Kære Luna

Du behøver bestemt ikke undskylde...vi er her for at lytte og hjælpe. 

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg til fulde forstår din frustration over din situation. Det må virkelig være svært at føle det svigt, og den afvisning, lige efter at du netop følte at du havde fundet det du søgte. 

Jeg kan også sagtens forstå hvordan det kan sætte tankerne om selvmord igang. For når man står et sted hvor alting virker uoverskueligt, og følelserne bare fylder mere og mere indeni, så kan det at gøre en ende på livet, virke som eneste mulige udvej. Det tror jeg ikke på at det er. Bare det at du vælger at skrive herind, får mig også til at tænke at du også selv, bevidst eller ubevidst, holder fast i et håb, om forandring og et bedre liv. Det tror jeg på kan lykkes for dig, selvom det måske ser helt umuligt og sort ud lige nu. 

Jeg tænker der er to spor i det her. Det ene handler om at søge hjælp til at håndtere tankerne når de bliver så kraftige som du beskriver, at de er lige nu. Det andet spor handler om dialogen med din familie, og i særdeleshed din mor. Jeg kunne godt tænke mig at starte med dine selvmordstanker. Jeg tænker ofte selvmordstanker som et udtryk for at din krop fortæller dig at noget er galt. Ligesom når hjernen sender signaler ud til din finger, i form af smerte, hvis du holder din finger for tæt på et lys. Hjernen sender får dig til at føle smerte, for at sikre sig at du flytter fingeren, så du ikke tager skade. 
Når selvmordstanker opstår, tænker jeg at det på samme måde, er hjernens måde at fortælle at du er i psykisk uballance, og at du står i en situation du skal handle på. Ikke ved at følge tankerne, begå selvmord. Mere ved at tage det så alvorligt at du søger professionel hjælp til at håndtere tankerne.

Hvis du pludselig mærker tankerne kommer over dig, synes jeg du skal overveje at ringe, eller skrive, til Livslinien. De har åbent alle årets dage mellem kl. 11-03, og der sidder frivillige rådgivere der er klar til at tale med dig om tankerne. 
I forhold til et lidt mere planlagt forløb, kan du også søge hjælp gennem din læge, til at komme i kontakt med et af landets Centre for selvmordsforebyggelse, hvor de tilbyder hjælp til mennesker der går med meget stærke selvmordstanker. Sammen med dem, kan du lave en mere detaljeret plan for hvad du kan gøre når tankerne fylder mest, og hvordan du kan få det bedre. 
Jeg er helt med på at tankerne i høj grad kommer på grund af de problemer, du oplever med din familie i øjeblikket, og derfor er det selvfølgelig også vigtigt at kigge nærmere på den del. 

Jeg ville virkelig ønske jeg kunne give dig et enkelt eller to gode råd, der kunne løse situationen med din familie, men det kan jeg selvfølgelig ikke. Men jeg vil meget gerne dele mine tanker, i håb om at det kan give dig nye vinkler på din situation. Det er helt tydeligt at noget er gået galt i kommunikationen mellem din mami og dig. Du beskriver hvordan jeres møde egentlig startede helt fantastisk, og at du for første gang følte dig elsket. Derfor tænker jeg også at der helt grundlæggende er en kærlighed til dig. Du har et tilhørsforhold til din familie, som lige nu er under pres, men det betyder ikke at det ikke kan ændre sig. 

Du beskriver selv den her situation, hvor der måske er opstået en sproglig misforståelse mellem dig og din mor. Jeg synes det lyder meget sansynligt at det kan være sådan det hele startede. Men måske var det bare den lille gnist der startede en større følelsemæssig reaktion hos din mami? Ligesom hele det her har været en kæmpe "rejse" for dig, tænker jeg også det har været tilsvarende for din mami. Det har tydeligt været fantastisk, og samtidig har det måske også været overvældende for hende? Da hun så oplevede den her misforståelse voksede det hele måske bare til noget hun ikke kan rumme lige nu, og måske er det derfor hun pludselig afviser dig. 
Hvis det er sådan det hænger sammen er det selvfølgelig en rigtig uhensigtsmæssig måde at reagere på, men følelser er alt andet end logiske, og når vi på den ene eller anden fyldes eller overraskes af vores følelser, handler vi mennesker ikke altid hensigsmæssigt. Måske blev hun bange for at miste dig igen, og så reagerer hun ved selv at skubbe dig fra sig? Måske bliver hun pludselig usikker på hvad du ønsker af jeres nye relation, og derfor skubber hun dig væk? Måske bliver hun bange for at hun ikke kan leve op til dine forventninger, og derfor holder lidt afstand.  Der er et hav af muligheder, og kun din mor ved hvad der er op og ned...hvis hun ved det? 

Jeg kan godt forstå du har brug for at forstå, og ikke mindst for at blive tæt med hende igen. Jeg tænker også det kan lade sig gøre, men du skal nok forvente at det tager tid. Husk på at der er gået mange år, hvor I ikke har set noget til hinanden. Mange år hvor tanker og følelser er vokset sig store. Jeg tænker at det også kommer til at tage tid at finde jer selv og hinanden i genforeningen. Giv det tid, og prøv at holde fast i den kontakt du kan have. Jeg tænker det nok skal flytte sig, og ændre sig med tiden. 

Du kan overveje at skrive et brev, hvor du fortæller om dine tanker, og mere om hvad det er du håber og forventer af din mami. Det gode ved et brev er at man bliver tydelig på hvad det er man gerne vil fortælle, når man skal formulere det på skrift. Samtidig kan det måske være en hjælp for din mami, at hun i fred og ro kan læse et brev fra dig, hvor alle dine tanker bliver beskrevet. På den måde har hun måske en bedre mulighed for at forstå?

Jeg kan godt forstå, at du så brændende ønsker dig den kærlighed og tryghed du mærkede da I lige havde fundet hinanden. Det tror jeg også godt du kan få igen. Men genetablering af et forhold kan godt tage tid, og føles som om man nogle gange tager et skridt frem, og så et eller to tilbage. Det er tydeligt at du har det bedste hensigter, og ønsker det bedste for din familie og dig, og med tiden tror jeg på at din mami, også vil se det. 

Kærlige tanker
Elisa