Forsinket menstruation

brevkassespørgsmål

Forsinket menstruation

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej 

Jeg havde min første gang her for 2 uger siden. Vi brugte kondom, og jeg har ikke gjort det siden. 

Problemet er, at min menstruation er 6 dage forsinket, og jeg er begyndt at blive lidt nervøs for, om jeg måske kunne være gravid. Jeg har mine afgangseksamener, så kunne det være derfor?

Jeg har ikke fortalt det til mine forældre, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg skal købe en test. skal jeg lade vær med at sige det? Skal jeg begynde på p-piller?

 

Svar: 

Hej med dig. 

Det er meget naturligt at panikke og blive nervøs, når ens menstruation er forsinket og man har haft sex. Du skriver ikke, om din menstruation normalt er regelmæssig og altid kommer til tiden, eller om det ofte sker, at den er forsinket. Der kan nemlig være mange grunde til, at ens menstruation er forsinket. Stress eller stresslignende tilstand kan være en grund til, at din menstruation er forsinket, for ens psyke påvirker hvordan man har det fysisk, så hvis du er meget nervøs over dine eksamenerne eller de bare fylder rigtig meget, så kan det godt være en grund til, at din menstruation er forsinket. At du nu er begyndt at blive nervøs for, hvorfor din menstraution ikke er kommet, kan også medføre at den bliver endnu mere forsinket eller slet ikke kommer i den her periode.  

Men den eneste måde du kan være sikker på, om du er gravid, det er ved at tage en graviditetstest. Den burde vise et korrekt svar nu hvor du er gået flere dage over tid. Hvis du ikke er tryg ved at fortælle dine forældre om din bekymring, så er det helt okay ikke at sige noget til dem, og først tage stilling til, hvad de skal vide efter du har fået et svar på testen. Men det kan måske være en idé at fortælle en god veninde om din situation, og evt. være sammen med hende, når du tager testen. Det kan nemlig være ret nervepirrende at vente på svar, og så er det rart at have nogen ved sig, uanset resultatet. Du skriver dog, at I brugte kondom, da du havde sex, så sandsynligheden for, at du er gravid er ret lille, men den er der stadig, så jeg vil helt klart anbefale dig at tage en test så snart du kan. Du kan købe en test i alle supermarkeder, Matas eller på apoteket.

Du spørger også til, om du skal begynde på p-piller. Hvis du er begyndt at have sex eller har en fast kæreste, så kan det være en god idé at bruge noget andet prævention end kun kondom, men det er ikke sikkert, at p-piller er det rigtige for dig. Der findes nemlig mange forskellige præventionsformer til kvinder. Så hvis du føler, at det er nemmest for dig at bruge noget fast prævention, så vil jeg anbefale dig at booke en tid ved lægen og få en snak om, hvilket præventionsmiddel, der passer til dig. Du skal dog være opmærksom på, at din læge i princippet skal informere dine forældre om, hvis du starter på fx p-piller, men de må også godt vælge at lade være. Det kan du snakke med din læge om, hvad du foretækker. 

Jeg krydser fingre for, at alt er som det skal være og at du snart får ro i sindet. Og held og lykke med dine eksamener! 

Mange hilsner Karoline

Karolines billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program