Kære Stephanie

Lad mig starte med at sige, at jeg synes, at det er så godt og stærkt gået, at du er kommet forbi vores brevkasse. Jeg forstår virkelig godt, at det her er noget, som er svært for dig at snakke med andre om, og som fylder rigtig meget. Jeg er sikker på, at du ikke er den eneste, som har stået i den her situation, men fordi det virkelig kan være noget, som man skammer sig så meget over, så er det sjældent, at man åbner op om det. Så jeg synes bare virkelig, at det er kanon sejt, at du har gjort det alligevel!

Jeg forstår godt, at du føler dig overvældet og frustreret, fordi det er et kæmpe arbejde at skulle rydde op efter en masse andre helt alene. Jeg forstår også godt, at du så bliver endnu mere træt af det hele, når dine forældre ikke takker dig for det, som du gør, og når de ikke vil hjælpe til. Min umiddelbare tanke er, om dine forældre måske faktisk selv er enormt pinlige over situationen, og at de simpelthen ikke kan få sig selv til at indrømme det hverken overfor dig eller dem selv?

Når sådan nogle situationer opstår, hvor voksne slet ikke får ryddet op, og deres hjem begynder at være enormt rodede og beskidte, så kan det være enormt skamfuldt, fordi man som voksen godt ved, at det mest er ens eget ansvar at sørge for hjemmet, og når man så ikke lykkedes med det, så kan det blive en ond cirkel, hvor det hele tiden bliver værre og værre. Man skammer sig over, at man roder, og så bliver man ked af det og kan ikke overskue at gøre noget ved det, så roder man endnu mere, og så skammer man sig endnu mere, og sådan forsætter det. Måske det også er sådan for dine forældre, og måske det er derfor, at de reagerer vredt og surt og siger, at du er forkælet, når du nævner rodet?

Det er ikke en undskyldning, og det gør det ikke mindre frustrerende, men min tanke er, måske det alligevel kan give lidt positivt, hvis man kan forstå, hvordan det kan være, at tingene er, som de er? Og at det måske ikke skyldes, at ens forældre ikke også ville ønske, at det var anderledes.

I forhold til hvad du kan gøre udover selv at gøre rent, så tænker jeg, at hvis nu dine forældre faktisk virkelig skammer sig over situationen, så kunne det måske være en idé at tage en snak med dine forældre, hvor du er så omsorgsfuld, som du overhovedet kan være, når du nævner det her med rod og rengøring? Selvom jeg godt forstår, at du er træt, vred, og frustreret, så tror jeg, at der er større chance for, at de vil tage det til sig, hvis tingene bliver sagt med omsorg og kærlighed, og hvis du forklarer dem, at du rigtig gerne vil kunne tage venner med hjem og vise jeres hus frem, men at det er for svært lige nu, og du ville ønske, at det var anderledes. 

Det kan også være, at du har prøvet at tale sådan med dine forældre allerede, og at det ikke har hjulpet. I så fald så tænker jeg, om det kunne være en mulighed at snakke med en anden voksen, som du stoler på, som så kan hjælpe dig med at snakke med dine forældre? Måske en moster, faster, tante, onkel, bedsteforælder eller lignende? Som måske også kan tilbyde sin hjælp i forhold til at få ryddet helt op derhjemme, så man kan starte på en frisk?

En tredje mulighed, som du også har, det er at tale med en voksen omkring tingene derhjemme, og snakke om, om det måske er nødvendigt at lave en underretning til kommunen. Hvis du føler, at det her går udover dine muligheder for at udvikle dig og for at trives, så er det nemlig en mulighed. En underretning er selvfølgelig en mere alvorlig vej at tage, da det kan betyde undersøgelser i hjemmet, at der bliver lavet en sag, og så videre, og derfor synes jeg, at du skal snakke om det med en voksen, inden du beslutter dig for at gøre noget. Så er du er sikker på, at du ikke tager en beslutning, som du senere kommer til at fortryde.

Jeg håber, at du fik svar på dit spørgsmål, og at du føler dig hjulpet lidt på vej. Hvis du nogensinde har brug for at snakke med nogen omkring situationen derhjemme, de følelser og tanker det kan give, så kig endelig forbi vores 1-1 chat.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Varme og positive tanker

Amanda