er det normalt

brevkassespørgsmål

er det normalt

brevkassespørgsmål af
Anne Kathrine
13 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej

Jeg er en pige på 13 år. Jeg har prøvet at give mig selv finger men jeg kan ik fordi det gør ret ondt og det forstår jeg ik fordi der er mange der siger det er pisse dejligt men jeg syntes bare det gør ret ondt så hvorfor gør det det og er det normalt?

Jeg har os tænkt meget på sex her på det sidste og hvis det sker er jeg os bare bange for det kommer til at gøre rigtig ondt når det gør ondt at gi mig selv finger?

Svar: 

Kære Anne Kathrine,

Dejligt at høre, at du er godt i gang med at udforske dig selv og din seksualitet. Nogle synes, det er dejligt at give sig selv finger, men andre, ligesom dig, kan ikke rigtig få det til at fungere, og synes mest bare det gør ondt. Det er meget individuelt, hvad man tænder på, og hvad man godt kan lide. Når det kommer til onani og sex er det vigtigt, at man kun gør det, som føles rart. Og det kan godt tage noget tid at finde ud af, hvad det så lige er.

Det er helt normalt, at det kan gøre ondt, når du prøver at give dig selv finger - det er der rigtig mange, der oplever. Det kan fx skyldes, at du ikke er våd nok eller at du (ubevidst) kommer til at spænde i underlivet. Når noget skal op i skeden, er det væsentligt, at man er helt afslappet, og som oftest også godt våd, for at det ikke gør ondt. For mange kommer det ikke naturligt at kunne slappe af i musklerne omkring skeden, og det er derfor noget, der skal læres. Og som tager tid at lære. I forhold til at være våd nok kan du hjælpe dig selv lidt på vej, ved at bruge noget glidecreme, når du giver dig selv finger.

Det kan også være en idé at afprøve andre måder at onanere på. Mange eksperimenterer med at nusse og gnubbe klitoris, inden de begynder at give sig selv finger, fordi de oplever, at det er nemmere at blive opstemt og at få orgasme på den måde. Mange har også stor glæde af at bruge håndbruseren, når de er i bad. Det vigtigste er sådan set bare, at man gør noget som føles rart og dejligt, og at man bliver ved med at prøve sig frem og udforske sig selv og sin krop - det er nemlig den eneste måde at finde ud af, hvad man godt kan lide, og hvad, der fungerer for én.

Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig om, om det også vil gøre ondt at have sex, når nu det gør ondt at give dig selv finger. Sandsynligheden er, at det vil det, sådan som du har det nu. Men heldigvis kan du lære dig selv og din krop at blive bedre til at slappe af, og til at blive ordentligt våd, så du er klar den dag, hvor du skal have sex første gang. Det tager tid at lære sin krop de her ting, men eftersom du kun er 13 år, tænker jeg, at du har god tid til at lære i, inden du skal til at have sex. Det er nemlig helt normalt, at man begynder at have interesse i og at tænke på sex længe før man er klar til at have sin første gang.

Jeg håber du kan bruge svaret og at du bliver ved med at prøve dig frem og lære dig selv at kende.

Kærligst,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program