Hej 

Jeg hader virkelig mit liv lige nu. Jeg føler nærmest hver dag er en kamp for at overleve, og jeg kan nogle gange føle det hele er håbløst. 

Det startede da jeg var 17 år og min stedfar døde. Det kom meget uventet og min mor gik helt ned med flaget. Hun var slet ikke til at kende i perioden efter, og hun græd meget - hvilket jo er forståeligt - men derudover begyndte hun også at drikke meget alkohol. Det er ikke fordi jeg beskylder min mor for noget, men det påvirkede mig rigtig meget, at hun egentlig drak sin sorg væk.
Jeg var selv rigtig ked af at have mistet ham, for han var jo på mange måder som en far for mig igennem mit liv, men jeg har svært ved at vise når jeg er ked af det eller tingene bliver for personlige, og selvom jeg var helt knust da han døde, så var der ikke rigtig nogen som lagde mærke til det (jeg græd fx. ikke foran andre, kun når jeg var alene).
Desuden fortalte jeg det kun til én af mine veninder, men hun havde selv nogle problemer med sin familie på det tidspunkt, så jeg følte overhovedet ikke det hjalp at fortælle hende det, for hun spurgte alligevel ikke ind til det yderligere. 
Jeg følte mig sindssygt alene med det hele, og da min mor så begyndte at drikke derefter, så føltes det også som om jeg havde mistet hende. Nogle gange kom hun ret fuld hjem og vi endte med at skændtes, hvor hun fik sagt en masse dumme ting til mig som hun så altid undskyldte for dagen efter, men det skete bare igen en anden dag. Hun var altid ked af hvad hun gjorde bagefter, og så lovede hun at det aldrig skulle ske igen, og hun ikke ville drikke. Men det skete igen, og til sidst mistede jeg troen på hendes ord. 
Jeg synes det var en forfærdelig tid, og mest af alt følte jeg mig så alene med det hele. Man kunne jo sagtens se på min mor, at hun var rigtig ked af det nogle gange, så hun fik meget omsorg fra min mormor og dem hun ellers var tætte med. Men jeg ønskede virkelig nogen som kunne se min smerte og fortælle mig, at det hele nok skulle blive okay. Hvis bare der havde været nogle som havde lagt lidt mærke til mig også. Jeg ved jo at min mor elsker mig højt, og hun ville gerne have været der for mig i den tid, men forståeligt nok havde hun ikke kræfter til det. 

Efter noget tid begyndte tingene at falde lidt mere til ro. Jeg var kommet ind i en rigtig god klasse på HF, min mor drak ikke i samme grad som førhen og hun var mere eller mindre blevet sig selv igen. Vi prøvede egentlig at lade livet gå videre og komme tilbage på rette spor igen.

Der skete så det, at jeg tilbage til dengang min stedfar døde, var begyndt at kaste min mad op hvis jeg synes jeg havde spist for meget eller for usundt. Jeg følte ikke det var noget problem, og jeg kunne godt styre det dengang. Men i løbet af alt det kaos jeg følte der havde været, så endte det med at blive oftere og oftere, og til sidst tog det for meget kontrol.

Jeg holdte et sabatår efter min HF, og det var her det hele begyndte at gå ned af bakke med min spiseforstyrrelse. Jeg fik et arbejde i en delikatesse som jeg blev meget glad for, men derudover havde jeg også pludselig meget fritid. Det startede med at være herligt med den ekstra tid, men til sidst hadede jeg det. Jeg var begyndt at have mange overspisninger hvor jeg kastede op bagefter, og det gjorde mig frustreret og ked af det, så jeg egentlig ikke havde lyst eller overskud til at ville ud af lejligheden. Men det var også elendigt at sidde for mig selv, alene og med en masse dårlige tanker.  Det var nok lidt den der følelse af, at være alene igen.
Heldigvis havde jeg sparet sammen til en 2-måneders rejse sammen med min veninde, og det var super dejligt at komme væk fra det hele herhjemme og bare opleve en masse fede ting og være.. ja lykkelig for en stund.

Da jeg kom hjem igen var jeg ret motiveret for, at jeg aldrig ville tilbage til min spiseforstyrrelse (som jeg ikke rigtig vidste det var dengang). Men der gik næsten ingen tid, så tog den over mit liv igen. 
Det blev så værre og værre, og til sidst opdagede min mor det. Kort sagt fik vi en god, lang og meget grænseoverskridende snak om det hele, og jeg endte med at komme til lægen, hvor han ville sende mig videre i behandling for bulimi. 
Jeg havde gået og skjult det for alle i et par år nu, så det var så mærkeligt pludselig at skulle åbne mig op omkring noget så personligt, og det kunne jeg på den ene side slet ikke lide - men allgievel var det også en kæmpe lettelse.
Jeg startede hos en psykolog, og selvom jeg var rædselslagen for at tale med en fremmed om mig selv, så var det også det jeg ønskede aller mest. At blive lyttet til.

Nu har jeg så været i behandling i et par måneder, og jeg er overordnet set meget glad for at få hjælp til at komme ud af det her. På den anden side, så synes jeg også det hele er blevet meget værre end det har været før. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har gået en hel uge uden at kaste op, og jeg føler ikke jeg kan styre mig selv. Desuden har jeg mistet en masse livsglæde, og jeg kan blive helt vildt ked af det over min situation og det jeg gør ved mig selv.
Jeg føler overhovedet ikke jeg er mig selv, hverken på indre eller ydre plan. Det er hårdt at skulle være sammen med folk, når de ikke ved hvad der foregår. Jeg føler jeg render rundt med sådan en maske op, som udadtil smiler og ser glad ud, men indeni er alting ødelagt. Jeg føler jeg ser forfærdelig ud i ansigtet, fordi min krop er smadret, så jeg kan ikke lide at have øjenkontakt med folk når jeg har sådan en følelse af ikke at være mig selv. Hvad tænker de dog ikke.
Livet flyver bare afsted for øjnene af mig, og jeg lever slet ikke selv længere. Det er virkelig forfærdeligt, og det eneste der giver mig lidt håb lige nu, er den behandling jeg er igang med. Det er så inderligt rart at blive lyttet til og give sig selv lov til, at snakke om sig selv og sine følelser, uden at jeg føler det er ligegyldigt det jeg siger eller samtalen drejer sig over på den anden.

Derudover gør det mig også enormt frustreret og ked af det, at min mor selv næsten lige har fået en depression og egentlig også kæmper med det. Jeg lyder jo enormt egoistisk når jeg siger det her, men hvor ville jeg dog ønske det ikke var sket og hun havde overskud til at være der for mig nu. Det er som at være tilbage til dengang med min stedfar, hvor hun heller ikke havde overskud til at hjælpe mig, og selvom jeg jo er 21 og voksen, så bliver jeg helt vildt ulykkelig bare ved tanken om, at jeg skal stå alene med det her.
Det gjorde endda ondt da min mor fik en buket blomster og søde beskeder fra familien og kollegaerne, for jeg følte mig igen bare så usynlig, ligegyldig og glemt af alle - selvom jeg jo godt ved de ikke vidste det med mig. Men arhghhh det er så svært, for jeg vil jo også bare gerne have min mor har det godt. 

Undskyld det her bliver så utrolig langt et brev, og det er helt ok hvis det ikke bliver læst ordenligt igennem, men jeg er så træt af ikke at kunne fortælle nogen hvordan jeg virkelig har det, så nu skriver jeg bare alle mine tanker ned.

Men ja, vi kæmper begge to lige nu, og så prøver vi også at hjælpe hinanden så godt som vi kan, selvom det nogle gange er rigtig svært.
Vi er blevet gode til at snakke sammen om vores tanker og problemer, og min mor har fået åbnet op for, at hun stadig har et alkoholproblem som hun gerne vil have helt væk nu. Jeg er glad for hun var ærlig, for jeg vidste godt hun gik og gemte hendes øl i skabet og der stod nogle vinflasker bag en stol. Det er hun så begyndt at gå i behandling for også nu - så jeg synes faktisk bare der er en masse rod i mit liv lige nu. Jeg føler virkelig der er flere dårlige ting ved at leve lige nu end der er gode, så det kan virke så sindssygt håbløst og nyttesløst det hele. Jeg kunne næsten ikke klare at være på arbejde i dag, og var lige ved at græde flere gange uden en egentlig grund, men så måtte jeg jo lige tage mig sammen og finde smilet frem når der kom kunder - men hvor er jeg dog bare træt af at gå rundt med den her facade og føle mig tom indeni. Alting gør ondt, men mest af alt gør det ondt, at ingen ved hvor ondt det gør. 

Inderligt tak for at læse mit brev!

Hilsen en meget fortvivlet pige