Hejsa cyberhus. Jeg er en ganske normal pige på 18, som lever et typisk normal tenageliv med problemer her og der. Men en af dem som gpr mig rigtig meget på Ligenu er min gode(bedste) ven. Lad os kalde ham for T. T og jeg har været rigtig gode venner i snart 2 år. Når vi er sammen ser vi film, spiser, snakker og det som man “normalt gør”. Det skal lige siges at han Går på et talentakadami, da han spiller håndbold, så vi har faktisk kun været “hjemme” hos ham. Men tilbage til det andet. Jeg er begyndt at lægge noget i det han gør og siger/skriver. Når vi er sammen føler jeg at han lægger op til noget, men på den anden side ved jeg bare at han ikke kan lide mig(på den måde). Det er Siper svært at forklare, men jeg er bare så frustreret, og går rundt med den følelse at være forelsket(tror jeg), men jeg vil bare heller ikke ødelægge vores venskab, hvis jeg fortalte hvad jeg føler. Så jeg går egentlig bare rundt med en hemmelighed og på den ene side bare vil fortælle ham det, men på den anden side vil jeg ikke ødelægge noget, eller gøre noget akavet. Men nu kommer der noget helt usædvanligt. Vi var i byen begge 2 og så spurgte han om jeg ville med ham hjem og spise. Så sagde jeg self ja, for det havde vi gjort før. Men den aften lavede vi noget. Vi “gik ikke emd vejen”, men vi hygge lidt, hvis du forstår. Det var allerførste gang vi kyssede og der blev mit hovede helt bombarderet og endnu mere frustreret. Jeg tænkte bare *hvad skete der lige der??? Det gør venner da ikke??? Ligemeget hvor fuld man er*. Men det føltes helt naturligt og det var slet ikke akavet, heller ikke om morgen. Men efter den nat var det somom alt var forandret. Og inderst inde ville jeg bare snakke med ham og snakke om hvad der lige skete den mat. Men det var som om det ikke betød noget for ham og han var ligeglad, så jeg “turde” heller ikke tage fat i ham. Dagene efter var jeg så furstreret end jeg nogensinde havde været og en af nætterne kunne jeg ikke holde tårene tilbage. Jeg havde jo været “forelsket/vild” med min bedsteven og nu har vi kysset. Men inderst inde ved jeg det ikke betød noget for ham og at han bare var fuld (men hvem ved..især fordi en af mine veninder har haft noget med T, og kender ham rigtig godt. Og hun ved at han ikke er en dreng som snakker om sine følelse og siger hvad han mener(angående følelser)... så den er lodt tricky). Men ca. 2 uger efter vælger jeg at skrive til ham efter at have snakket med mine veninder frem og tilbage, om vi ikke lige kunne snakke sammen. Men der skete en masse misforståelser og min veninde fulgte mig hjem til ham en dag efter byen, hvor vi havde “aftalt” at snakke, men da jeg kom derhen, var han faldet i søvn. Og igen følte jeg at han var ligeglad med det hele og han slet ikke har tænkt over det og det ikke betød noget den aften, hvilket gjorde mig ked af det. Men nogle dage efter kunne han mærke at der var noget der gik mig på(over Snapchat). Og det skal lige siges at vi ikke har været sammen siden den nat. Men ja, så var der en aften hvor vi skrev om det, eller ikke helt. Vi skrev lidt frem og tilbage om noget forskelligt og jeg tog mig mod og skrev/spurgte indtil den nat. Jeg skrev bl.a “var det bare en fejl det der skete”. Så svarede han at det var fint. Men at det nok ikke skulle ske igen. Og så skrev jeg “super, så har vi det på samme måde”. Hvilket jeg ikke har og blev faktisk rigtig ked af det han skrev. Så igen gemte jeg mine følelser væk, hvilket jeg ikke ved om jeg burde eller hvad der er det rigtige for mig at gøre. Men siden da har vi skrevet over Snapchat hver dag. Og jeg føler at han giver mig mixet signaler. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med og hvad jeg skal gøre. Den ene dag skriver han noget sødt osv. Og den anden dag skriver han at han om andre piger. Og jeg har lagt mærke til at det går mig på og jeg ikke garn lyst til at skrive med ham hver gang han skriver om andre piger, men jeg gær det alligevel. Og der er også en anden pige som han faktisk kyssede med, som vi nu kalder S. Og S og T skriver også meget sammen. Og jeg tænker tit på om de nu skal være sammen eller sådan noget. Man kan vel godt sige at jeg er jaloux. Men ja, helt ærligt, så føler og tror jeg at vi aldrig nogensinde kommer til at være sammen mere, som dengang hjemme hos ham hvor vi bare snakkede, så film osv. Jeg vil nemlig ikke spørge ham om vi skal være sammen, for han skal ikke tro jeg kan lide ham, hvilket jeg føler han tror fordi jeg er “gået så meget op i” den nat. Og på den anden side tror jeg ikke han kommer til at spørge om vi skal være sammen, fordi han er bange for at give mig forhåbninger, eller det bliver alavet efter det der skete. Jeg savner bare dengang vi kumme være sammen. Men måske jeg skulle lade vær med at tænke på det, og det egentlig er bedst vi ikke er sammen nu hvor jeg har lidt følelser for ham?.