Skilsmissebarn

brevkassespørgsmål

Skilsmissebarn

brevkassespørgsmål af
Mille
13 år
Oprettet 6 år 3 måneder siden

Hej jeg er 13 år gammel og skilsmissebarn... Mine forældre blev skilt for ca 12 år siden, så jeg kan ikke huske det... Men lige for tiden begynder jeg og ligge i min seng værd aften og græder, fordi at jeg er ked af at de er blevet skilt. Jeg vil på en måde gerne have at de flytter sammen igen, men jeg har fået en papmor og en papfar jeg er blevet rigtig glad for... Hvad skal jeg gøre?! KH Skilsmissebarnet.

Svar: 

Kære Mille

Det gør mig ondt at høre, at din forældres skilmisse er begyndt at påvirke dig, og at det gør dig ked af det og forvirret. Jeg tænker dog, at det er helt normalt, at det påvirker dig, også selvom det er længe siden at det skete, og selvom du ikke kan huske det. Måske det lige præcis er det, at du har været så lille, da det skete, som gør at det påvirker dig nu? Nogle gange kan man godt opleve at ting fra tidligere, som man måske ikke har fået bearbejdet f.eks. fordi man var meget lille, kan poppe op i ens hoved og begynde at påvirke en senere i livet. Samtidig så tænker jeg også, at mange skilsmissebørn engang imellem ville ønske, at tingene var anderledes, og at deres forældre stadig var sammen, fordi det ville gøre nogle ting lidt lettere. Det er der intet galt i overhovedet, og du kan stadig godt være rigtig glade for din papmor og parfar, selvom de her tanker engang imellem kommer. 

Når tankerne så er der, så tror jeg virkelig, at noget af det bedste du kan gøre, det er at snakke med dine forældre, om hvordan du har det. Fortælle dem at det påvirker dig, og se om I måske kan få snakket tingene og hvad der skete dengang lidt igennem. Jeg ved ikke hvor meget, I har snakket om det tidligere, men hvis du for eksempel aldrig har hørt fra dine forældre, hvad det var der gjorde, at det var bedre for dem at gå fra hinanden, så kan det måske godt være sådan nogle usikkerheder, som gør, at det hele rumsterer nu. Uanset, så tænker jeg i hvert fald, at det vil hjælpe dig at få snakket om tingene i stedet for at skulle gå alene med det, da det virkelig kan være enormt hårdt. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du har mod på at fortælle dine forældre om hvordan du har det, og det kan hjælpe dig med at få lidt ro på det hele igen. 

Mange kærlige hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program