amanda