Kæreste dig,

Hvor lyder det bare frygtelig svært alt det, du har været igennem. Det er slet ikke rimeligt, at du har oplevet så meget svigt og modstand i dit liv. Det lyder som om, du virkelig har manglet stabilitet i dine venskaber, og så er det virkelig svært at bevare tillid og tro på andre og sig selv. Du beskriver at have oplevet gang på gang at blive forladt og forrådt, og sådan noget kan virkelig give nogle ar på sjælen. Det kan blive helt umuligt at genoprette sig selv efter den slags oplevelser, og det kan være helt enormt svært at få tiltro til andre og venskaber igen. Dog må jeg sige, at det lyder som om, dine forældre har været gode til at prøve at hjælpe dig og støtte dig. Det er vigtigt, og dem kan du helt sikkert altid støtte dig ved.

Når man over længere tid udsættes for mobning eller drillerier, kan det ændre den måde man tænker på - ligesom du også skriver. Fordi det sker gradvist over tid, lægger man måske ikke mærke til, hvor meget det egentlig påvirker én. Men mobning kan nedbryde én og kan føre til, at man i rigtig lang tid har det rigtig skidt. Det kan også føre til, at man får en depression, som du også beskriver, du har/har haft. Det er desværre ikke helt unormalt, og det er enormt vigtigt, at man får hjælp, så man kan komme videre i sit liv. Når man er deprimeret, sidder man ligesom fast i negative tankemønstre og negative fortolkningsmønstre for verden og sig selv. Det betyder, at man, når man er deprimeret, har en tendens til at tolke ting negativt og derfor tænke meget negativt. Det kan for eksempel komme til udtryk ved, at man tolker sin venindes dårlige humør, som noget, man har været skyld i. For eksempel kan man tænke, at man må have gjort noget, og at hun må være sur på én. Den slags fortolkninger kan føre til konklusionen: "hun hader mig, hun vil ikke være venner med mig, hun forlader mig". Og så bliver man rigtig ked af det og usikker på sig selv. Når først man har tænkt sådan én gang, kommer tankerne hurtigt igen. Der er ikke langt fra "hun kan ikke lide mig" til "ingen kan lide mig" og "der er noget galt med mig".  Disse tanker ryster virkelig ens selvværd helt ud af kurs, og pludselig kan helt små ting gøre en enormt usikker og ked af det. Man når til et punkt, hvor standard tænkningen er, at andre ikke kan lide én. Hvis man altid tænker sådan, så har man lettere ved at tolke andres adfærd som negativ og fjendtlig. Den slags tolkninger og tanker kan gøre det ret svært at være i et venskab - for begge parter. Hvis den ene aldrig føler sig helt værdig nok og altid tænker, at den anden ikke rigtig vil eller holder af én, så er det svært at holde venskabet ved lige. Det kan være svært at række ud og holde kontakten, vise man er interesseret, hvis man regner med, at den anden forlader én, for det er nemlig ret sårbart sådan at række ud. Og det kan være endnu sværere, hvis man i mange år har oplevet at blive mobbet og ikke at kunne stole på sine venner. Alle mennesker er sårbare, og de fleste mennesker er faktisk generelt gode. De fleste mennesker vil én det bedste. Har man oplevet meget svigt, kan man godt komme til at have den modsatte antagelse - at andre generelt vil én det ondt. Denne tanke gør, at man tolker det, andre gør som ondt, og dermed bekræftes antagelsen. Mange oplever, at sådan nogle falske antagelser virkelig kan påvirke ens liv, og derfor er det enormt vigtigt at arbejde med dem og ændre dem.

Jeg synes, det lyder som om, meget af din tænkning er fanget i nogle negative antagelser om dig selv og dem omkring dig, hvilket er helt helt naturligt, for du har været igennem nogle meget hårde ting. Jeg tænker også, at dine venner måske kan have en lidt anden opfattelse af det hele end du? Måske føler din veninde også, at I har haft en rigtig godt venskab og været rigtig gode sammen. Men måske har hun tolket din adfærd, som et tegn på, at I var ved at vokse fra hinanden? Måske har hun også været usikker på, om du vil venskabet? Der opstår så mange misforståelser i tætte relationer, netop fordi man er sårbar. Ingen kan lide at blive forladt, og derfor har man også forskellige metoder til at undgå dette. En metode kan for eksempel være, at man skubber andre væk eller ikke lukker dem helt ind. På den måde forlader man dem, før de forlader én. Hvis man har en antagelse om, at andre generelt vil én det ondt og ikke kan lide én, så bliver man meget følsom overfor andres adfærd. De mindste ting, og ting, der måske er ment kærligt, kan tolkes som modstand og kan være med til at man trækker sig fra relationen. Dette påvirker venskabet og kan være med til, at det ikke holder. Jeg tænker, om dette kan være én af grundene til, at du oplever, at dine venskaber ikke holder?

Alt dette er ikke noget, der bare sådan lige ændrer sig over natten. Det er sådan noget, der kræver en masse arbejde indefra, og måske også støtte og hjælp udefra. Det er lige præcis sådan noget her, en psykolog kan hjælpe dig med - altså at udfordre og ændre den måde, du tænker på. En psykolog kan hjælpe dig med at se nogle andre sider af det hele, som måske kan være med til, at du ikke er så ked af det. Det at gå til psykolog er bestemt ikke det samme som at sige, at der er noget galt med dig, for det er der overhovedet ikke. Den måde, du tænker på, er helt naturlig, givet det du har været igennem. Du skal vide, at du klarer det flot, og det at du har skrevet her er første skridt på vejen. Der er forskellige måder at få kontakt til en psykolog på, du kan både selv finde én - måske dine forældre kan hjælpe? - eller snakke med din læge og bede hende henvise dig til én. Derudover tror jeg, det kunne være rigtig rart for dig at prøve at snakke med din veninde om alt det her? Måske høre hende, hvordan det kan være, hun føler som hun gør? Du kan nærmest stille hende de samme spørgsmål, som du har stillet mig?

Jeg håber virkelig, du kan bruge mit svar, og at det hele løser sig for dig. Du fortjener alverdens glæde og lykke, og du er god, lige som du er!

Sophie