Pulverkur

brevkassespørgsmål

Pulverkur

brevkassespørgsmål af
Caroline
13 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Jeg vil gerne spørge om hvor gammel man skal være for at gå på pulverkur? Jeg ved godt alt det med at man også skal ændre madvaner efter kuren og alt det kuren medfølger. Men jeg kan ikke finde nogle steder om man må gå på pulverkur som 13 årig.

Svar: 

Kære Caroline.

Mange tak for dit brev.

Der er som sådan ikke nogle regler for, hvor gammel man skal være, for at gå på pulverkur. Men så længe du er i gang med at udvikle dig, vil jeg ikke anbefale dig, at gå på pulverkur (eller andre slankekure for den sags skyld), fordi din krop og din hjerne har brug for rigtig mad, næring, vitaminer og mineraler, og alle de behov bliver ikke dækket, hvis man kun spiser pulver eller går på slankekur.

 

Hvis du alligevel gerne vil prøve en pulverkur, vil jeg derfor anbefale dig at vente, til du er fyldt 18 år, fordi på det tidspunkt har din krop udviklet sig noget mere, og du er måske færdig med at vokse. Hvis du på det tidspunkt så vælger at gå på en pulverkur, vil jeg råde dig til, at få vejledning i hvordan kuren fungerer, så du er sikker på, at du får de vitaminer, mineraler og næringsstoffer som du og din krop har brug for. 

 

En pulverkur virker (sådan som jeg har forstået det) ved, at man erstatter alt mad, eller en del af sin mad, med pulver. En dagskost på sådan en kur indeholder ikke ligeså mange kalorier som en almindelig kost, og det er naturligvis derfor, at folk taber sig. Du har ret i, at det kan være en god idé, at man efter sådan en kur ændrer sine madvaner, hvis man har et ønske om at tabe sig.

 

Den første tanke jeg har er, at en pulverkure må blive utrolig ensformig, og at det derfor kan være svært at gennemføre kuren, og derfor vil det sikkert kræve meget energi og viljestyrke at være på sådan en kur. Så måske den energi og viljestyrke ligeså godt kunne bruges på at gennemføre en almindelig kostomlægning i stedet for.

 

Min næste tanke er, at kuren indeholder for lidt energi til, at du kan gennemføre en normal skoledag og hvad du ellers foretager dig i hverdagen.

 

Den sidste tanke er, at selvom en pulverkur muligvis indeholder alle de næringsstoffer, mineraler og vitaminer kroppen har brug for, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det ikke er i deres "naturlige form”, som man får det i rigtig mad.

 

På grund af ovenstående vil jeg helt klart anbefale dig, at spise en varieret kost i stedet for at gå på en pulverkur. Især hvis en pulverkur alligevel kræver en kostomlægning efterfølgende.

 

Hvis du alligevel ønsker at afprøve kuren, vil jeg anbefale dig at kombinere den med noget spiseligt som fx. havregryn, nødder, grøntsager og frugt. Blandt andet fordi det at tygge på noget giver en helt anden mæthedsfornemmelse end udelukkende at drikke sine fødevarer. Derudover tror jeg risikoen for at blive træt af diæten minimeres en lille smule. Jeg vil også råde dig til at spørge din læge til råds inden, for at du er sikker på, at det ikke er skadeligt. Jeg synes også, at du skal snakke med dine forældre om, hvad de tænker, hvis du gerne vil prøve en pulverkur.

 

En sidste ting jeg lige vil gentage er, at et vægttab naturligvis handler om at forbrænde mere energi end man indtager, men husk også at få nok energi indenbords i løbet af dagen, ellers bliver det næsten umuligt at gennemføre hverdagen! Fordi hvis man ikke får nok enrgi igennem sin mad, kan man meget nemt blive træt, sur og kan få svært ved at koncentrere sig eller få gjort de ting, som man skal. For at få nok energi er det derfor godt at starte dagen ud med eksempelvis en portion havregrød eller yoghurt med frugt, spise frokost som eksempelvis kan være rugbrødsmadder med forskelligt pålæg, og aftensmad som kan være bønner/linser/kød, kartofler/ris/pasta og grøntsager. Og så spise nogle mellemmåltider i løbet af dagen som for eksempel grøntsagsstænger, frugt, en smoothie, nødder, en knækbrød eller bolle med pålæg. Det er som sagt vigtigt at få nok mad og vand i løbet af dagen, for at din krop og dit hoved får de næringstoffer der er nødvendige, især også i din alder.

 

Jeg håber, at du kan bruge svaret.

 

Venlige hilsner fra

Laura.

Lauraaaaas billede
Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program