Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
Emilie
13 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Jeg har mange selvmordstanker og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre.. Historie: jeg er en pige på 13 år som har det meget svært. Jeg har angst og tilpasningsreaktion og går derfor ikke særlig meget i skole mit liv er meget smertefuldt lige nu og selvmordstankerne bliver værre og værre.. Please hjælp mig

Svar: 

Hej med dig. 

Jeg kan forstå, at du går igennem en meget svær tid lige nu. Det er jeg ked af at høre og jeg håber, at mit svar kan vejlede dig til, hvad du kan gøre for at få det bedre. Jeg vil starte med at fortælle dig, at det er rigtig fint, at du skriver herind og det første skridt på vejen mod at få det bedre er at have mod og lyst til at få det bedre. Det er selvfølgelig en proces, men du skal vide, at du ikke behøver at have det sådan her altid. Mange unge på din alder oplever at gå igennem en rigtig svær tid, men kommer ud på den anden side med fornyet energi og glæde. 

Du skriver, at du ikke går meget i skole og at du har angst. Nu ved jeg ikke, om du har kontakt til en læge. Hvis ikke vil jeg anbefale dig at opsøge din egen læge og fortælle hende om dine selvmordstanker og om hvordan du har det.  Gennem denne læge kan det være, at du kan blive henvist til en psykolog. Derudover kan det være rigtig rart at fortælle det til nogen og det kan være godt, at denne person er en, der ikke kender dig og du derfor kan være ærlig over for denne person. Det kan være en læge eller en psykolog, hvis du bliver henvist til det. Hvis du har lyst til det, kan det også være en rigtig god idé at snakke med en, du stoler på, omkring hvordan du har det. Det kan være en forælder, en veninde eller andre. Det kan være rigtig rart at få snakket ud med en, der er der til at lytte. Her på siden har vi også en chat, der er åben i hverdagene. Her er det muligt at chatte med en rådgiver, der kan lytte og give råd. 

Jeg håber, at du kan bruge mit råd. Husk på at selvom det er svært lige nu, betyder det ikke, at det altid skal være sådan. Du har allerede taget det første skridt mod at få det bedre ved at skrive herind. Det viser, at du har mod på det og det er rigtig sejt. 

Venligst, Signe

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program