Fuck det hele

brevkassespørgsmål

Fuck det hele

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Hej jeg er en pige der ikke har det så godt jeg føler hele mit liv går i stykker og alle dem jeg kender står og griner af mig jeg er før blivet Hold fast i og så blevet slået og sparket har tit lyst til bare og sige fuck det hele og så bare begå selvmord 

Svar: 

Kæreste dig, 

Hvor er jeg glad for, at du skriver herind. Det lyder virkelig som om, der sker nogle rigtig svære ting i dit liv, og at det hele bare er hårdt og smertefuldt lige nu. Det lyder også som om, der er nogle, der gør nogle rigtig grimme ting ved dig, som på ingen måde er okay, og det kan jeg sagtens forstå, du er rigtig ked af. Nogle gange, når der er mange ting omkring én, der ramler og er svære, så kan det føles som om hele ens liv går i stykker og man kan helt miste troen på, at det nogensinde bliver bedre. Denne her håbløshed kan godt føles lidt ligesom et hul, der er så dybt, at man ikke kan se himlen længere. Og så kan man godt komme til at tro, at himlen er forsvundet, fordi man ikke kan se den længere. Men det er den ikke, og det er det, man skal mindes om. Det lyder som om, du lige nu er nede i hullet, hvor himlen er væk. Det er skræmmende, håbløst, mørkt og smertefuldt. Men du må huske på, at himlen er der endnu, selvom du ikke kan se den. Livet er godt, selvom du ikke ser det lige nu. Selvmord ændrer intet, intet bliver lettere, for der er ikke mere, du er ikke mere. Man siger ikke "fuck det hele", når man begår selvmord, man siger bare "farvel". Du fortjener at leve til mange blå himle, mange solnedgange, og lige så mange solopgange. Du fortjener at være glad, og jeg lover dig, at der er masser af lykke og glæde derude. Man kan GODT få det bedre, ligegyldig hvor dårligt man har det. Det kan være svært at tro på, når man er fanget i håbløsheden, men du kan godt få det bedre. Og du skal nok få det bedre. Men nogle gange, når det hele er svært og uoverskueligt, så bliver man nødt til at række ud og bede om hjælp. Der er intet galt i det, intet forkert eller svagt. Tværtimod er det enormt modigt og stærkt at turde fortælle nogen, at man har det skidt og har brug for deres hjælp. Det kan være svært og skræmmende, fordi det godt kan føles som om, det bliver mere virkeligt, når man fortæller nogen om det. Men det er så vigtigt, at man ikke går helt alene med de her ting. Måske du har en god ven eller veninde du kan snakke med? Eller dine forældre? Eller måske en god lærer? Hvis du har lyst til at snakke med nogen om det helt anonymt på nettet, så kom endelig forbi vores chat eller prøv at kigge forbi Livslinien

Jeg håber virkelig, du kan bruge mit svar. 

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program