Diagnose med cancer?

brevkassespørgsmål

Diagnose med cancer?

brevkassespørgsmål af
Jakob
13 år
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Ja, jeg skal dø af kræft. Jeg fik diagnoseret kraft i lungerne her idag efter lange undersøgelser og jeg vil gerne vide hvordan jeg får det bedre og kan leve mit liv, hver dag sidder jeg og tænker på om dagen er kommet! :(

Svar: 

Hej med dig

Jeg er virkelig ked af at høre, at du har fået en kræftdiagnose. Det må være rigtig svært at vide og jeg kan godt forstå, at du bliver i tvivl om, hvordan du kan komme videre herfra. Men det er muligt at leve et dejligt liv alligevel. Selvfølgelig vil der være dage, der er svære med hospitalsture eller hvor du ikke føler dig tilpas og har det godt. På trods af dette kan du også have dage, hvor du bliver omfavnet med kærlighed af dem, der står dig nær. Nogle dage kan endda være en blanding, hvor det går op og ned. Selvom dage kan være svære, fordi du oplever ubehag, kan det ende i en hyggelig aften med dine nærmeste, hvor I griner og har det hyggeligt. Og det er de stunder, som du skal holde fast i. 

Jeg kan godt forstå, at du kommer til at tænke på, om din dag er kommet. Det er en helt naturlig ting at tænke på, når man bliver syg. Du skriver, at du skal dø af kræft. Måske har nogen fortalt dig, at du skal dø af kræft. Hvis din læge eller dine forældre har fortalt dig det, så synes jeg, at det er en rigtig god ting at få snakket med dem om, hvordan du kan leve dit liv og få det bedre. Fortæl dem, at du gerne vil vide mere, fordi du hver dag går og bekymrer dig over, om din tid er kommet. Hvis de ikke har fortalt dig, at du skal dø af kræft, men at det er en frygt, som du selv lever med, så er det igen rigtig vigtigt at fortælle dem om, at du har den her frygt. At få kræft betyder ikke, at man skal dø af det. Faktisk overlever 80 % af børn med kræft og bliver raske igen. Derfor vil jeg klart anbefale dig at snakke med nogen om det. Det kan hjælpe til berolige dig og ikke bekymre dig så meget om livet og døden. Måske har dine tanker i forløbet også haft noget at sige og er med til at gøre, at du bliver mere opmærksom på det her med døden. Det er det virkelig vigtigt at få snakket om. 

Jeg kan forstå på dig, at du lige har fået diagnosen.. Det er selvfølgelig svært ikke at komme til at tænke på døden, når man hører ordet kræft. Men rigtig mange kommer over det. Når man får kræft, er det helt naturligt at have brug for at snakke med nogen. Det kan være en god idé at snakke med dine forældre eller din læge om at snakke med en psykolog, hvis du ikke allerede er blevet tilbudt at snakke med en psykolog. Selvom det er vigtigt at snakke med sine nærmeste, så kan det også være rigtig rart at snakke med en, som står helt udenfor og som du kan være helt ærlig overfor. 

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er i et meget sårbart humør lige nu, hvor det med kræft er så nyt og det ikke er til at vide, hvad det skal betyde for dig. Men du kan få det godt igen! Det er muligt at komme over kræft. Det du skal sørge for nu er at passe på dig selv i det her. Sørg for at komme ud med dine tanker. Jeg vil også henvise dig til vores 1-1-chat, hvor du har mulighed for at snakke med en rådgiver, der kan rådgive og støtte dig i de ting, som er svære. Det hjælper altid at få snakket om de tanker, der er allersværest. Hvis du kunne have lyst til det, så vil jeg også anbefale dig at tage fat i chatrådgivningen hos Kræftens bekæmpelse. Den finder du her.  

Jeg håber, at det har hjulpet dig en smule at læse svaret her. Jeg ved, at det er en sindsyg svær situation, som du står i og at det er en virkelig svær nyhed at få. Derfor er det også vigtigt, at du lytter til dig selv og dine behov. Det er okay at have brug for ekstra opmærksomhed lige nu. Og den fortjener du! Men det er vigtigt, at du holder modet oppe og ikke tænker det værste helt fra starten. Og når du mister modet, så tag fat i en person, som står dig nær og fortæl om det. Giv personen lov til at trøste dig og være der for dig. Når du spørger ind til sygdommen, vil der også være færre misforståelser. Selvom kræft er en forfærdelig sygdom, så er den mulig at komme over. Det ved dine forældre og din læge noget mere om og det er rigtig godt at lade dem vide, at du gerne vil have sandheden. Måske tænker de, at de vil skåne dig, men det lyder til, at du allerede tænker at det værst tænkelige sker. Men det kan sagtens være en del af, at det hele er så nyt og dine forældre endnu ikke ved, hvor slemt det ser ud. Hold modet oppe. Du skal nok få mange dejlige stunder endnu og få lov til at leve dit liv. Og det bliver kun nemmere, hvis du er åben omkring dine ønsker. 

Jeg vil ønske dig alt det bedste og jeg sender varme tanker i din retning. 

Venligst
Signe M. 

 

 

 

 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program