Kære Dig!

Først mange tak for dit meget modige brev. Du beskriver så fint andres forventninger til dig som menneske. Ja, hvad er det egentlig at være menneske? Vi bliver alle opdraget ind i en bestemt måde at skulle være menneske på. Hvilket er et vilkår, så vi kan omgås hinanden i samfundet. Når det så er sagt, er alle mennesker forskellige nogle er de sociale typer, der helst skal være sammen med andre mennesker hele tiden og andre har det bedst med struktur og faste rammer og nyder mest deres eget selskab.

I dit brev beskriver du; "Folk er vant til min glade og "sociale" personlighed". Ud af det læser jeg, at du er god til at bestride kunsten at være social, men at du egentlig ikke bryder dig om det og aldrig har gjort det. Det er der bare ikke nogen der forstår. Du er måske blevet så god til at spille, at du er social. Det er måske grunden til at du skriver; "Jeg kan ikke lide mennesker". Det tror jeg ikke helt passer, da du skriver at du godt kan se det hyggelige i at mødes med folk indenfor en fast ramme, og at du kan have det sjovt med folk. Men du nyder dit selskab mere end andres og sålænge du har det godt med det, tænker jeg, det er en del af dig. Der er nogle der kan sidde alene i flere måneder og skrive tykke bøger.

Du beskriver, at du er utryg udenfor dit hus og at du føler andre dømmer dig for det. Det kan for nogen synes mærkeligt, men hvis det altid har føltes bedst for dig med trygge rammer og faste aftaler, så skal dine venner og familie lære at forstå det. Du kan beskrive for dem, at du kan bedre være social indenfor en fast ramme som fx fra kl 13-15, som du beskriver i dit brev. Måske de ikke kan forstå det, men du kan fortælle dem, at det betyder meget for dig for så kan du være mere tilstede.

Det er sejt, at du står ved, hvordan du har det, det er ikke alle der tør det, de vil hellere passe ind i gruppen/familien. Det er forudsætningen for et sundt og godt liv, så stå ved, at du nyder dit eget selskab. Du beskriver, at du gerne vil være alene, men ikke ensom. Jeg forstår det sådan, at det du mener med at være alene er, at du nyder dit eget selskab. Ensom er du bange for at blive, hvis dine venner og familie tror du ikke vil dem eller at de ikke vil dig, fordi du ikke følger deres sociale rammer. Derfor jo mere du får fortalt dine behov og får fortalt, at du ikke kan diskutere det, for det er bare sådan du har det bedst, jo nemmere tror jeg, du vil opleve det er at mødes med dine venner og familie. Måske er der nogle, der ikke bryder sig om det, men så er de måske heller ikke rigtige venner. Og måske er der nogle, som det tager tid for at forstå. 

 Jeg ønsker dig held og lykke med at blive ved med at stå ved dig selv.

Hilsen Anne-Sophie