Du kære 22-årige pige

Jeg vil starte med at sige, du må skrive alt den tekst du magter.  
- Hvis det er relevant for dig er det interessant for mig! :) 

Derudover er jeg overbevist om at det IKKE vil være det bedste for dig selv eller andre "hvis du ikke var her". Der er helt sikkert plads til dig, og behov for dig, også selvom det ikke nødvendigvis altid føles sådan.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, når du skriver, hvordan du har det, at det er SUPER sejt at du overhovedet kan stige ud af sengen. Det er imponerende, håber du klapper dig selv på skulderen over, at du ikke lukker helt ned. Godt du spørger om hjælp!  

Det er helt vildt svært, når man ikke kan modtage den omsorg og hjælp man gerne vil fra sine nærmeste. Jeg forestiller mig, når din mor henviser dig en læge, er det fordi hun oplever afmagt i forhold til situatonen. Hun ved simpelthen ikke, hvad hun skal gøre for at hjælpe dig. Det er nemmere at skifte emne end at indrømme man kommer til kort for sine elskede børn.

Det er desværre OG heldigvis sådan med psykiske udfordringer, at det kan tage lang tid at løse.

DESVÆRRE, fordi det er supertræls at tro man er kommet igennem det og kan lægge det bag sig, og så blive ramt af det igen. Så endda på en endnu værre måde en første gang. Tilbagefald kommer i mange former. Tit falder man helt til bunden før man kan starte med at klatre op igen. Det kan der samtidig være meget skam forbundet med, som kan gøre det meget svært at tale om. 

HELDIGVIS, fordi de fleste som arbejder med psykiske problemer, har en forståelse for at det kan tage flere år at komme igennem, og at der ikke er en løsning der passer til alle. For dem er tilbagefald også en helt almindelig ting. Derfor er der god grund til at bevare håbet.

Du fortæller også du har oplevet at det er gået over. For mig giver det god mening, at det vil kunne gå over igen.

Jeg ved ikke, hvad der virkede første gang, men jeg forestiller mig at det blev sat igang med åbenhed og ærlighed om hvordan du havde det og en vilje til at få det bedre. Både i relation til dig selv, din psykiater og din omverden.

Når du vælger ud fra en idé om at du burde have det bedre, end du har det, så dropper du åbenhed og ærlighed i dialog med de folk, der er egnet til at hjælpe. Som sagt, det er VILDT svært at snakke om, samtidig er det supervigtigt. Man kan ikke arbejde reelt med noget hvis ikke man arbejder ud fra realitererne, altså hvordan du rent faktisk har det.

Det bliver ligepludselig mere klart at man er faldet til bunden, der hvor man startede for otte måneder siden, når man skal lave en plan for at kravle op af hullet igen. Det kan være skræmmende, men jeg er overbevist om det er mere skræmmende at blive på bunden i ubestemt tid.   

Efter alt sandsynlighed, vil den nye handleplan involvere nogle af de samme trin som allerede har virket en gang. For at det kan være brugbart bliver der nødt til at være nogle ekstra punkter, eller uddybninger - så du ikke falder ned og tilbage igen. En tilføjelse du allerede har nu er, at du ikke bare kan "stoppe med at tænke over det", det er sådan med mange psykiske lidelser, at de sjældent forsvinder 100%. De fleste lærer at leve med det, igennem  aktiv indgriben i tankemønstre vha. terapi, livstilsændringer, medicin eller noget helt andet (der er ikke en løsning til det hele).

Det kan være svært at have tillid til at man får den behandling man har brug for. Det gode her er at du har indflydelse på det. Hvis du siger du ikke vil have medicin, så er der andre metoder mod bedring, det kræver dog ærlighed, åbenhed og vilje. Plus en god spand mod også. Medicin er den løsning, der kan være god hvis ikke du kan se andre mulige veje mod bedring. 

Jeg er sikker på du besidder evnen til at udvise de kvaliteter, også selvom du måske lige skal bruge lidt tid til at samle noget mod. Jeg håber det kan bruges til noget. 

De bedste hilsner, Niko fra Cyberhus