Kære dig

Det lyder som nogle rigtig svære følelser som du går rundt med, og jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse. Det gør mig også glad at høre at du har en kontaktperson som du er tryg ved og glad for, fordi det, som du selv skriver, for mange kan være rigtig svært at have tillid til psykiatrien. 

Jeg kan forstå at din udfordring er at du lægger al din lykke over på din kontaktpersons nærvær (fysisk og psykisk), hvilket betyder at du oplever angst, overvældende tristhed og tomhed når hun ikke er der. Du bliver, kort sagt, ulykkelig, fordi hun "tager din lykke med sig" når hun går. Udover at det påvirker dig utrolig meget, så er det også et meget stort ansvar at give hende. Jeg vil prøve at forklare hvad jeg mener med det, og jeg håber du kan bruge mine ord til at se at du, med tiden, kan lære at bære din egen lykke, ligesom du gjorde da du skrev ind til os. Og det kan du, også selvom det måske virker rigtig svært lige nu. Det betyder ikke at du skal lære at undgå hende, for jeg tænker egentlig at det lyder til at hun også holder utrolig meget af dig, og det virker til at hun virkelig ønsker at have dig i sit liv - selv udenfor sit arbejde. Der er bare nødt til at være en sund balance, som giver jer begge energi i stedet for at tappe den, sådan at du også kan være mere rolig når hun ikke er der, eller når hun har en anden patient.  

Først og fremmest så er der intet underligt i at du har knyttet dig til hende. Nu skriver du ikke præcist hvorfor du er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, men jeg ved at de ting som du beskriver - angst, tomhed, tristhed, selvmordstanker - ofte handler om at man ikke føler at man er noget værd, og at man ikke fortjener at leve. Det er følelser og tanker som kan være så overvældende at de kan fylde det hele, og det er virkelig sejt at du har bedt om hjælp frem for f.eks. at begå selvmord. Jeg tænker derfor at der må have været en del af dig som ønsker at leve, men som lige nu ikke helt ved hvordan. Og når der så kommer en person som viser at hun holder af dig og virkelig brænder for dig, så begynder du måske at have en tro på at du alligevel er noget værd og har en betydning. Hun dæmper, ligesom selvskaden, de negative følelser og giver dig en tryghed og kærlighed som du ikke har oplevet før. Men når hun så ikke er fysisk (eller psykisk) til stede, så begynder alle de "gamle/indgroede" følelser at poppe op igen og fylde, måske endda endnu mere end de gjorde før. Selvom det er utrolig hårdt at det sker, så tænker jeg egentlig at det giver rigtig god mening at det sker, fordi de positive følelser stadig er så nye. Så nye at de ikke er klar til at stå alene uden "en anden" (din kontaktperson) til at holde dem vedlige. Men det kan du heldigvis øve dig i, og jo mere du øver dig og jo mere du husker dig selv på at du stadig er noget værd, selvom hun ikke lige er der, jo nemmere vil det blive for dig at finde de positive følelser frem på egen hånd. Det vil tage tid, men det kan lade sig gøre, og jeg tænker at det vil være en rigtig god idé at spørge din kontaktperson om hun vil hjælpe dig med det. 

I den forbindelse, så vil det også betyde at hun kan begynde at have mere tillid til at du ikke begår selvmord, fordi hun ikke lige var der. Ansvaret for en andens liv er meget tungt at have på sine skuldre, og jeg tænker at når hun siger at hun ikke kan rumme at du begår selvmord, så handler det om at hun virkelig holder af dig, og at hun også ville bebrejde sig selv hvis det skete. Jeg tænker at hun godt ved at hun har en rigtig god effekt på dig, og at hun også ved at du har det svært når I ikke er sammen. Hun bekymrer sig for dig (besøger dig i sin fritid og uden for afdelingen), og det er et meget direkte tegn på omsorg og kærlighed. Men der hvor der er kærlighed og omsorg, vil der også være en frygt for at miste og for at gøre noget forkert. Jeg forestiller mig at du ved hvad jeg snakker om, fordi du netop også oplever den dobbelthed. Fordi du elsker hende, er du bange for at miste hende. Måske er hun også bange for at miste dig? Måske fylder det også rigtig meget for hende. Det lyder det til at det gør, og det er, som du selv ved, ikke de mest behagelige følelser at gå rundt med hver gang man ikke lige er i nærheden. Hvis I begynder at arbejde med hvordan du kan finde den omsorg og den kærlighed i dig selv (skabt af hende), så vil det betyde at I begge to kan finde mere ro når I ikke er sammen, og det tænker jeg at du gerne vil give hende? Og det ved jeg at hun gerne vil give dig. Måske kan du prøve at se hende som en gartner der planter et frø i haven (som er dig). Frøet skal have vand, god jord og sol (og kærlighed) for at vokse sig til et stort og stærkt træ. I starten vil planten være lille og skrøbelig, og den kan ske at vælte hvis der kommer et vindstød. Men med tiden (og med god pleje) så vokser den, og bliver til sidst til et træ der kan stå selv. Måske får det endda æbler på grenene, som på et tidspunkt selv kan sprede nye frø i andre haver. Jeg håber min metafor giver mening for dig. 

For at opsummere, så tænker jeg at I skal øve hvordan du kan opbygge den samme omsorg og kærlighed for dig selv, som hun viser dig (og som du viser hende). Du skal lære at hænge din lykke på dig selv, så den ikke går ud af døren, når hun gør det. Hun må meget gerne være en del af den lykke og hjælpe dig med at få den sat over på dig. Du skal lære at se dig selv med hendes øjne, og du er utrolig heldig at du har mødt et menneske som ser på dig med så meget omsorg og kærlighed. Det er noget som alle fortjener, men som ikke alle oplever. 

Når du har lært at se dig selv med hendes øjne, så vil du aldrig miste hende (uanset hvor langt væk hun er), og du vil bære hendes kærlighed i dit hjerte resten af dit liv. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og at du vil fortælle din kontaktperson om dit brev herind til os. Måske kan du overveje at få hende til at skrive et brev til dig som du kan læse når du er trist eller får trang til selvskade. Et brev hvor hun minder dig om hvilken fantastisk person du i virkeligheden er, og alt det som hun ser i dig. Hvis du stoler på hende, så vil du også stole på hendes ord og så kan de hjælpe dig med at træne at snakke til dig selv med omsorg.

Mange kærlige hilsner

Signe