OCD

blogindlæg

OCD

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Kære alle!

Så er det snart torsdag igen, og vi skal gruppechatte. Denne gang skal vi snakke om tvangstanker og tvangshandlinger sammen med gæsterådgiver Anna fra OCD-foreningen. Hun skriver: 

Jeg arbejder i OCD-foreningens selvhjælpsgrupper. OCD står for obsessive compulsive disorder og er en angstlidelse, hvor den OCD-ramte oplever tvangstanker og tvangshandlinger. I OCD-foreningen arbejder vi for at støtte og hjælpe OCD-ramte og pårørende, ligesom vi også forsøger at udbrede kendskabet til OCD. I chatten vil vi naturligvis også kunne skrive om angst generelt og om andre angstlidelser. Tvangstankerne kan være enormt ubehagelige og skræmmende, og den OCD-ramte har svært ved at stoppe med at tænke på det. Tvangshandlinger er bestemte handlinger den OCD-ramte skal udføre, typisk for at undgå at noget vil ske. 

OCD er den diagnose, som rammer mange forskellige mennesker. Men man kan sagtens have tvangstanker og tvangshandlinger uden at søge hjælp eller uden at få en diagnose. Nogle mennesker lærer at leve med tvangstankerne hele livet, og nogle fortæller måske aldrig nogen om deres tanker. OCD kan være enormt forstyrrende for hverdagen, fordi mennesker med en svær grad af OCD ikke kan få tvangstankerne ud af hovedet og udfører deres tvangshandlinger, selvom de faktisk godt ved, at tankerne og handlingerne er overdrevne. 

Hvad er normalt? 

Tvangstanker og tvangshandlinger kan være meget skadelige, men de fleste af os, har på et eller andet tidspunkt i livet oplevet at have en form for tvangstanker eller ritualer. Særligt i barndommen vil de fleste opleve en lille smule tvangstanker og tvangshandlinger. Det kan for eksempel være, at man ikke må træde på stregerne mellem fliserne på fortovet, at gå tilbage og tjekke om døren er låst mange gange, at tjekke flere gange om ens lillebror er okay, at vaske hænder mange gange fordi man er bange for at blive syg. Sådan nogle tanker er helt normale og ikke skadelige, og de fleste forsvinder, når man bliver ældre. 

Det bliver en super spændende chat, og både gæsterådgiver Anna og jeg glæder os helt vildt! 

Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program