Kære dig

Det må være ubehageligt og hårdt for dig at gå rundt med den vrede som du beskriver i dit brev. Det lyder til at det er en vrede som dækker over rigtig mange forskellige ting, både derhjemme, i skolen og måske endda vrede rettet mod dig selv (?). De fleste af os vil, på et tidspunkt i vores liv, opleve at være vrede, og nogle gange kommer det til at fylde så meget at det kan være svært at se andet. Det kan også være virkelig svært at skulle spørge andre om hjælp, og jeg er rigtig glad for at du har skrevet ind til os. Jeg håber at mit svar kan give dig lidt at tænke over, og måske også berolige dig lidt. Jeg vil også give dig et par bud på hvad du selv kan gøre for at det hele bliver lidt mindre tungt. 

Først og fremmest skal du vide at mange teenagere, ligesom dig, begynder at opleve en masse forskellige følelser. Særligt vrede, ked af det-hed og magtesløshed kan fylde rigtig meget, og det kan virke som om at ens humør skifter fra 0-100 på et kort øjeblik. Det er rigtig svært at stå i, og det kan også være svært for de mennesker som er omkring fordi de ikke ved hvordan de skal reagere. De store sving i ens humør, vil blive mindre efterhånden som du bliver ældre, men derfor er det allerede nu, en god idé at tænke lidt over hvad man selv kan gøre for at reagere anderledes. Nu skal du ikke tænke at det er dig der er forkert, for sådan er det ikke. Det er tilgengæld sådan at det er rigtig rigtig svært at ændre på andre, og få dem til at blive "som man gerne vil". Al forandring starter med dig selv. Selvom det lyder som en kliché, så giver det utrolig meget mening. Hvis du bruger al din energi på at være vred over at andre ikke hjælper dig, at det altid er dig der hjælper dine forældre, at din flirt vælger en anden, at du ikke føler dig smuk nok og at du ikke kan få det hele til at fungere, så er der ikke særlig meget energi tilbage til de gode ting. Til at glædes over at du har overskud til at hjælpe andre, at du kan gøre en forskel for dine forældre i deres hverdag, at du rent faktisk har mødt hele to søde fyre som du har flirtet med og som synes du er den smukkeste, og til at øve dig i at række hånden mere op i timen. Og jo mindre tid der er til de ting, jo mere vil det andet fylde og kun gøre dig mere frustreret. Hvis du prøver at glædes over tingene, bliver du så stadig vred? Prøv at gøre det lige nu. Hvordan føles det? Kan du finde andre ting at glædes over? Hvilke tanker dukker der op? 

Jeg forestiller mig at der nok vil dukke nogle tanker op som siger noget a la: "de andre gør mit liv til noget lort", "der er intet jeg kan gøre", "jeg kommer for evigt til at være dum, grim og ulykkelig". Jeg tror at de fleste kan nikke genkendende til den slags tanker. De fleste af os har haft dem, og som jeg ser det, så er det helt forståeligt og normalt at du bliver vred når de tanker melder sig. Hvis det nu var en anden som sagde de her ting til f.eks. en veninde, hvordan ville du så reagere? Ville du mene at de havde ret? Her vil jeg gå så langt som til at sige at du nok ikke ville mene at de havde ret. Du ville nok endda støtte din veninde og fortælle hende at hun er god nok. Er det muligt at gøre det over for dig selv? Du skriver at du altid hjælper andre, men at de aldrig hjælper dig. Hvordan vil du gerne hjælpes? Har du spurgt? Er det muligt at du kan hjælpe dig selv ved at fortælle andre hvad du ønsker at de skal gøre? 

De fleste mennesker vil rigtig gerne hjælpe andre, men det gælder også at langt de fleste ikke ved hvordan. De ved simpelthen ikke hvordan de skal reagere når nogen bliver kede af det, sure eller frustrerede. Det er ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke ved hvordan. Og det er kun os selv (dig selv) som ved hvad vi egentlig har brug for. Om vi har brug for hjælp til en løsning eller måske bare nogen der lytter? Og hvis du ikke siger det, så sker det ikke - næsten aldrig i hvert fald. Men hvis du siger noget, så øger du din chance med mindst 80%.

Så hvordan kan du bruge det? Næste gang du har brug for hjælp fra nogen, uanset om det er et konkret problem eller et lyttende øre, så spørg. Ræk ud og fortæl dem hvad du har brug for at de gør. De er okay at du f.eks. siger at det du har mest brug for lige nu, er at de lytter, uden at finde på løsninger. Det kan også være omvendt. Det samme gælder for de drenge du flirter med. Giv udtryk for hvad du gerne vil, og spørg dem direkte om hvad de ønsker. Du skrev at du elskede en fyr, men at han var sammen med en anden. Måske betyder det at du skal give slip? Jeg ved godt at det er rigtig svært at skulle give slip, og særligt når det så føles som om at du giver slip på kærligheden. Men i virkeligheden giver du slip på frustrationerne. På vreden over at han var sammen med en anden. 

Det samme gælder for derhjemme. Har du snakket med dine forældre om fordelingen af arbejdsopgaver derhjemme? Har du fortalt dine søstre at du oplever at du skal tage et meget stort ansvar, og at du ønsker en ny fordeling? Jeg kan godt forstå at du har lyst til at hjælpe og støtte dine forældre, særligt når de er syge, men du skal huske at det ikke er dit ansvar at bære det fulde ansvar for dine forældres overskud. Det kan de kun selv. Men du kan fortælle dem hvad du har brug for, og du kan åbne op for at I kan snakke om de ting som måske er svære.

Du skriver også at du oplever at du er grim. Det er virkelig en følelse som de fleste (nok alle) kan forholde sig til, fordi langt de fleste af os har haft dage hvor vi var usikre på os selv, på vores tøj, vores hår, vores kroppe, vores alting. For kvinder kan det i nogen perioder (særligt hver måned i forbindelse med menstruation) være en kæmpe stor overvældende følelse, som kan slå os så meget ud at vi helst bare vil ligge os til at dø. Men det er kun en følelse. Og det går over. Så igen, vil jeg spørge dig - hvad ønsker du? Kan du selv gøre noget for at du føler dig smukkere? Det er altid en god idé at starte med sine tanker (og involverer mindre sved end et fitnesscenter). Du skriver at du er mega grim (hvordan føltes det at jeg skrev det?). Forestil dig at du, igen, høre nogle andre snakke sådan til din veninde. Vil du så give dem ret? Hvad nu hvis det er din veninde som fortæller at det er sådan hun tænker om sig selv? Hvad vil du så sige til hende? Og igen, kan du sige de samme ting til dig selv?

Jeg tror at vi allesammen kunne have gavn af at tænke på os selv som en god veninde/ven og så behandle os selv derefter. For ligesom at din veninde ville blive rigtig ked af det, hvis du sagde at hun var grim (og at hendes tanker har ret), så bliver du ked af det hver gang du fortæller dig selv at du er grim. Men det er ikke nemt at ændre vores sprog til os selv. Man skal øve sig, øve sig lidt mere og øve sig igen.

Nu er mit svar blevet ret langt, og jeg håber du har fået noget med som du kan bruge. Husk at du altid er velkommen i vores chat, hvor du f.eks. kan øve dig i et nyt tankesprog sammen med en af vores rådgivere. Jeg tænker også at du måske vil synes at Girltalk er fedt. Man kan lidt sige at det er en online pigeklub, hvor jeg er helt sikker på at du kan møde andre som går med de samme tanker/oplevelser/følelser som dig. 

Kærlig Hilsen

Signe