Vil gerne hjælpe mig ven

brevkassespørgsmål

Vil gerne hjælpe mig ven

brevkassespørgsmål af
Thea
14 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Hej jeg har en rigtig god ven som jeg har skrevet med i ca et halv år. Han er 16 år, rigtig sød og jeg holder meget af ham. Han vil gerne have en kæreste, men jeg har ikke rigtig noget erfaring på det punkt. Han har mange gange fortalt mig om piger, han gerne har ville snakke med, men han er bange for at sige hej. Jeg ved ikke om jeg selv er lidt lun på ham, men vil gerne hjælpe ham med at finde en kæreste. Hvordan kan jeg hjælpe han til at kunne sige hej til pigerne og snakke med dem han gerne vil lærer bedre at kende? Fra pigen der ikke ved hvordan hun skal hjælpe sin ven :(

Svar: 

Kære Thea!

Hvor er det bare dejligt, at du gerne vil hjælpe din ven, også selvom du måske synes, at det er lidt svært at vide hvordan. Og det kan jeg egentlig rigtig godt forstå. Det kan være ret nervepirrende at give sig til at snakke med én, man godt kan lide for første gang, og jeg tror, at folk har vidt forskellige tilgange til det, så det kan jo også gøre det svært at hjælpe en ven med, hvordan han skal gøre det. Der er ligesom ikke én rigtig måde at gøre det på, og derfor tror jeg måske også at det bedste, det er at prøve sig lidt frem. Nogle har det måske bedre med at starte med at tage lidt forsigtig kontakt via social medier først, f.eks. skrive en besked på facebook eller sende en sms, så man har snakket bare lidt sammen inden. Andre har det måske bedre med bare at gå hen til personen og stikke hånden frem og sige hej og så se, hvad der så sker. Det er som sagt vildt forskelligt, og de fleste oplever nok at være bange for at gøre det, fordi man ikke ved, hvordan den anden person vil reagere. Men nogle gange bliver man nødt til at tage chancen, selvom man er nervøs. Så kan det godt være, at det er lidt akavet første gang, men så har man prøvet det og er den erfaring rigere og skal ikke længere gå og tænke, "hvad nu hvis?". 

Det kan også være, at din ven vil fortrække f.eks. at begynde at snakke med de piger, han gerne vil snakke med i skolen f.eks. i en time, eller hvis han ser dem engang imellem til arrangementer udenfor skolen? Spørge dem om hjælp med et eller andet eller bare spørge ind til noget, så der ligesom er et fælles udgangspunkt for samtalen, og så kan man måske spørge lidt ind til dem bagefter. Spørge hvordan de har det, hvad de har brugt sommeren på eller noget helt tredje. Som sagt så er der ikke én rigtig måde at gøre det på, så jeg tror egentlig, at du kan hjælpe din ven rigtig meget ved simpelthen at opmuntre ham til at prøve. At prøve bare at sige hej og se, hvad der sker. Det er svært, men som jeg tænker det, så handler det om 10 sekunders mod. 10 sekunder hvor man bare prøver og giver det en chance. 

I forhold til at du skriver med, at du ikke ved, om du måske selv er lidt lun på din ven, så tænker jeg, at det er kun dig der ved det, og at det handler om at mærke efter. Hvordan får du det f.eks. når du snakker med ham? Får du sommerfugle i maven? Hvis svaret er ja, så synes jeg, at du skal fortælle ham det, og se hvad der sker. Det kan være, at han gerne bare vil være venner, men det kan også være, at han har det på præcis samme måde. Man ved det ikke før man prøver, og som ordsproget lyder: "hvo intet vover, intet vinder". Selv hvis det ikke går til held, så tror jeg stadig, at det er bedre at have givet det et forsøg i stedet for at holde følelserne inde, og at skulle spekulere over hvad tingene kun være blevet til, hvis bare man havde givet det en chance. 

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du selv og din ven sammen kan finde modet til at følge jeres hjerter!

Mange knus fra Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program