Svamp

brevkassespørgsmål

Svamp

brevkassespørgsmål af
Den fortvivlede
21 år
Oprettet 6 år 4 måneder siden

Hejsa Jeg har desværre fået svamp, for første gang. Nu står jeg bare med nogle spørgsmål. Jeg har købt canesten creme på apoteket, men skal man både bruge creme og stikpille? Er der bestemte tidspunkter man skal bruge de forskellige ting? Jeg har læst mig frem til nogle ting, men får forskellige svar på hvorvidt det smitter eller ej, så smitter det? Og hvis det gør, hvor nemt smitter det så? Er det normalt at begynde at bløde ved brug af canesten cremen? Jeg håber i kan svare mig :-)

Svar: 

Kære Fortvivlede

Det er rigtig godt træls med svamp - det kløer og svier og kan være rigtig generende og med hvidligt udflåd. Jeg går ud fra du mener svampeinfektion i skeden?

Har du været ved lægen og fået tjekket at det er svamp? Det kan være godt første gang man har symptomerne at være sikker på diagnosen (candida infektion er den hyppigste svampeinfektion).

Først vil jeg sige, man kan læse rigtig mange ting på nettet. Ikke alt er godt eller rigtigt og generelt skal man være lidt opmærksom hvor man søger sin information. Jeg henviser oftest til patienthåndbogen.dk hvor man kan finde svar på det meste og det hører under sundhed.dk så kilderne er i orden :)

Mht. behandlingen anbefales som udgangspunkt engangs behandling med stikpille Canesten 500mg. Dette er oftest nok og er i studier vist at være ligeså godt som en behandlig over flere doser i 6 dage. Man kan vælge at supplere med canesten cremen, men det er altså som udgangspunkt ikke nødvendigt.

Det er en hyppig infektion blandt kvinder. Faktorer der øger risikoen for infektionen er blandt andet behandling med antibiotika for en anden infektion, sukkersyge eller et højt østrogenniveau i blodet som vi ser hos unge kvinder, gravide, p-pille brug og højt BMI og for nogen kommer det i forbindelse med menstruation.

Det kan smitte fra kvinde til mand, men ikke omvendt og man vælger kun at behandle eventuel partner hvis denne har symptomer og anbefaler at undgå vaginalt samleje indtil behandling er afsluttet.

Det er ikke nævnt som en bivirkning til Canesten at man bløder og du skriver ikke hvorfra blødningen kommer? Denne del skal du formentlig lige drøfte med din læge og have set på hvis det ikke er gået over. 

 

Jeg håber det gav lidt hjælp og afklaring. Du kan læse mere her:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/...

 

De bedste hilsner Ida, læge

Idas billede
Ida fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program