Kære Pernille

Jeg kan godt forstå du er rigtig frustreret, når du oplever ikke at blive lyttet til. 
Jeg kan godt følge din tanke om at opgive. Det kan nogle gange føles som det eneste rigtige, når alting virker helt uoverskueligt. Når du alligevel vælger at skrive her i brevkassen, tænker jeg at du alligevel holder fast i håbet om at noget kan ændre sig. Bliv ved med det, for det ved jeg at det kan. 

At kæmpe med personlighedsforstyrrelse og bulimi, er selvfølgelig hårdt nok i sig selv. Det bliver selvfølgelig ikke lettere af, at du føler at du samtidig skal kæmpe mod systemet.
Jeg ved ikke hvad det præcis er du er ked af omkring din behandling, og jeg kan selvfølgelig heller ikke sige, hvad der præcis ligger til grund for de beslutninger dine behandlere træffer. Men jeg er sikker på at deres udgangspunkt er at de ønsker at hjælpe dig. 

Noget af det der er så svært ved en psykisk lidelse er at behandlingen ikke altid giver mening for den der skal modtage hjælpen. 
Hvis man brækker et ben, kan de fleste nok blive enige om at det giver god mening at få gips på benet. Men hvis man har en psykisk lidelse, kan det som behandlerne har erfaring for virker rigtig godt, føles helt forkert for den som skal have behandlingen. 
Jeg ved som sagt ikke hvad der præcis ligger bag systemets beslutning. Når du fortæller at du har været tvangsindlagt, tænker jeg at du har haft det så skidt, at behandlerne har været bekymrede for din sikkerhed, og derfor har følt sig nødsaget til at træffe nogle meget svære beslutninger. Den slags beslutninger kan føles som et overgreb, mens man står midt i situationen. 

Man kan tænke en tvangsindlæggelse som en slags nødsituation. Ligesom hvis en bil kører galt og der et menneske kommer til at sidde fastlåst i bilen, mens den går i brand. Her bliver det første og vigtigste at få personen ud af bilen, inden han/hun brænder ihjel. Måske kommer man til at krække en arm eller gøre anden skade på føreren. Men det er en mindre skade i forhold til hvad der ellers ville være sket.
En tvangsindlæggelse er et overgreb, og det er rigtig modbydeligt, fordi man som menneske bliver frataget muligheden for at vælge selv. Man bliver ikke lyttet til. Når tvang alligevel bliver brugt i nogle tilfælde er det fordi behandlerne mener, at det ville gå endnu værre hvis man ikke bruger tvang. 
Tvang vil altid føles forkert. Og samtidig har jeg talt med mange unge der senere har været glade for at de blev tvunget. Selve oplevelsen af ikke at blive lyttet til, vil altid stå som en hård og modbydelig oplevelse. Men tvangen var også med til at de senere kunne modtage den behandling som de havde brug for, for at få det bedre. 

Alt det her fortæller jeg dig, fordi jeg ved at det kan blive bedre, selv om det lige nu føles så forkert. Jeg ved at du kan få den rigtige behandling, selvom du lige nu oplever det modsatte. Jeg ved at behandlerne gerne vil hjælpe, selv om det lige nu føles som om de gør alt andet end at hjælpe. 

Du har, med sikkerhed, gode grunde til at ønske et andet behandlingstilbud. Prøv at tale med behandlerne om hvad der skulle til for at det kunne være muligt. Måske er det faktisk en mulighed lidt længere ude i fremtiden, selv om du har fået et nej lige nu? 
Jeg ved at det psykiatriske system kan være stort og uoverskueligt.
Har du nogle hos dig som kan hjælpe dig? Ellers er det måske noget du kan overveje? Til alle møder med det offentlige har du ret til at have en bisidder med. En bisidder er en person, som kan hjælpe med at tale din sag, og sikre dine rettigheder. Det kan som udgangspunkt være hvem som helst, du føler dig tryg ved. I din situation, kunne det måske være en mulighed at kigge lidt nærmere på den bisidder-støtte de har hos SIND.  
SIND er en forening der hjælper med at skabe bedre forhold for mennesker der er i det psykiatriske system. Og de ved rigtig meget om lige præcis psykiatrien, og derfor tænker jeg dem som en god mulighed for dig. Læs mere om deres ordning her

Kære Pernille. Jeg kan godt forstå, at tanker om døden fylder, og at selvmord kan føles som den eneste løsning. 
Giv dig selv en chance mere. Jeg ved at det nytter, og jeg ved at det kan lykkes. Jeg er sikker på, at du kan ændre din situation på andre måder. 

Når tankerne fylder mest, så sig det til de behandlere du har omkring dig. Hvis det ikke er muligt, så ring til Livslinien. Der sidder rådgivere klar til at tale med dig. Hver eneste dag mellem kl. 11-03 sidder frivillige, der er vandt til at tale med mennesker med selvmordstanker, klar til at lytte.
Der er mennesker der vil lytte. Hold fast i håbet...jeg ved det nytter. 

Gode tanker
Niels-Christian