Hej Victor.

Det er så sejt, at du srkiver og spørger efter råd til, hvordan du skal håndtere denne situation med dine forældre. Det viser, at du er rigtig moden, fordi du gerne vil håndtere det så godt som muligt. Det lyder også som om, du har udviklet dig rigtig meget, og at du både kender dine egne styrker såvel som grænser. Jeg ser det her med at kende dine grænser, fordi det på mig lyder som om, du mærker, at din grænse bliver udfordret, når dine forældre fortæller dig, at de er voksne og bestemmer. Jeg kan godt forstå, du trækker dig, når dine forældre sætter begrænsninger for dig, når du samtidig ikke oplever, de ser de ting, du kan nu, og at de bliver ved med at se dig i lyset af, hvad du havde mere svært ved tidligere. 

For det første tænker jeg på, hvad du mon tænker og føler, når de fortæller dig, at de er de voksne og derfor bestemmer? Du skriver, at det frustrerer dig. Hvad indeholder den frustration og hvad bunder den i? Er det tanken om, at de er uretfærdige, føler du, du bliver ked af det eller skuffet over, at de ikke ser dig ordentligt og ikke anerkender dine styrker, eller føler du mere en vrede over, at de ikke har tiltro til dig? Måske alle tre eller noget helt fjerde? Det jeg tænker på er, at det måske ville hjælpe dig først at identificere, hvad du føler, hvad det bunder i, og hvad det gør ved dig, når du hører dine forældre sige de her ting?

Dernæst tænker jeg på, om du synes, du kan fortælle dine forældre om disse tanker og følelser? Hvis du synes, det er svært at starte en sådan samtale op, kan du jo fortælle dem, at du har noget, der er vigtigt for dig, som du gerne vil snakke med dem om, men at du også synes, det er ret svært (hvis det er tilfældet). På den måde kan du fra starten af snakken skabe forståelse og opmærksomhed hos dine forældre. Måske du derefter kan sige - på samme måde, som du har skrevet her i brevkassen - at du ikke føler, de ser de ting, du kan, og at det gør, at du føler, som du nu føler. Du kan også sige til dem stille og roligt, at du ikke føler, at de ser tingene fra din synsvinkel. Og at din synsvinkel har ændret sig, og at du ikke føler du udvikler dig mere, hvis de kun sætter begrænsinger for dig. Hvis det selvfølgelig er sådan, du har det. 

Mit råd er derfor, at du først finder ud af, hvad du mere præcist føler ved dine forældres måde at opfatte dig og dine evner på, og bagefter indviger dine forældre i dette. 

Håber dette giver mening for dig. Til sidst vil jeg bare lige igen fremhæve, hvor modent og sejt det er af dig, at skrive herind omkring dette.

De bedste hilsner fra Emma.