Frustreret over størrelse på bryster..

brevkassespørgsmål

Frustreret over størrelse på bryster..

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus!

Jeg er en pige på 14 år, og jeg er begyndt at blive MEGET frustreret over at mine bryster ikke vokser.. Jeg føler ikke rigtigt jeg passer ind, og mine veninder laver også sjov med det, hvilket gør mig virkelig ked af det.

Kan man ikke gøre noget for at de kan vokse, bare en smule? Spise noget mad, drikke noget, træne? 

Håber I kan hjælpe!

Svar: 

Hej med dig.

Det kan være rigtig frustrerende, når man ikke udvikler sig så hurtigt som andre. Vi vil som mennesker helst passe ind, så derfor kan det være rigtig svært, når man føler sig udenfor og måske endda unormal, fordi man føler, man skiller sig ud. Så det er helt forståeligt, at du er meget frustreret over, at dine bryster ikke vokser. At dine veninder endda laver sjov med det, gør det på ingen måde bedre.

Jeg må desværre skuffe dig og fortælle, at man ikke kan gøre noget for, at ens bryster vokser hurtigere. Det tager den tid det tager, og det er meget forskelligt fra pige til pige, hvornår de begynder at vokse. Nogle udvikler meget hurtigt bryster, måske allerede som 10-11 årig, mens andre først udvikler bryster, når de er 17 år. Ens bryster vokser nemlig fra man starter i pubertet og kan vokse indtil man er 18-20 år gammel. Og der er ikke noget, der er mere normalt. Det er bare sådan ens krop er. Men det kan være rigtig frustrerende, hvis mange andre udvikler sig "hurtigere" end en, fordi man så kan føle sig udenfor, som du gør nu. Du skal vide, at du langt fra er den eneste 14 årig, hvis bryster ikke rigtig er gået i gang med at vokse. Men det kan godt virke sådan, hvis dine veninders bryster er gået i gang med at vokse. 

Ofte hænger ens kropslig udvikling sammen med ens gener, så måske du kan prøve at tale med din mor om, hvornår hendes bryster begyndte at vokse. Det kan være et pejlemærke til, hvornår dine egne begynder at vokse, selvom der er andre faktorer, der også spiller ind ift. ens udvikling. Ellers kan det også være, at du kan prøve at tale lidt med hende om, at du er ked af at dine egne ikke er vokset endnu. Det kan nemlig være meget rart at få talt om, når det er noget, der fylder meget for en.

Jeg synes ikke at det er i orden, at dine veninder laver sjov med, at dine bryster ikke vokser. Måske er det blot kærligt drilleri, hvor de ikke mener noget ondt med det, men når du bliver ked af det, så er det ikke i orden. Og det er forståeligt, at du bliver ked af det, fordi de rammer et ømt på hos dig. Så hvis du har mod på det, så synes jeg at du skal tale med dine veninder og sige, at du egentlig ikke synes, at det er så sjovt, at de gør grin med det, fordi du faktisk selv er ret frustreret over det. De har helt sikkert alle sammen noget, som de er utilfredse med også, så måske I alle kan prøve at åbne op for hinanden om, hvad I hver især synes er frustrerende. Det kan gøre det meget nemmere at acceptere ens krop som den er, når man ved, at man ikke er alene om at have det svært med nogle bestemte dele af ens krop. 

Selvom det nok ikke var det svar, du håbede på, så håber jeg, at du kan prøve at acceptere, at din krop er ligesom den skal være, selvom dine bryster ikke vokser endnu. Det skal helt sikkert nok komme, og indtil da må du væbne dig med tålmodighed. Prøv også at tal med dine veninder, så de forhåbentlig holder op med at drille dig.

De bedste hilsner
Karoline

Karolines billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program