Kære du. 

Du skriver, at det er rigtig svært for dig at snakke med andre omkring, hvordan du har det, og derfor vil jeg gerne starte med at sige tusind tak, fordi du har delt det her med mig. Det er helt vildt stærkt gået! Samtidig, så er jeg også enormt ked af at høre, at du har det så skidt lige nu, for det er tydeligt fra det du skriver, at der er rigtig meget, som fylder hos dig lige nu, og at det er svært for dig at se en vej ud af det. Det må være rigtig frustrerende og hårdt, og jeg vil derfor gøre mit bedste for at komme med nogle forslag og tanker, som forhåbentlig kan hjælpe dig lidt på vej. 

Du starter med at fortælle, at du har det rigtig dårligt lige nu, og det lyder til, at det både er sådan rent fysisk, hvor du skriver, at du har ondt, at du taber dig, og at du sover dårligt, men også psykisk, hvor du skriver, at du skammer dig over dig selv, at du græder hver dag, og at du har selvmordstanker. Krop og sind hænger rigtig tæt sammen, og når man har det dårligt fysisk, så påvirker det også, hvordan man har det psykisk. De fleste kender f.eks. det her med, at hvis man har sovet dårligt eller har hovedpine, så bliver man ofte hurtigere irriteret eller frustreret. Samtidig så påvirker det psykiske så også det fysiske, og hvis man f.eks. er rigtig ked af noget, så kan man få ondt i maven eller kvalme. Så på den måde kan tingene godt blive en ond cirkel, hvor det fysiske gør, at man får det dårlige psykisk, men samtidig så gør psykiske også, at man får det endnu dårligere fysisk, og jeg tænker på, om det måske også lidt er det, du oplever? 

Hvis det er noget, som du føler, at du kan genkende, så tænker jeg, at søvn kan være et rigtig godt sted at starte, fordi tingene ofte føles lidt nemmere at forholde sig til, når ens "batteri" ligesom er ladet ordentligt op. Du skriver, at du græder, når du ligger i sengen, og det forstår jeg som, at det er, når du ligger i sengen og prøver at falde i søvn, og jeg er lidt nysgerrig på, hvad det er, der sker i de her situationer, som gør dig ked af det. Oplever du at tankerne farer rundt, eller er det en tomhed, som fylder, eller måske noget helt tredje? Uanset hvilken oplevelse, så tænker jeg, om det måske kunne være en idé med nogle vejtrækningsøvelser? Vejtrækningsøvelser er rigtig simple, og du kan lave dem, mens du ligger i sengen, hvis du f.eks. føler, at der er nogle triste tanker på vej. Der findes mange forskellige, og man kan finde mange på google, men her er version, som er forklaret på video, som du kan prøve, hvis du har lyst. Man kan også downloade apps til sin telefon, som har små meditationsøvelser, som man kan ligge og lytte til, mens man falder i søvn, som også kan være en hjælp. Tanken med en vejtrækningsøvelse er, at den kan være rigtig god til at få kroppen til at slappe af, så man nemmere kan falde i søvn, men også så man forhåbentlig sover bedre.

Når det så er sagt, så er søvn selvfølgelig ikke alt, selvom det kan være en stor hjælp. Derfor har du også helt ret i, at det er en rigtig god idé at snakke med nogen, når man har det skidt. Men jeg kan også virkelig godt forstå, at det er svært at skulle snakke om de her ting med ens nærmeste. Jeg tænker tit, at det er et af de sværeste skridt at tage, når det kommer til at få det bedre. Det kan både være svært at sige det højt, at man har det skidt, fordi man ikke vil gøre andre kede af det eller bekymret, eller fordi man måske ikke er vant til at snakke om meget tunge og dybe emner med f.eks. ens forældre. Nogle gange kan man også være nervøs for, hvordan andre vil tage imod det, man fortæller. Det er alle meget normale tanker, som mange oplever, når de står overfor at skulle fortælle andre, at de har det svært, men mange oplever på trods af de her tanker også, at det er en lettelse at få det sagt, og at selvom det måske ikke er nemt at høre, så sætter andre alligevel ofte pris på, at man fortæller det og tillader dem at hjælpe. Derfor er mit bedste råd til dig også at fortælle nogen, hvordan du har det, så du ikke skal gå med alt det her selv. For det er hårdt, og jeg tænker ikke, at det bliver ikke mindre hårdt af, at du også bruger rigtig meget energi på ikke at vise andre, at du har det skidt.

Du skriver, at det her har stået på i over et år, så jeg kan godt forstå, at det føles håbløst, men jeg tror virkelig på, at du kan få det bedre, hvis du fortæller nogen, hvordan du har det, fordi ingen fortjener at stå alene, når livet er svært. Men jeg tænker også, at det er helt okay, at du fortæller det til dine forældre på en måde, som du har det godt med. F.eks. behøver du ikke at fortælle det hele med det samme. Det kan også være, at det ville være nemmere for dig at skrive det ned i et brev og så give det til dine forældre, hvis det handler om, at det er den her situation, hvor man sidder overfor hinanden, som er svær. Det kan også være, at du har det bedst med at snakke med enten din mor eller far alene først, eller f.eks. snakke med en lærer først og få støtte til at fortælle dine forældre det. Der er rigtig mange måder at gøre det på, og jeg tænker, at det vigtigste er at finde en måde, som du føler giver mening for dig, så du kan få det sagt og få den hjælp, du fortjener. For du fortjener bedre end at skulle gå og have det så skidt. 

Til slut skriver du også, at du synes, at det er svært at huske alt det, der er galt med dig, og jeg bider mærke i ordet "galt". For mig kan det godt lyde lidt som om, at du sidder med en fornemmelse af at være forkert, og du skriver også, at du skammer dig meget over dig selv. Derfor er det rigtig vigtigt for mig at fortælle dig, at du ikke er forkert, og du har ikke noget at skamme dig over. Lige nu oplever du bare nogle vanskeligheder, som er svære at håndtere, men det kunne ligeså godt have været din veninde eller naboen eller en fætter, som fik det sådan her. Alle mennesker kan være uheldige at få det dårligt psykisk, ligesom alle mennesker kan være uheldige at falde og brække et ben. Du har ikke gjort noget galt, og du er ikke forkert. Jeg tænker faktisk, at du er skide stærk, når du har kunnet klare at gå med det her selv så længe, og derfor synes jeg som sagt også, at du fortjener, at der er nogen, som kan hjælpe dig, så du ikke skal gå med alle de her tanker og følelser selv. For jeg er helt sikker på, at du kan få det bedre, og at der er en vej ud af det, som du oplever lige nu. Det kræver, at du fortæller nogen, det du oplever, selvom det er svært, men det tror jeg på, at du er stærk nok til at række hånden ud til dem, som elsker dig, så I sammen kan finde en løsning. 

Jeg håber, at mit svar kan bruges, og jeg sender varme og positive tanker din vej. Hvis du nogensinde kunne have lyst til en snak med en af vores søde rådgivere, så tøv endelig ikke med at komme forbi vores chat.

De bedste hilsner

Amanda