Kære M

Tak for dit brev! Jeg kan godt forstå, at du overvejer, om du måske har en form for angst, når du føler, at du genkender dig selv i ret meget i nogle af de symptomer, som du har læst om. Jeg kan ikke fortælle dig, om du har angst eller ej, da man ikke kan fastslå sådan noget over skrift, men jeg kan fortælle dig, at jeg synes, at det er rigtig fedt, at du er opmærksom på dig selv og dit mentale helbred! Alt for mange giver ikke sig selv tid til at mærke efter, hvordan de virkelig har det, og for mange har også en tendens til at ignorere det, hvis de mærker noget, som er ubehageligt eller svært at være i. Ofte betyder det, at man er i risiko for med tiden at få det endnu værre, hvor det så er endnu sværere at få det godt igen, hvilket er super ærgerligt. Men du er opmærksom, og det er bare så god en evne at have, fordi man så har muligheden for at fange ting i opløbet, og altså inden det bliver så slemt, at man nærmest ikke kan noget længere.

Du spørger hvad du skal gøre, og du fortæller, at du ikke har lyst til at tale med din mor eller med en læge, blandt andet fordi, du ikke kan se, hvad en læge skal kunne gøre, og derfor tænker jeg at starte der. Hvis du tager til lægen, så kan lægen lave en vurdering af, om han/hun tænker, at det er angst, du oplever, og så kan lægen lave en henvisning til f.eks. en psykolog, hvilket kan være en rigtig stor hjælp. Hvis lægen ikke vurderer, at der er behov for en henvisning lige nu, så er det dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan få hjælp alligevel. Man kan altid selv søge psykologhjælp, hvor man kan få nogle redskaber, som kan hjælpe, hvis der er noget, som man tumler med.

I forhold til det her med at snakke med din mor om det, så forstår jeg godt, at det er svært for dig at fortælle hende det. Det er helt normalt, at man som du er nervøs for, hvordan folk vil reagere, når man åbner op. Jeg tænker, om det kan være en hjælp, hvis du forklarer din mor, hvordan det kan være, at du tænker, som du tænker, og hvis du fortæller hende, at det virkelig går dig på, at tingene er, som de er? Lidt ligesom du har gjort i dit brev. Jeg tænker i hvert fald, at når det kommer til sådan nogle ting her, så kan andre ikke altid se, at man har haft det svært, og hvis man så kun siger, at man har det skidt, så kan folk måske tænke, "arghh, så ville jeg have set det". Hvis man så kommer med en lidt mere uddybende forklaring, f.eks. som du fortæller, at det forstyrrer din søvn, og at du får behov for at ringe, så kan det måske være nemmere at forstå for f.eks. din mor. En pointe man også kan nævne er måske også det her med at komme tingene lidt i forkøbet? For det er måske ikke altid, at man har det svært i en grad, hvor det f.eks. vil give en decideret diagnose, men det er ikke det samme, som at man ikke kan have rigtig godt af at få hjælpen nu.

Hvis du ikke har det godt med at tale med din mor, så kan du også overveje, om der er en anden voksen, som du kan tale med, som så f.eks. måske kan hjælpe dig med at tale med din mor? Det kan være en lærer, en bedsteforælder, en forælder til en ven eller veninde, en fra en fritidsklub eller lignende. Der er mange muligheder, og det handler mest af alt om at vælge én, som du følger dig tryg ved.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, men jeg ved også, at der er mange tanker, som fylder, når man står i den situation, som du står i. Hvis du har brug for en snak om det, så kig endelig forbi vores 1-1 chat. Her vil du altid være velkommen.

Husk på at selvom angst er svært at være i, så kan man få det rigtig meget bedre, hvis man får noget hjælp og nogle redskaber, så man kan håndtere tankerne og følelserne. Jeg sender tusind gode tanker din vej, og jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange virtuelle klem,

Amanda