Kære du.

Jeg er ked af at høre, at du føler, at dine forældre ikke lytter til dig og forstår den situation, som du står i lige nu. Det lyder i hvert fald til, at du har en del at forholde dig til lige nu med både sygdom og depression, så jeg kan godt forstå, at det er hårdt og svært at rumme det hele.

Du skriver, at du er trist og ked af det, og at du ikke har lyst til noget, og at det går dig på at dine forældre f.eks. gerne vil have, at du skal gå til sport i stedet for f.eks. at gå til fitness. Jeg tænker lidt, om det måske er dine forældres måde at prøve at hjælpe dig på? At de gerne vil, at du kommer ud til noget sport med andre mennesker i håbet om, at det kan blive et frirum for dig, hvor du måske kan møde nogle nye venner eller veninder og hygge dig, imens du er der? Jeg ved det selvfølgelig ikke, da jeg ikke kender dine forældre, men måske det kan være, at de faktisk gør det af god vilje, også selvom det ikke føles sådan for dig. Det er rigtig hårdt at have en depression, men det er også hårdt for de mennesker, som holder af en. Både fordi det selvfølgelig er rigtig ubehageligt at se, en man holder af, have det dårligt, men også fordi det kan være så svært for nogle at forstå, hvad det er der sker, når et menneske har en depression. At man ville ønske, at man var glad og havde det godt, men at det bare ikke er så simpelt, og at det ikke er et valg, at man er ked af det og måske mere stille og tilbageholden. Det kan simpelthen være så svært at forstå, at nogle bliver enormt frustrerede og derfor måske ikke ved, hvordan de skal håndtere det, hvis en de kender får en depression. Det gør ikke situationen nemmere eller bedre for nogle, men det kan nogle gange hjælpe at huske på, at det måske ikke er f.eks. ens forældres mening at være ubehagelig eller uforstående, når de reagerer sådan på måder, som går dig på.

Når det så er sagt, så vil det bedste jo være, at dine forældre forstår dig og din situation på en måde, som gør, at de kan hjælpe dig til at få det bedre. Du skriver i dit spørgsmål, at du har forsøgt at forklare dem det, men at det desværre ikke virkede, fordi de blev sure. Derfor tænker jeg, om det måske kunne være en idé at få hjælp til at forklare dem det? Jeg går ud fra, at der har været en form for professionel hjælp indeover, da du fik konstateret en depression, måske en psykolog? Hvis dette er tilfældet, så kan det være, at du kan kontakte ham eller hende, og at I så sammen kan prøve at sætte jer ned med dine forældre og forklare dem, hvad det er, der sker? Alternativt lyder det til, at din lærer i hvert fald forstår dig lidt bedre, så måske han eller hun også kunne være en mulighed?

Nogle gange tænker jeg også, at det handler om, at man har følelserne uden på tøjet, når man skal snakke om de svære ting, og derfor kan det hurtigt ende i en diskussion, hvor alle fokuserer mere på deres egen oplevelse af situationen end andres, og så kommer man desværre ofte ikke rigtig videre. Hvis du kan genkende det lidt, så kan det måske være en idé at skrive et brev til dine forældre om det, du føler og det du gerne vil have, at dine forældre ved? Et brev vil måske kunne gøre, at du kan få sagt alt det, du gerne vil uden at blive afbrudt, og måske dine forældre har brug for at få hele forklaringen uden pauser og indvendinger.

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg er ked af, at du skal gå så meget igennem lige nu. Det lyder rigtig hårdt, men jeg håber, at du føler, at nogle af mine forslag kan være en hjælp til at finde en måde at forklare dine forældre din situation på, så du kan få den støtte, som du trænger, og så du kan fokusere på at få det bedre. Jeg sender mange positive og varme tanker din vej.

Mange kærlige hilsner fra Amanda