Kære Brevkasse. Jeg vil gerne fortælle, at jeg føler mig helt fladmast og tappet for energi. Jeg vil håbe, at I læser min besked og ikke bare tænker, at "hun skal flytte". For det kan jeg ikke. jeg studerer og det er jo HELT umuligt at finde noget der er til at betale. Jeg vil gerne prøve at fortælle jer, hvad pres, mobning og forskelsbehandling gør ved mig. Måske I kan råde mig, det håber jeg. Jeg fik en bolig ( 1 vær lejlighed) her hvor jeg bor nu og har boet i over 3 år. I samme ejendom bor min gudmor, som også er næstformand i husets bestyrelse. Jeg ser ikke min mor og far og bror. Jeg er vokset op med græseløse forhold. blev aldrig taget seriøst og blev ikke beskyttet. Det er væsentligt at nævne, fordi jeg ved, at jeg idag kan "lukke af" og "udholde" og bare være ked af det, ikke trives også fordi jeg intet selvværd har. Her hvor jeg bor, har jeg haft en meget larmende underbo. Trods mange breve og forsøg på, at få Bestyrelsen til at gribe ind, så gjorde de intet. Min underbo, som jeg ikke tror er rask, "overbeviste" Bestyrelsen om at jeg selv havde larmet og derfor så larmede hun. En aften, da hun bankede en basketball op i loftet ( så det larmede i mit stuegulv) så gik jeg akut op til formanden for at få hjælp. Hun lukkede ikke op selv om jeg ved, at hun var hjemme. Jeg bor nu i en anden lejlighed i huset. Bestyrelsen har stemplet mig som "problem" barn. Jeg får advarsler hvis jeg bugger mere end en vasketid ( vi har lister hvor vi skal skrive os på). De kaldte det "chikane" overfor de andre beboere. En dag, da jeg sidste år lod mine støver stå udenfor min dør, fordi jeg skulle ind med varer og ud igen, så gik vores administrator, en krænkende dame på 70 år, en af sine "runder"i huset, så mine støver og løb ned og udprintede en seddel, som var en advarsel om, at der ikke må stå noget på gange og arealer pga brand myndighederne. Det er person forfølgelse. Andre får ikke sådanne advarsler. Jeg har haft fat i en jurist, som sagde, at Bestyrelsen ER højeste myndighed i vores private boligforening og jeg intet kunne gøre, men jeg skulle flytte! Det er flere år siden! Jeg udsættes for forskelsbehandling, mobning og de har sågar kontaktet mine forældre, som de ved jeg ikke ser, fordi min gudmor sladrer til de andre i bestyrelsen, fordi Bestyrelsen ville have et møde uden min viden og da jeg ville se det brev de havde skrevet til mine forældre fik jeg er køligt brev om, at jeg kunne anlægge civilt søgsmål for at få brevet! Jeg er syg med PTSD og jeg bliver ydermere så stresset af at bo her. Jeg har nu fået et brev om, at jeg skal betale for en vandskade selv, fordi jeg ikke har haft energi til at have en guldsliber til at ordne det inden 1 oktober, som var den frist bestyrelsen havde bestemt. Jeg skrev, at jeg var alvorligt syg ( jeg er meget syg af min PTSD) og at jeg ikke kunne have den gulvsliber men ville melde ud, når jeg havde overskud. Så fik jeg i sidste uge et brev om, at jeg ved fraflytning skal betale for udgifterne fordi jeg ikke har "opfyldt" den af Bestyrelsen givne dato! Jeg har IKKE talt med nogle fra Bestyrelsen fysisk i over 1.5 år. Det havde den jurist rådet mig til. Fordi der ingen dialog er, fordi Bestyrelsen ER HELT ligeglad med mig, det jeg siger og har en fastlåst mening om, hvem jeg er og hvordan jeg er. I må forstå, at jeg ikke kan forklare dem, at de gør mig ked af det. slider mig op. De er ligeglade. Da jeg så spurgte formanden fra bestyrelsen forleden, så kom dråben. I en vanlig vred tone "underkendte" hun alt jeg sagde. og hun sagde så, at hun mener jeg lyver, og slet ikke er syg! Jeg blev så vred og chokeret, Hun stod der, og sagde op i mit ansigt, at jeg ikke var syg: Du kan da godt gå over og handle, det har jeg set, du ser ikke syg du osv. Jeg sagde, at det var ydmygende, men hun gentog bare; Jeg tror du lyver, du er slet ikke syg". Jeg gik! Jeg har skrevet et brev til Bestyrelsen om hændelsen og om, at jeg HAR svaret på deres brev om det gulv. Jeg ved, at alt jeg siger og gør, er de ligeglade med. Jeg ved, at de har en fastlåst og rigid tænkning om alt jeg gør og siger ( fx siger jeg lyver, når jeg siger, at jeg er syg). Jeg er så krænket. Jeg kan IKKE tage mine ting og flytte! Hvor skal jeg flytte hen? Men jeg har kronisk ondt i maven og jeg udsættes jo for mobning. Jeg har lyst til at flippe ud og slå! Jeg bliver jo ignoreret og jeg er HELT magtesløs. Jeg skal nu betale for håndværkere, selv om jeg har svaret, at jeg er syg og ikke orkede håndværkere. Men igen: Det er MEGET vigtigt, at I forstår, at breve og mails og venlige, ydmygende henvendelser intet hjælper! De opfører sig faktisk som mennesker der er karakterafvigende! De nedbryder mig! De har ingen empati og mener, at jeg er den der er problemet! Jeg har også fået en advarsel, fordi jeg ikke hilser på kontordamen og vores Bestyrelse! Hvad skal jeg gøre. Hvordan beskytter jeg mig selv? Jeg begik den "fejl" at henvende mig til Formanden, det gør jeg ikke igen Mit selvværd er ødelagt, jeg er mentalt udmattet og tænker faktisk på selvmord, ikke aktivt. men dette er umuligt at komme ud af!!! Da jeg grædende ringede til min mor sidste år da jeg fik den seddel vedr mine støvler, så sagde hun vredt: Så sæt dog de støvler ind". Ingen empati, intet. Min mor er sådan set som dem her i huset. Jeg skal til psykolog på onsdag. Jeg ved at de her mennesker i huset aldrig kommer til at forstå, hvad de er med til at gøre mod mig! Håber I vil svare mig, og se, at det er en svær situation. Jeg kan IKKE nå ind til dem...så ikke noget om, at jeg da må kunne forklare dem, det kan jeg ikke! vh Den ulykkelige