suicidal
brevkassespørgsmål
suicidal
Undskyld forstyrrelsen
Men jeg står i et ret stort dilema som har ført mig til at få nogle lidt hæftige suicidale tanker.
Jeg bor i Danmark hvilket jeg synes er rigtig fint. Min familie er fra Tjekkiet , vi er romaer hvilket jeg også elsker.
Min familie bor i Tjekkiet alle sammen. Jeg bor i Danmark fordi min mor dengang desværre var nødt til at bortadoptere mig fordi min far ligepludselig beslutttede sig for at forlade os. Hun har det godt nu sammen med mine søskende og hendes nye kæreste . Jeg blev adopteret til Danmark , men mine danske forældre gav mig op til kommunen da jeg var næsten syv år. Jeg har stadig meget lidt kontakt til dem. Min danske mor kalder sig for ´en slags mor ´til mig. Hun sagde på mange måder nej til rollen som mor og har ikke været det siden jeg var omkring de 6 år.
Jeg fandt min biologiske familie i November og det har været vidunderligt. Min mor er alt jeg nogensinde har drømt om og da jeg mødte hende var det ligesom at få en frøm opfyldt. Vi har tilbragt meget tid sammen i Tjekkiet.
Alt var perfekt indtil Marts hvor min biologiske mor ( mami ) var nødt til at flytte ud af hendes lejlighed grundet en lidt kringlet kontrakt. Hun var ikke nem at få fat i grundet hun blev travl hvilket jeg sagtens kan forstå. Så jeg spurgte min storebror Patrick om han vidste om noget og nu da vi alligevel skrev sammen spurgte jeg ham om vi ikke skulle lave noget i sommerferien da jeg er blevet ret gode venner med hans kæreste. Da han ikke vidste noget spurgte jeg min mors søster om ikke kunne ringe til hende og spørge om hun var o.k fra mig. Jeg snakker rigtig godt med min tante og min tante siger selv at hun elsker mig som hendes egen datter. Så det var naturlig for min tante og jeg at snakke lidt om det. Jeg tænkte ikke mere over det efter vi havde snakket.
Samme aften ringer mami mig op og lyder opstæmt og spørger mig om jeg virkelig synes hun er dårlig og hvorfor jeg pludselig er skuffet. Først var jeg naturligvis forvirret , men jeg huskede hurtigt at det måtte være en misforståelse og at jeg heller måtte give hende en undskyldning for at virke utilfreds.
Hun forstod godt at det var en misforståelse , men hun er stadig ekstremt sur på mig . Hun ser det som et tegn på at jeg er et dårligt menneske. I de sidste måneder har hun ikke snakket om hvilket forfærdeligt menneske jeg er. Og at vi aldrig vil kunne være en familie. Og at mine søskende ikke vil se mig mere fordi de også synes jeg er et dårligt menneske og at jeg skader dem omkring mig. Og at jeg kun giver et dårligt indtryk. Jeg ved det lyder banalt . Men det kommer fra en som aldrig har haft en familie. Eller en mor .
Min barndom var mildest talt ikke let. Men det der holdte mig i live og gav mig et håb for en fremtid i så mange år var at jeg vidste at der et eller andet sted derude var en mor . En mor der elskede mig og ikke så mig som en genstand. Når jeg tænkte på hende kunne jeg næsten mærke hendes arme omkring mig og jeg fik en følelse af at jeg fløj væk fra alt misbruget og ensomheden.
Og da jeg fandt hende var det også sådan. Hun krammede mig elskede mig og for første gang hørte jeg en mor sige jeg elsker dig til mig. Vi sad sammen i køkkenet og sang roma sange sammen , vi snakkede til langt ud på aftnen om hendes liv da hun var 20 . Endelig forsvinder ensomheden tænkte jeg. Endelig er jeg elsket.
Og nu lige pludselig blev tæppet rykket fra under mine fødder og jeg er alene uden familie igen. Hun skrev til mig idag at hun kan ikke lyve , så hun kan ikke længere sige til mig at hun elsker mig. Hun skal nok tåle mig , men hele familien ved godt jeg er et dårligt menneske. Det føltes som at få viftet en gullerod lige op foran ansigtet. Endelig efter 20 års hård søgen har jeg endelig det jeg altid har ønsket og pludselig bliver det revet fra mig.
Jeg har prøvet at forsone mig med hende på flere måder. Undskyldt . Taget nogle dage for mig selv så hun kunne køle af. forsøgt at få en samtale igang og ofte har det også virket fint og så har jeg troet vi var ovre det og kunne trække vejret lidt bedre. Men så ud af det blå kan hun finde på at skrive til mig hvilket dårligt menneske jeg er og husker jeg at jeg skader alle omkring mig.
Jeg er træt. Jeg har søgt efter en familie siden jeg var 6 år og opdagede at jeg ikke var velkommen,Jeg var ensom og forladt men jeg holdt hovedet klart fordi jeg vidste at et eller andet sted elsker en mor mig. Men nu hvor jeg ved hun ikke længere gør har jeg ikke længere nogen sikker kærlighed der ikke forlader mig mere. Og jeg er færdig med at tro og håbe . Jeg gider ikke mere .Fra da jeg lå og græd in i puden som 6 årig til nu .
Jeg har lavet en plan. Jeg har nogle gode skarpe knive og jeg bor alene. Det er nemt. Jeg var utrolig tæt på at gøre det idag. Og jeg blev skuffet da jeg ikke gjorde det.
Jeg kan ikke forestille mig en liv uden mami . Selvom hun gør det hun gør. Men jeg kan heller ikke forestille mig at leve sådan her . Altid gå rundt med en viden om at min mor ikke elsker mig og synes jege r et dårligt menneske.
pomoc - Tjekkisk hjælp
Svar:
Kære Luna
Du behøver bestemt ikke undskylde...vi er her for at lytte og hjælpe.
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg til fulde forstår din frustration over din situation. Det må virkelig være svært at føle det svigt, og den afvisning, lige efter at du netop følte at du havde fundet det du søgte.
Jeg kan også sagtens forstå hvordan det kan sætte tankerne om selvmord igang. For når man står et sted hvor alting virker uoverskueligt, og følelserne bare fylder mere og mere indeni, så kan det at gøre en ende på livet, virke som eneste mulige udvej. Det tror jeg ikke på at det er. Bare det at du vælger at skrive herind, får mig også til at tænke at du også selv, bevidst eller ubevidst, holder fast i et håb, om forandring og et bedre liv. Det tror jeg på kan lykkes for dig, selvom det måske ser helt umuligt og sort ud lige nu.
Jeg tænker der er to spor i det her. Det ene handler om at søge hjælp til at håndtere tankerne når de bliver så kraftige som du beskriver, at de er lige nu. Det andet spor handler om dialogen med din familie, og i særdeleshed din mor. Jeg kunne godt tænke mig at starte med dine selvmordstanker. Jeg tænker ofte selvmordstanker som et udtryk for at din krop fortæller dig at noget er galt. Ligesom når hjernen sender signaler ud til din finger, i form af smerte, hvis du holder din finger for tæt på et lys. Hjernen sender får dig til at føle smerte, for at sikre sig at du flytter fingeren, så du ikke tager skade.
Når selvmordstanker opstår, tænker jeg at det på samme måde, er hjernens måde at fortælle at du er i psykisk uballance, og at du står i en situation du skal handle på. Ikke ved at følge tankerne, begå selvmord. Mere ved at tage det så alvorligt at du søger professionel hjælp til at håndtere tankerne.
Hvis du pludselig mærker tankerne kommer over dig, synes jeg du skal overveje at ringe, eller skrive, til Livslinien. De har åbent alle årets dage mellem kl. 11-03, og der sidder frivillige rådgivere der er klar til at tale med dig om tankerne.
I forhold til et lidt mere planlagt forløb, kan du også søge hjælp gennem din læge, til at komme i kontakt med et af landets Centre for selvmordsforebyggelse, hvor de tilbyder hjælp til mennesker der går med meget stærke selvmordstanker. Sammen med dem, kan du lave en mere detaljeret plan for hvad du kan gøre når tankerne fylder mest, og hvordan du kan få det bedre.
Jeg er helt med på at tankerne i høj grad kommer på grund af de problemer, du oplever med din familie i øjeblikket, og derfor er det selvfølgelig også vigtigt at kigge nærmere på den del.
Jeg ville virkelig ønske jeg kunne give dig et enkelt eller to gode råd, der kunne løse situationen med din familie, men det kan jeg selvfølgelig ikke. Men jeg vil meget gerne dele mine tanker, i håb om at det kan give dig nye vinkler på din situation. Det er helt tydeligt at noget er gået galt i kommunikationen mellem din mami og dig. Du beskriver hvordan jeres møde egentlig startede helt fantastisk, og at du for første gang følte dig elsket. Derfor tænker jeg også at der helt grundlæggende er en kærlighed til dig. Du har et tilhørsforhold til din familie, som lige nu er under pres, men det betyder ikke at det ikke kan ændre sig.
Du beskriver selv den her situation, hvor der måske er opstået en sproglig misforståelse mellem dig og din mor. Jeg synes det lyder meget sansynligt at det kan være sådan det hele startede. Men måske var det bare den lille gnist der startede en større følelsemæssig reaktion hos din mami? Ligesom hele det her har været en kæmpe "rejse" for dig, tænker jeg også det har været tilsvarende for din mami. Det har tydeligt været fantastisk, og samtidig har det måske også været overvældende for hende? Da hun så oplevede den her misforståelse voksede det hele måske bare til noget hun ikke kan rumme lige nu, og måske er det derfor hun pludselig afviser dig.
Hvis det er sådan det hænger sammen er det selvfølgelig en rigtig uhensigtsmæssig måde at reagere på, men følelser er alt andet end logiske, og når vi på den ene eller anden fyldes eller overraskes af vores følelser, handler vi mennesker ikke altid hensigsmæssigt. Måske blev hun bange for at miste dig igen, og så reagerer hun ved selv at skubbe dig fra sig? Måske bliver hun pludselig usikker på hvad du ønsker af jeres nye relation, og derfor skubber hun dig væk? Måske bliver hun bange for at hun ikke kan leve op til dine forventninger, og derfor holder lidt afstand. Der er et hav af muligheder, og kun din mor ved hvad der er op og ned...hvis hun ved det?
Jeg kan godt forstå du har brug for at forstå, og ikke mindst for at blive tæt med hende igen. Jeg tænker også det kan lade sig gøre, men du skal nok forvente at det tager tid. Husk på at der er gået mange år, hvor I ikke har set noget til hinanden. Mange år hvor tanker og følelser er vokset sig store. Jeg tænker at det også kommer til at tage tid at finde jer selv og hinanden i genforeningen. Giv det tid, og prøv at holde fast i den kontakt du kan have. Jeg tænker det nok skal flytte sig, og ændre sig med tiden.
Du kan overveje at skrive et brev, hvor du fortæller om dine tanker, og mere om hvad det er du håber og forventer af din mami. Det gode ved et brev er at man bliver tydelig på hvad det er man gerne vil fortælle, når man skal formulere det på skrift. Samtidig kan det måske være en hjælp for din mami, at hun i fred og ro kan læse et brev fra dig, hvor alle dine tanker bliver beskrevet. På den måde har hun måske en bedre mulighed for at forstå?
Jeg kan godt forstå, at du så brændende ønsker dig den kærlighed og tryghed du mærkede da I lige havde fundet hinanden. Det tror jeg også godt du kan få igen. Men genetablering af et forhold kan godt tage tid, og føles som om man nogle gange tager et skridt frem, og så et eller to tilbage. Det er tydeligt at du har det bedste hensigter, og ønsker det bedste for din familie og dig, og med tiden tror jeg på at din mami, også vil se det.
Kærlige tanker
Elisa
Relateret indhold
Er der noget galt med mit udflåd?
Hejjjj, øhm, det her kommer nok til at lyde dummmt, men...
Jeg er en pige på 12 (i må gerne tage mig seriøst selvom jeg er ung -.-'). Mit udflåd er hvidt, og lugter lidt syrligt, det gør min skede også. Mit udflåd er lidt tykkere end vand, men det er ikke klumpet. Synes bare de fleste...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
0
