Kære Julie, 

Det lyder til på dit brev som om, du er frustreret over relationen til din far og situationen omkring.

Først vil jeg nævne, at det er forskelligt fra familie til familie, hvordan et forhold mellem far og datter kan være. Det lyder til, at du og din far har fået et godt forhold på trods af, at du beskriver, han ikke altid har været der. Det lyder dejligt, at I har formået at komme godt ud af det, trods du nu ytrer ønske om en form for forbedring fra hans side. 

Du spørger helt konkret, om du skal konfrontere ham med det - mit korte svar er 'ja'. Det vil jeg naturligvis gerne uddybe for dig. 

Ud fra din beskrivelse lyder det som sagt til, at du har det godt, når du er sammen med din far og føler dig tæt med ham, hvilket er dejligt at høre. Dét, at I har det godt, og at du kan føle, du er tæt med ham, er en god forudsætning for, at I vil kunne tage en snak om, hvad I kan forvente og forventer af hinanden. Du skriver, at din far ikke spørger så meget ind til dit liv og at han ikke har været en ansvarlig faderfigur, og derfor kan man formode, at han heller ikke opfatter, at du føler, der er noget galt, som I har det nu. Ikke fordi han ikke vil dig det godt, men måske fordi ham ikke før er blevet gjort opmærksom på det. Sådan kan det ofte være med mennesker - vi skal nogle gange have at vide, hvad vi kan gøre bedre eller hvad vi bør gøre mere af, før vi selv kan se det.

Mest af alt handler det måske om måden, det bliver sagt på. Det kan hurtigt blive en anklage og en kritik mod ham som far, hvilket bør undgåes. Dog er det helt forståeligt, hvis du stadig sidder med de følelser af, at han ikke har være en tilstrækkelig og ansvarlig far, men det lyder også til, at I er kommet videre sammen. Derfor tænker jeg, at det handler mere om, at få budskabet serveret på en god måde. Du kunne fortælle din far, at du synes, I har det rigtig godt, når I er sammen og derfor godt kunne tænke dig, at han spurgte mere ind til, hvad der sker i dit liv. Det viser, at du også har et ønske om, at han skal tage mere del i dit liv. Måske han til dels kunne vise det ved, at han sender en SMS i ny og næ, hvor han spørger ind til, hvad du går og har gang i - hvis det er dét, du også kunne have brug for. I bund og grund handler det om, at du får itale sat det over for din far på en måde, som gør, at du på en god måde viser din far, at du ønsker mere fra ham, og derved giver ham lyst til at gøre en indsats. 

Yderligere spørger du til, om det er okay, at du forventer, at han prioriterer dig højere end Lone. Det er svært at svare direkte ja og direkte nej. Det er helt bestemt okay, at du forventer, at han prioriterer dig, for du er hans datter og I lyder til at have noget sammen, hvor I begge skal kunne forvente noget af hinanden. Dertil skriver du, at det ikke er særlig tit I ses, hvor jeg tænker, at man må huske på, at din far også har et liv, når I ikke ses. Her lyder det til at være Lone og din bonus-lillebror, der fylder meget. 

Når det så er sagt, så er det bestemt forståeligt, at du føler det frustrerende og måske også ubehageligt, at du føler dig som gæst, når du er hos dem. Det er altid rarest, når man føler sig velkommen og tilpas, det sted man kommer. Igen tænker jeg her, at det handler om at få itale sat, hvordan du har det. Der er ikke nogen følelser, der er forkerte, og derfor er det heller ikke forkert af dig at give udtryk for, at du ikke føler dig tilpas, når du kommer der. Det behøver, som tidligere nævnt, heller ikke blive serveret som en anklage, men mere indlede til en snak om, hvordan det kan gøres rart for alle. 

Du skriver ikke, om du og Lone har et forhold til hinanden eller i så fald, hvordan jeres forhold er. Det kan muligvis også være med til at gøre, at du ikke føler dig helt så tilpas, som du ellers kunne ønske, hvis ikke I kender hinanden rigtigt eller måske er kommet skævt ind på hinanden. Nogle gange kan uvisheden om et andet menneske gøre, at man ikke føler sig tryg og tilpas i vedkommendes selskab; det kan være, det er sådan, du har det med Lone, og det kan omvendt også være, at det er sådan Lone har det med dig. Samtidig lyder det lidt specielt, at hun er den, der bestemmer, om du må komme på besøg eller ej, og det kan jeg godt forstå, kan være med til at skabe en distance mellem jer allerede dér.

Hvis du har mod på det, så vil det bedste råd være, at du først og fremmest får talt med din far - både i forhold til de forventninger du har til ham om, at han spørger ind til dit liv og på den måde tager del i det, men også at du taler med ham om, hvordan du har det med Lone. Igen handler det om måden, det bliver gjort på. Når du har fået en - forhåbentlig - god snak med ham, kunne det også være, at du kunne have mod på at tale med Lone. Du kunne måske starte med at fortælle hende, at du altid glæder dig til at se din far og at du er glad for, at du kan komme hjem til ham, men at du også kan føle, at du og hende har brug for at lære hinanden lidt at kende, hvis hun har lyst. Dette er kun et forslag, så hvis du slet ikke har lyst til at lære Lone mere at kende, er det også helt okay. Tanken er blot, at det kan være med til, at I begge får "afmystificeret" hinanden og det kan lette trykket, og derved gøre det rarere for dig, og Lone, når du kommer på besøg. 

Det kan nogle gange være både svært og grænseoverskridende at skulle tale med andre om, hvordan man har det med de ting, som de gør. Derfor kan det være godt at have "et fælles tredje" - det kan være, at du og din far går entur eller kører en tur i bil og på den måde, virker snakken ikke så 'alvorlig' eller formel, som hvis man sidder overfor hinanden ved et bord. Det kan også være, I kan snakke om det, mens I lavet noget andet - laver aftensmad, lufter hund eller hvad du kan komme i tanke om, som I kunne lave helt naturligt, og derved bringe snakken på banen. Det samme kunne gøres med Lone, hvis du har lyst og mod på at tage snakken med hende på et tidspunkt. 

Kort til spørgsmålet, om det er i orden, at du ikke har et værelse hos din far, tænker jeg, det er svært at vurdere. Det kan være, at han ikke har så meget plads og det derfor ikke er muligt. Igen kan det også spille ind, at I ikke ses så ofte og at du på den måde ikke har været en lige så fast del af hans hverdag, og at det derfor ikke har været naturligt. Der kan også sagtens være, at din far ikke har tænkt over, at du gerne ville have et værelse hos ham. Igen, hvis det er et stort ønske og det ville kunne lade sig gøre, så tænker jeg, at du skal snakke med ham om det. Der kan som sagt være flere grunde til, at det ikke har været en mulighed - enten bevidst eller ubevidst. 

Jeg håber, du har kunne bruge svaret og får en rigtig god snak med din far (og måske Lone).

Hvis du skulle have brug for at tale mere om det, er du velkommen i chatten, som har åben mandag og onsdag kl. 14-17, samt tirsdag og torsdag kl. 18-21. 

De bedste hilsner

Kathrine.