Er det normalt?!

brevkassespørgsmål

Er det normalt?!

brevkassespørgsmål af
Opgivende fyr.
20 år
Oprettet 7 år 6 måneder siden

Jeg fik for 5 år siden, en maveinfektion. Siden den gang har jeg haft meget forstoppelse igennem tiden, jeg har haft gode, og dårlige perioder. Men her på det sidste er det rigtig slemt, jeg får nogle andre symptomer, som jeg er ret usikker på. Kan man ved forstoppelse, opleve svimmelhed, svingende puls, en smule åndenød, samt hjertebanken? Jeg spørger, da min læge ikke vil tage mig seriøst, og jeg orker snart ikke mere. Hvad skal jeg gøre, her for leden dag, da jeg løb en tur fik jeg voldsom hjertebanken, min pulsmåler sagde at mit hjerte hoppede op på 234 to gange lige efter hinanden, jeg fik det rigtig skidt. Lige siden den dag, så har jeg oplevet Svingende puls, også i hvile. 57-90 slag.

(Målt med 24 timers puls måler, fra fitnessur) 

Er tit forpustet, og føler mig træt, følelsen af kroppen er meget tung, og kraftig svimmelhed. (Nogle gange kan hverdagens almindelig ting, være en stor udfordring)

Følelse af vejrtrækningsproblemer.

Ondt i kroppen. (Stikken i brystet, ondt i nakken, ondt i armene.)

Skal lige siges, at jeg grundet min uddannelse sidder meget ned. Hvad skal jeg gøre, hvis min læge ikke gider lytte, han siger jeg er for ung til, at fejle noget.

Svar: 

Hej med dig,

Det er bestemt ikke rart at føle, man ikke bliver taget seriøst. Din læge skylder  som minimum at forklare dig, hvorfor han ikke mener, du fejler noget - hvis det da er det, han mener.

Jeg mener dog imidlertid, du bør undersøges nærmere. En puls på 234 slag/min er meget høj. Man siger, at en normal maxpuls ved maksimal fysisk anstrengelse er 220-alder, dvs. i dit tilfælde 200 slag/min ved absolut maksimal anstrengelse. En almindelig løbetur bør ikke bringe din puls op til 234 slag/min. Der kan selvfølgelig være tale om en målefejl i pulsuret, men det bør undersøges nærmere.

Helt konkret bør din læge undersøge dig og foretage et EKG - et elektrokardiogram. Herved måles hjertets elektriske aktivitet. Hos din læge vil der kun være mulighed for at måle dit EKG i hvile, og det er derfor ikke sikkert, det vil vise noget unormalt. I så fald bør du bede om at blive henvist til en "arbejdstest" på den nærmeste hjerteafdeling. Her måler man EKG, blodtryk mv., mens du cykler på en kondicykel eller løber på et løbebånd. Farten øges gradvist med 2 minutters interval, indtil du til sidst siger stop af udmattelse, syre i benene eller ved abnormt høj puls. Sådan en undersøgelse kan derved afdække, hvordan hjertet fungerer under belastning. Hvis denne test er normal, og du får en puls på 234 slag/min, uden der er andet abnormt, kan du konkludere, at du bare er i stand til at have en meget høj puls.

Hvis du skulle få ubehag under en løbetur igen, bør du kontakte en læge med det samme; jeg synes, du bør have din mobiltelefon med ud at løbe. Hvis det er i dagtiden, skal du kontakte din egen læge. Hvis det er efter lægens lukketid (typisk kl 15-16 stykker), skal du ringe til vagtlægen (1813 i Region Hovedstaden). Men hvis du på nogen måde får det dårligt eller bliver meget bekymret, skal du ringe 112. 

Jeg er ked af, hvis jeg skræmmer dig. Du fejler med al sandsynlighed ikke noget alvorligt. Men hellere ring 112 ti gange for meget end een gang for lidt.

Symptomerne fra din mave har formenltlig ikke nogen sammenhæng med hjertet. Det sker ofte, at den normale tarmflora (de milliardervis af bakterier i tarmene) ændres efter en maveinfektion. For nogle ændres tarmfloraen ikke tilbage til normen uden hjælp. Mange kan have gavn af at spise tilskud af bakterien Bifido. Denne findes i fx. cultura og endnu bedre i kosttilskudet Bifiform Plus, som kan købes i håndkøb på de fleste apoteker. Endvidere kan du have gavn af at spise en masse fibre (rugbrød, havregryn, grønne grøntsager) samt drikke rigeligt vand. Dertil kan du købe noget mild afføringsmiddel, fx Magnesia eller Laktulose. De gør aføringen mere blød og nemmere at komme af med.

Du skal opsøge din læge, hvis der kommer blod i afføringen, eller hvis du taber dig uden at dette kan forklares ved slankekur, motion eller lign.

Jeg håber, mit svar hjælper dig.

Mvh Kasper, læge

KasperAs billede
Kasper har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program