overdosis

brevkassespørgsmål

overdosis

brevkassespørgsmål af
K
18 år
Oprettet 3 år 12 måneder siden

Heyy

Jeg er mega bange for at jeg kommer til at tage en overdosis af morfin og doltard. Jeg har før taget det og kokain. Kokainen er jeg så godt som stoppet med og har smidt det resten væk. Men har omkring 25 piller i alt på mit værelse. Har virkeligt lyst til at tage en flaske vin eller spiritus med, drikke det og tage en masse af mine morfin og doltard piller. Ikke fordi jeg vil dø som sådan. Vil bare glemme det hele for en stund og er villig til at sætte ALT på spil for det. Jeg har et traume som er særligt det jeg vil glemme for en stund, men har også gjort ret dumme ting, som en gang at gå på motorvejen, hvor jeg jo desværre ente med at blive samlet op af politiet. Kan slet ikke overskue de næste dage selvom jeg både har ferie og alligevel skal være her hjemme pga. corona, det er ikke engang fordi jeg ikke kan holde ud at være hjemme eller ved hvad jeg skal lave. Det er også fordi jeg har en masse tanker der suser rundt og jeg kan slet ikke nå at forholde mig til dem, før der kommer en ny. Ved ikke hvad jeg kan stille op udover at tage 10-15 10mg's piller og drikke mig mega fuld.

Svar: 

Kære K

Lad mig starte med at sige, at jeg virkelig godt forstår, at du er frustreret, og at du nærmest føler sig desperat for at få ro på dit hoved. Det kan være helt enormt overvældende, når tankerne suser rundt, og at man ikke føler, at man kan få et eneste sekund til at overveje noget, før den næste tanke står klar til at forstyrre.

Jeg kan også godt forstå, at når man har haft det sådan tilpas længe, så kan næsten-desperation blive til total desperation, fordi man når sin grænse. Det er helt okay at føle sig presset til et punkt, hvor man begynder at overveje ting, som, man måske godt ved, ikke er det mest hensigtsmæssige, og vi kan alle nå dertil. Det bedste vi kan gøre i sådan nogle situationer, det er at række ud efter hjælp, præcis som du gør her, og det synes jeg er vildt stærkt gået af dig. Samtidig lyder det som om, at du faktisk er meget bevidst omkring risikoen ved det, som du overvejer, og det er rigtig godt at høre. Det lyder som om, at du ved, at det kan være rigtig farligt at blande forskellige slags medicin, og det kan ofte være endnu farligere at blande medicin og alkohol, da alle os, der ikke er læger, sjældent ved præcis, hvad det vil gøre ved vores krop. Selvom at vi ved, hvordan vores krop reagerer på én ting, og hvordan vores krop reagerer på en anden ting, så er det sjældent sådan, at kroppen bare vil reagere med en blanding af de reaktioner, vi kender, hvis vi tager to forskellige ting på samme tid. I værste fald kan det, som det også lyder til, at du ved, være livsfarligt.

Selvom at jeg forstår din desperation, og selvom jeg under dig den ro, som du søger, så tror jeg godt, at du kan forstå, at jeg på grund af den store risiko ikke kan anbefale dig at gøre det, du overvejer. I stedet kan jeg dog komme med nogle råd til noget, som jeg håber og tror kan hjælpe dig, selvom det måske ikke bliver helt på samme måde. Jeg tænker, at det måske kan hjælpe at skrive tankerne ned? Nogle skriver dagbog eller bare noter, imens andre f.eks. lave en kasse, hvor de simpelthen laver små sedler med deres tanker på, fordi de så kan finde "tanken" frem igen på et senere tidspunkt, hvor man har mere overskud til at forholde sig til den. Andre mediterer eller går ture eller høre musik eller laver vejtrækningsøvelser, alt sammen med formålet at finde ro i hoved og sind. Måske det kunne være noget for dig? Det kan tage lidt tid at lære teknikkerne ved meditation og sådan, så her skal man måske være lidt mere tålmodig end ved andet.

En af de ting, som jeg tror hjælper allermest, er at tale med nogen om de tanker, som man har. At tale med nogen og forsøge at give dem et indblik i, hvordan man har det, kan tit være en kæmpe hjælp for en selv, fordi det kan hjælpe til med at danne overblik og se mønstre i det, som man oplever. Nogle har det bedst med at tale med nogen, som de kender og er trygge ved, imens andre har det bedre med at tale med nogen, som ikke kender en på forhånd. Hvis du kunne have lyst, så er du altid velkommen til at kigge forbi vores chat, hvor du helt anonymt kan snakke med en af vores rådgivere om alt det, som fylder alt for meget lige nu.

Nu ved jeg ikke, hvad det er for nogle tanker, som du går og tumler med, og det er slet ikke sikkert, at det her er relevant for dig at høre. Men for nogle er det helt vildt svært at åbne op overfor andre. Både fordi det kan være lidt svært at skulle kigge på nogen og sige, "hey, jeg har brug for hjælp", men også fordi man nogle gange kan føle, at man skal skamme sig over, at man har det svært. Måske det er det samme for dig? Du fortæller i hvert fald, at du har gjort ting, som du synes er dumme, og hvis det er sådan, du har det, så kan jeg godt forstå, hvis det af den ene eller anden grund føles forkert at bede om hjælp, men det er det ikke, og der vil være nogle, som forstår dig, og som vil hjælpe dig uanset hvad det er, som går dig på. Blandt andet her så tøv ikke med at kigge forbi.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og jeg håber, at du ved, at der er hjælp at hente.

De bedste og varmeste tanker

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program