Jeg er forvirret omkring funktionen ved seksuel ophidselse

brevkassespørgsmål

Jeg er forvirret omkring funktionen ved seksuel ophidselse

brevkassespørgsmål af
Sofie
17 år
Oprettet 5 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus,

 

jeg længes efter at få svar på nogle ret så komplicerede spørgsmål, så jeg skriver herind på baggrund af, at der er ingen der kan give mit et konkret svar.

 

Jeg lider af angst og forskellige former for OCD, som gør det svært for mig at kunne komme igennem dagen. Jeg er plaget af forstyrrende tanker og billeder, som kan sætte sig fast i mit hoved uden varsel. Jeg gik i lang tid uden hjælp, fordi vi faktisk fik at vide at der stort set ikke var nogen hjælp at hente, og at jeg bare var stresset. Det er blevet så slemt, at det endelig er blevet set som en nødvendighed, at jeg får hjælp af en psykolog, hvilket til tider hjælper, men jeg tør faktisk ikke at fortælle min psykolog mine dybeste frygter, eller mine forældre eller andre jeg kender. 

 

Jeg har fået denne grimme vane, at jeg søger på ting for at få en slags fred i mig selv, ved at overbevise mine tanker om det modsatte ved hjælp af hvad fremmede skriver i artikler, på forum, osv, hvilket er en dårligt ting, da jeg nemt støder ind i ting som kan få mig til at føle mig værre end jeg havde det til at starte med.

 

En af de ting som jeg er plaget af mest, er spørgsmålet om jeg er pædofil. Jeg har været igennem perioder hvor jeg var overbevist om, at det var jeg, og andre hvor jeg var sikker på at det var jeg ikke. Nu er jeg kommet til det punkt, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal tro.

 

Mine spørgsmål er egentlig opstået på baggrund af ting, som forskellige artikler og undersøgelser har påstået. En ting some artiklerne oftest siger, er at du kan ikke styre hvad du føler dig seksuelt ophidset af. En anden ting er, at du kan sagtens føle dig seksuelt ophidset ved noget som er taboo, på samme tid med, at man synes det er afskyeligt, hvilket ikke giver nogen mening for mig. I sidste ende, danner det spørgsmålet, “kan vi føle seksuel ophidselse ved alt uanset hvordan vi har det med det?” 

 

Hvordan kan vi ikke, hvis vi egentlig kan lide, noget som vi ikke kan lide? Det forvirrer mig, og jeg begynder at tro, at jeg selv ville kunne være pædofil, hvis vi så kan føle os ophidset af det som vi ikke bryder os om. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro, men jeg har svært ved at tro, at jeg ville kunne nyde at se børneporno, hvis jeg er så bange for emnet, og generalt uanset hvad synes at det er klamt. Det må vel i sidste ende, have noget med personlighed og bevidstheden at gøre? Jeg kunne nemt være ligeglad med alt, og derfor ville kunne nyde børneporno hvis jeg fik fat i det. Men jeg er ikke ligeglad, og jeg synes det er en forfærdelig tanke, at jeg kunne være pædofil. Hvordan kan jeg føle mig attrakteret eller seksuelt ophidset af børneporno og generelt børn med de holdninger?

 

Så i sidste ende, ved jeg ikke hvordan seksuel ophidselse egentligt fungere eller attraktion for den sags skyld. Vi kan lide noget vi ikke kan lide, vi kan ikke gøre for hvad vi kan lide, hvad er forskellen på attraktion og sekusel ophidselse, hvordan hænger de sammen? Jeg har så mange spørgsmål, og ingen har givet mig svar.

 

I sidste ende vil jeg bare ikke være pædofil.

Svar: 

Hej med dig. 

Det er et rigtig interessant emne, som du bringer op og jeg ved, at det er et virkelig svært emne at tage op. Derfor er det så fint, at du skriver her i brevkassen. Måske nogle sidder med de samme spørgsmål som dig. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et konkret svar. Desværre er det her emne så nuanceret og ukonkret, som det næsten kan blive. Jeg håber alligevel, at du kan finde lidt hjælp i mit svar, så du ikke skal sidde og søge hvileløst rundt på nettet uden at finde nogen former for svar. 

Først og fremmest vil jeg fortælle, at man godt kan blive seksuelt ophidset af ting, som man egentlig ikke tænder på "i virkeligheden". Eksempelvis er der nogle mennesker eller par, der i soveværelset dyrker SM-sex, som er en form for hård sex. Det betyder dog slet ikke, at de går ind for vold eller at de ville tænde på det, hvis de eksempelvis blev voldtaget eller overfaldet. Det er en fantasi, som ikke betyder, at man vil udleve det i virkeligheden. På den måde kan man godt tænde på noget, som man ser som afskyeligt. 

Du skriver, at du søger på ting på nettet, hvor du ofte støder på ting, som faktisk får dig til at få det værre med det. Hvis man leder efter noget bestemt og søger efter det, så vil man oftest finde svar på, at det faktisk også er sandheden. Nettet er nemlig så stort og der er så mange forskellige holdninger og vurderingsspørgsmål, som alle søges besvaret. Så ofte kan man også finde lige det svar, som man leder efter. Du kan sammenligne det med, at hvis du oplever at have ondt et sted og søger på nettet for at finde ud af, hvad der er i vejen, så vil det næsten altid ende med, at det er livstruende og du skal tage til læge med det samme. Selvom det måske bare var en lille ting, som gjorde ondt og selvom det slet ikke er farligt. Det er lidt det samme, der sker, når vi begynder at søge på nettet for at få af- eller bekræftet det, som vi gerne vil vide. Vi lærer egentlig ikke rigtig noget, men nu er vi blevet vildt nervøse for, at den lille ting kan være meget alvorlig. 

Du spørger, om vi kan føle seksuel ophidselse ved alt uanset hvordan vi har det med det. For de fleste mennesker hænger seksuel ophidselse og lyst sammen med noget, som man ser som rart. Noget kærligt, kys, søde kram, en sød kæreste, en flot mand eller kvinde eller lignende. Men nogle gange kan seksuel ophidselse handle mere om sex og mange mennesker kan også lide denne her "hårde sex", selvom det jo i sig selv ikke lyder så kærligt. Det er helt normalt og det er der ikke noget i vejen med. Så er der mennesker, som har nogle mere markante ting, som de kan blive seksuelt ophidset af. Selvom det er rigtig ubehageligt at tænke på, så kan det være børn, dyr eller lignende. Dermed er det ikke sagt, at alle der har disse tanker vil udøve dem. Ofte ved man, at det er forkert og vælger derfor ikke at handle på det. Det vil være en virkelig svær situation at stå i, for det er svært at fortælle, at man har tankerne, selvom man jo godt ved, at det er forkert. Hvis det er det, du oplever, så skal du vide, at der er hjælp at hente. Hvis du oplever at have tanker om seksuelt at krænke et barn, så er Bryd Cirklen et rigtig godt sted at opsøge. Dem kan man opsøge uanset om man er bekymret for tankerne eller hvis man er i tvivl. Det er helt anonymt og der er mulighed for anonym rådgivning. De vil også være gode at snakke med om dine usikkerheder omkring hvad det betyder at være pædofil - måske kan de endda være med til at give dig en beroligelse ved, at du ikke er det. 

Du skriver dog også, at du i forhold til børneporno er bange for emnet og at du synes, at det er klamt. Som jeg læser dit spørgsmål, har du måske slet ikke haft seksuelle tanker om børn, men din tvivl består i, at det er en mulighed at finde noget seksuelt tiltrækkende, selvom man synes, at det er modbydeligt? Og ja det er muligt, men det er en sjældenhed og det er noget, som man ikke er i tvivl om, hvis man har sådanne tanker. Så hvis du ikke har haft lysten, så er det heller ikke noget, som du skal frygte. 

En ting som jeg bemærker i dit brev er, at du skriver, at du har OCD og er plaget af forstyrrede tanker og billeder, som kan sætte sig fast. Selvom jeg selvfølgelig ikke kan sige, hvordan du har det inderst inde, så er der nogle med en OCD-diagnose, der oplever at have tvangstanker om det, som for dem er det værst tænkelige. For eksempel "Hvad nu hvis jeg får lyst til at forgribe mig på et barn?". Så kommer det til udtryk som en form for lyst, men i virkeligheden er det en tvangstanke, der kommer af, at tanken om at skade et barn på den måde er noget af det værst tænkelige, som man kan komme på. Måske kunne du få mod til at åbne op overfor din psykolog med de briller på? At du har tænkt så meget på det og nu har det sat sig som en af de her forstyrrende billeder, der har sat sig fast. Så du ikke åbner op for en diskussion om, hvorvidt du er pædofil, men nærmere en diskussion om, hvad dine tanker kan gøre ved dine overbevisninger om hvem du selv er som person. 

Du skriver til sidst i dit brev, at du ikke ved, hvordan seksuel ophidselse og attraktion fungerer og hvad forskellen på de to er. Seksuel ophidselse er en del af både mænd og kvinder og kommer af det biologiske aspekt med, at vi skal formere os og få børn. Her er der en masse hormoner, der spiller ind og det kan være rigtig forvirrende. I forhold til attraktion er jeg ikke helt sikker på i hvilken forstand af ordet, du mener. At synes at noget er attraktivt betyder, at man er tiltrukket af noget. For eksempel en kvinde der er tiltrukket af en mand. Nogle gange kan det ske, at man bliver tiltrukket af noget, som man ikke kan lide. Men for de fleste mennesker vil det attraktive være det, som vi holder af. Du har helt ret i, at vi ikke kan gøre for, hvad vi kan lide og derfor vil det nogle gange være sådan, at man finder noget tiltrækkende, som man godt ved er forkert. Men det er altså en sjældenhed og selvom muligheden er der, så betyder det ikke, at det sker for dig. Dermed er det ikke sagt, at mennesker ikke kan få seksuelle tanker ved at tænke på noget, som er forkert, som man føler er forkert. Nogle kan måske synes, at porno er forkert men alligevel tænde på at se det. Her vil nogle blot vælge at lade være med at se det, men vide, at det er okay, at man tænder på det, for det er jo sex, som virker naturligt ophidsende på mange mennesker. Mange piger vil også tænde på at se to piger have sex i en pornofilm, selvom de i virkeligheden ville afskye det, hvis de skulle være sammen med en pige, fordi de ikke er til piger. Der er altså stor forskel på seksuelle tanker og hvad man i virkeligheden tænder på og kunne have lyst til i virkeligheden. Eksemplet bliver bare mere ekstremt, når det kommer til at handle om børn og pædofili. 

Jeg ved, at det her på ingen måde var et konkret svar. Desværre findes sådan et svar ikke. Du er meget velkommen til at komme og få svar på dine spørgsmål i 1-1-chatten

De bedste hilsner
Signe M. 

 

 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program