Forlade mine forældre

brevkassespørgsmål

Forlade mine forældre

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 7 år 1 måned siden

Jeg har længe tænkt over at forlade mine forældre og slukke for alt kontakt til min familie, når jeg bliver ældre. Grunden til dette er, at de holder mig tilbage. Jeg bliver så deprimeret i perioder, når jeg er sammen med dem. De elsker at snakke om politik, vægt og uddannelse. Deres holdninger er ikke til at klare, da de er stærkt racistiske. De gider aldrig snakke om deres problemer, og når jeg prøver at hjælpe, så bliver de sure. Min mor klager altid over, hvor hårdt hun har det. Hvilket hun ikke har, tro mig. ( Det skal ikke lyde som om, at jeg er fejlfri, men jeg prøver i det mindste at gøre noget..) Jeg bliver her kun, så jeg kan få mine opsparinger med mig. Er dette forkert? Og kan jeg komme til at klare mig selv på SU? Kan man få hjælp? Mange tak på forhånd.

Svar: 

Kære dig,

Det lyder som om at du sidder lidt fast derhjemme, du kan ikke komme nogle vegne med dine forældre og du har lyst til at forlade dem. Først og fremmest vil jeg sige at vi er forskellige som mennesker og har alle hver vores meninger og interesser. Dine forældre kan godt lide at tale om politik, vægt og uddannelse - noget som ikke interesserer dig, i hvert fald ikke hele tiden. Bortset fra racismen, så er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Har du mon selv prøvet at bringe andre emner op? Det tænker jeg at du har, men det er i hvert fald altid godt lige at spørge sig selv, hvad man selv har gjort for det. Jeg tænker dog at du skal prøve at melde det direkte og ærligt ud til dine forældre, at der er altså er ting, som DU også gerne vil snakke om. Du skriver også at din mor til tider føler hun har det hårdt og at du prøver at hjælpe, men at dine forældre generelt bliver sure når du prøver at hjælpe dem. Det må ikke være rart når du jo bare gør dit bedste. Det at de afviser din hjælp, kan handle om at de er forældrene og du er "barnet" - at de tænker det er dem, der skal være dig for dig og ikke omvendt. Det er selvfølgelig ikke sikkert det hænger sådan sammen, og jeg ved heller ikke, hvordan du prøver at hjælpe dem - om det er med de praktiske ting i hjemmet eller om det er ved at prøve at tale med dem. Uanset hvad, så synes jeg faktisk det er noget du skal fortælle dem - at du prøver at gøre dit bedste, men du føler dig afvist. Så prøv om ikke du kan få en rolig, men åben og ærlig snak med dine forældre - det vil jeg til enhver tid anbefale i stedet for at droppe kontakten til dem så snart du er flyttet.

Når det er sagt, så spørger du også om det er forkert at du kun bliver boede hjemme for at få din opsparing. Det tænker jeg ikke er forkert, og jeg tænker også at det med at du er så klar til at komme væk hjemmefra kan hænge sammen med din alder. Du bliver 18 snart, og de fleste på den alder er klar til at smutte hjemmefra. Du er ved at blive voksen, så det er helt natuligt at behovet for at få sit eget, bliver større og større. Mange på din alder synes deres forældre er rigtig irriterende og kan ikke komme hurtigt nok væk. Så det er ikke unaturligt eller forkert sådan som du har det. Tværtimod er det sundt at du mærker følelsen af at være klar til at stå på egne ben.

Om du kan komme til at klare dig selv på SU afhænger af flere ting. Det kommer an på, hvor stort dit forbrug er og hvor du vælger at bosætte dig. Mange unge, som er flyttet hjemmefra, vælger at tage et studiejob for at få tingene til at køre bedre rundt. Men det handler meget om, hvem man er og hvordan man bruger sine penge. Du kan evt. kigge efter ungdomsboliger, hvor du vil have mulighed for at skrive dig op på en venteliste. Ungdomsboliger er væsentlig billigere at bo i end almindelig lejelejligheder. Det er i hvert fald noget du kan undersøge, hvis du har lyst. 

Jeg håber mit svar var til hjælp. Jeg vil ønske dig al held og lykke.

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program