Sex

brevkassespørgsmål

Sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

Hej jeg er en dreng på 15 år jeg er jomfru jeg har flere gange været tæt på at have sex men jeg har en lille pik så jeg tør ikke er bange for pigen kommer til at grine eller et eller andet hvad kan man gøre? Er der nogle tegn på ens pik snart begynder at vokse At man får hår eller noget ligne???

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit brev. Det virker til at det er noget som virkelig betyder meget for dig, og så er det altid en god idé at søge råd. Jeg vil gøre mit bedste for at svare på dine spørgsmål.

Først og fremmest så spørger du ind til om der er nogle tegn på at ens pik begynder at vokse. Som udgangspunkt, så vokser din pik indtil du er fyldt 17 år, men det er meget forskelligt hvor lang den ender med at være. Gennemsnittet ligger på omkring de cirka 13 cm i længde i stiv tilstand og cirka 9 cm i længde i slap tilstand. Du skriver ikke hvad målene er for dig, men jeg ved at man ofte kan komme til at tænke at man har en lille pik selvom det ikke altid passer - det er særligt hvis man ser meget porno, og sammenligner sig med de mænd som er der.

I forhold til at få hår, så begynder man at få øget hårvækst når man kommer i puberteten. Hvis du endnu ikke har nogen hår og hvis din pik er mindre end 5 cm i stiv tilstand, så tænker jeg på om der måske er noget som står i vejen for din fysiske udvikling, og derfor tænker jeg at du skal prøve at kontakte din læge. Hvis du nu har oplevet andre pubertets tegn, som f.eks. at du bliver højere, får bumser og får hår andre steder, så skal du nok bare være tålmodig. 

Du spørger også om hvad du kan gøre ift. din frygt for at blive til grin når du skal have sex. Her tænker jeg at det bedste du kan gøre, er at dele din frygt med hende som du skal have sex med. Særligt, fordi jeg håber at det er en som du er tryg ved og som du stoler på. Du behøver ikke at fortælle at du er bange for hvad hun tænker om din størrelse, men måske du kan sige at du er lidt nervøs omkring hvordan det bliver, og om du er god nok. For det lyder til at det i virkeligheden, er det som du er bange for. 

Al begyndelse er svær, og du finder ud af løbende hvad der føles godt og hvad der ikke føles så godt. Samtidig finder du også ud af hvordan du kan give andre nydelse, og det er også meget forskelligt hvad andre kan lide. Uanset hvad, så handler det rigtig ofte mere om gørelsen end om størrelsen, og hvis du bare er sød og opmærksom på hvordan det hele føles for hende (og hvordan du kan give hende bedst mulig nydelse), så kan jeg ikke forestille mig at hun vil grine af dig - uanset hvilken størrelse du har. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. God fornøjelse med at udforske den seksuelle verden! 

Venlige hilsner,

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program