Livet på nettet

blogindlæg

Livet på nettet

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Kære alle

Tak, for en god gruppechat i torsdags, hvor 30 unge kom forbi chatten til en snak om sociale medier. Vi havde Pernille med fra Center for Digital Pædagogik og kom forbi mange forskellige aspekter af emnet. Vi startede ud med at snakke lidt om, hvilke sociale medier, vi bruger og hvorfor. Derefter kom vi lidt ind på, hvem vi er på nettet. Vi snakkede lidt om, hvorvidt vi er de samme på de sociale medier som i "virkeligheden". 

Hvem er jeg på nettet? 

I snakken om det med, hvem man er på de sociale medier, skrev en ung: Jeg føler rimelig meget, at jeg er mig selv på alle sociale medier. Jeg forsøger i hvert fald at være det. Vi var ret enige i, at man selvfølgelig kan være en anden på nettet, hvis man vil det, men generelt skrev de fleste, at de følte sig meget som sig selv. Vi snakkede også om, at det faktisk nogle gange kan være endnu lettere at være sig selv på nettet. En ung skrev: Det bliver heller aldrig akavet på nettet. En anden ung skrev om det at bekymre sig om, hvad andre tænker: Jeg tror nogle gange godt jeg kan fremstå som meget selvsikker, men det er jeg egentlig ikke det kommer til hvordan andre ser mig.

Real life vs. online? 

Videre i snakken om det med, hvem man er på nettet, snakkede vi også om, når man skal have svære samtaler med andre - for eksempel slå op med en kæreste eller håndtere en konflikt med en ven. Der var flere, der syntes, det er noget lettere at tage den online, fordi man kan tænke lidt mere over, hvad man skriver. En ung skrev: Man choker bare lidt når man skal sige det irl, og så får man ikke sagt hvad man rigtig ville og for mit vedkommende ville jeg nok lyde meget sødere og pleasende, end jeg mener det. 

Selvom de fleste var enige i, at det kan være lettere over skrift, var vi også generelt enige i, at der ligger en form for "regel" om, at det er bedst at sige tingene ansigt til ansigt: Jeg har bare altid lært, at man siger svære ting irl. Man slår heller ikke op med nogen etc. over sms. Men jeg vil give x ret - det er meget sværere i virkeligheden, og man kommer alt for nemt til at please andre.

Nøgenbilleder

Vi snakkede også en hel del om det med nøgenbilleder. Hvorfor man tager dem, hvorfor man sender dem, og hvorfor nogle mon deler dem med deres venner. Her var der også enighed om, at det ALDRIG er okay at sende nøgenbilleder af andre videre, uden deres tilladelse. Både fordi det er ulovligt men også fordi, det er en meget sårende handling, der kan ramme personen på billedet rigtig hårdt. Der var flere, der beskrev, at de selv ville blive rigtig kede af det og føle sig svigtede, hvis de fik delt et nøgenbillede. Det synes jeg er rigtig vigtigt at huske. Så er det måske underordnet, hvad der er ulovligt, og hvad der ikke er. Det er sårende og kan være ødelæggende, når andre overskrider ens grænser så voldsomt, som de gør, når de deler et så personligt billede af en. 

Næste gang er der åben chat med rådgiver Signe, så sving forbi til endnu en spændende og hyggelig gruppechat!

Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program