Uddannelse

brevkassespørgsmål

Uddannelse

brevkassespørgsmål af
Martin
18 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Jeg har efter 2 af min uddannelse som tømrer,  mistet interresen. Har overvejet flere gange at droppe ud og finde noget andet. Men jeg syntes at 2 års uddannelse er meget bare at smide væk. Det eneste der holder mig fra at droppe ud er min ven, som jeg går på skole med. Han vil virkelig gerne have at vi gør det færdigt sammen. Og ham jeg arbejder med er helt fantastik, han gør at dagen ikke føles så lang. 

Svar: 

Hej Martin

At vælge den rigtige uddannelse er aldrig let, og ingen har lyst til at tro, at de har spildt tiden med noget, som de ikke synes er spændende mere. Men jeg tror, at det er vigtigt, at du tager dig god tid til at tænke godt over, hvordan du gerne vil have dit liv til at se ud i fremtiden, så du ikke kommer til at gøre noget nu, som du senere vil fortryde.

For hvis du ikke vil være tømrer, hvad vil du så gerne med dit liv? Jeg tror, at det er det første spørgsmål, du skal stille dig selv lige nu. Selvom det er et stort spørgsmål. Dernæst tror jeg, at det er vigtigt, at du finder ud af, om det er det, du laver lige nu på uddannelsen, som du synes er surt, eller om det er hele uddannelse generelt og det at være tømrer, der ikke er noget for dig. Mit bedste råd til dig vil være, at du sætter dig ned med et stykke papir og din computer, og prøver at lave en liste over de ting, som du synes er spændende, og hvilke mål du har i dit liv, og så prøve at finde noget, der passer dig bedst for at kunne opnå dine mål. Du kan også tage dem, du stoler på med på råd om, hvad de synes om din liste og hvad de tænker om dine valg. Det kan nemlig være godt at tale med nogen, som kender en. Du kan fx prøve at tale med din ven på uddannelsen om det. Men i sidste ende er det op til dig at vælge det skal komme inde fra og føles rigtigt for dig. 

Det kan også være godt at tænke på, at en uddannelse som tømrer ikke nødvendigvis betyder, at du skal være tømrer resten af livet. Du kan nemlig også se din uddannelse som et trinbræt til en anden uddannelse.  Der findes mange unge, der har brugt deres erhvervsuddannelse som fx tømrer til at læse videre til andre ting som eksempelvis Bygningskonstruktør. Du kan bruge den her side til at se, hvad du kan bruge din tømreruddannelse til, hvis du har lyst til at læse noget andet, hvis du vælger at gør tømrer færdig. Du kan måske prøve at tale med en studievejleder, hvis der er det på din skole, som kan hjælpe dig med at få et overblik over dine muligheder. 

Jeg ved godt, at det kan være rigtigt svært at svare på, hvad man vil, når man er 18 år og har hele sit liv foran sig. Men jeg tror det at stille dig selv en række spørgsmål om dine mål og interesser vil klæde dig bedst på til at tage et valg, som du bliver glad for i fremtiden.

Husk også på, at det er helt naturligt at blive træt af sin uddannelse og miste motivationen. Men det er selvfølgelig vigtigt at finde ud af, om det "bare" er en midlertidig træthed af uddannelsen, eller om der faktisk er noget om det.

Jeg håber du finder den rigtige vej for dig

Mange hilsner Jens :)

JensVMs billede
Jens fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program