Hej

brevkassespørgsmål

Hej

brevkassespørgsmål af
Mads
13 år
Oprettet 5 år 4 måneder siden

Hey jeg er 13 år... jeg tænker nogle gange om jeg er Home... det siger mine brøder og mine Verner selv om jeg ikke er... hvad skal jeg gør hjælp mig... hilsen mads

Svar: 

Kære Mads,

Tak for dit brev! Igennem teenageårene er der rigtig mange, der bliver i tvivl om deres seksualitet, så de tanker og følelser du har er helt normale.

Hvorvidt du er homoseksuel eller ej er umiddelbart svært at sige. Der er rigtig mange, der i teenageårene eksperimenterer med deres seksualitet og prøver forskellige ting af. Ofte af nysgerrighed og for at blive klogere på, hvad de egentlig er til, men ikke nødvendigvis fordi de er til det de prøver. Så man kan altså godt have nogle homoseksuelle tanker, fantasier og oplevelser, uden det nødvendigvis betyder, at man er homoseksuel.

Den bedste måde at finde ud af om du er homoseksuel, er ved at mærke efter i dig selv. Mærk efter hvad du tænder på, hvad du er tiltrukket af, hvem du har lyst til at være sammen med. Hvis det hele er fyre, så er der en vis sandsynlighed for, at du er homoseksuel. Men husk, at det samtidig også godt kan være et udtryk for en naturlig nysgerrighed og en lyst til at prøve nogle ting af, uden det nødvendigvis betyder, at du er homoseksuel.

Ud fra det du skriver får jeg lidt en fornemmelse af, at du måske også har brug for hjælp til at finde ud af hvad du skal stille op med dine venner og dine brødre, når de påstår, at du er homoseksuel. Når andre gentagende gange kalder en noget, kan man til sidst blive helt overbevist om, at de har ret i det de siger, og at man faktisk er som de påstår. Det lyder lidt som om, at det måske er det der er sket for dig. Dine brødre og dine venner har gang på gang sagt til dig, at du er homoseksuel. Og fordi de bliver ved, er du nu blevet helt i tvivl om, om de måske har ret i det de siger. Jeg tror det er vigtigt, at du siger fra over for dem, og fortæller dem, at det faktisk ikke er rart at blive kaldt homo, for du er ikke sikker på, om det er det du er. Og det kan måske også give mening at spørge dem, hvorfor de siger du er homo. Måske er det bare noget de kalder dig, fordi de synes det er sjovt. Men det kan også være, at de rent faktisk tror du er homoseksuel, og så kan det måske være rart for dig at vide hvorfor de tænker sådan.

Om du er homoseksuel eller ej er kun dig selv, der kan svare på. Nogle ved det allerede fra en meget tidlig alder, andre finder først ud af det langt oppe i teenageårene efter at have haft forskellige både hetero- og homoseksuelle tanker, fantasier og oplevelser. Det vigtigste er, at du mærker efter i dig selv, og lytter til, hvad der føles rigtigt og forkert for dig.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Varme hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program