Hvordan kommer jeg videre?
Hvordan kommer jeg videre?
Jeg har haft en meget traumatisk barndom. Har langt afstand til min familie og været til psykolog. Jeg har det sådan set godt. Men der er dage, hvor fortiden kommer meget op hos mig og hvor jeg tænker meget på det, særligt, når jeg er sammen med andre unge og hører om, hvordan deres liv har været og hvordan deres forældre støtter dem og respekterer dem.
Vil jeg skulle forvente, at mine minder sommetider dominerer meget? Og er det ok at blive ked af det?
Hvordan søger jeg at leve, så den fortid ikke hele tiden "ånder mig i nakken" men forbliver ( for det meste) i fortiden så jeg har kræfter til nutiden?
Hej med dig,
Hvor er det dejligt at høre, at du generelt føler, at du har det godt, selvom du har haft en svær barndom. Det er stærkt, at du er kommet videre, og formår at skabe et bedre liv for dig selv, selvom det har krævet nogle ofringer i form af din kontakt til din familie.
Det er dog helt naturligt og ganske forståeligt, at du indimellem bliver ked af det og tænker tilbage på din barndom. Jeg kan godt forstå, at det er ubehageligt for dig, og at det gør dig ked af det. Sådan tror jeg alle mennesker vil have det.
Du spørger, hvad du skal gøre, for at lære at leve med din fortid uden at den påvirker din nutid for meget. Jeg har flere ting i tankerne. Først og fremmest tror jeg, at det er vigtigt, at du siger til dig selv, at det er helt okay, at du sommetider bliver ked af det. At blive ked af det, er jo egentlig et sundhedstegn, og så længe du formår at være glad og ikke lader din fortid styre din nutid, så er det fint, at blive ked af det engang imellem. Har du nogle du kan snakke med omkring det hele? En god veninde, en kæreste eller måske et familiemedlem? Nogle gange kan det hjælpe at skrive til folk for at komme på bedre tanker, og evt. sige at man lige er lidt ked af det. Alternativt, kan det det også hjælpe at finde på noget andet at lave, når man bliver ked af det, så ens hjerne på den måde bliver distraheret.
Jeg tror, det for dig handler om at være meget bevidst om dig selv og hvor du er på vej hen i livet. Går dit liv den rette vej, eller er der ting du kan ændre, så du på sigt får et bedre liv? Det kan være uddannelsesmæssigt, jobmæssigt, i forbindelse med kærester eller venskaber. Når man har levet i hårde kår, kan man godt have en tendens til at falde lidt tilbage til det man kender, for selvom det ikke var trygt, så er det alligevel mere trygt end det ukendte. Jeg tror derfor, det er vigtigt for dig, at du fokuserer på at bryde med din sociale arv, og virkelig fokuserer på hvad der vil gøre dig glad i livet.
Nu ved jeg ikke, om det er noget for dig, men når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, om du vil kunne have glæde af, at formidle dine oplevelser og erfaringer videre til andre børn/unge, som står/har stået i samme situation som dig. Der findes flere frivillige organisationer, som fx holder en slags foredrag eller workshops, hvor personer som dig, vil kunne være enormt brugbare, da du forstår de unges problemer, hvilke tanker de går med, osv., hvis de står i en traumatisk familiesituation. Du kan på den måde blive en slags rollemodel og give håb for andre unge, som har stået eller står i en svær situation. Jeg ved godt, at du på den måde vil skulle forholde dig rigtig meget til din egen barndom, og at den dermed ikke bliver lagt i baggrunden. Men at skulle forholde sig til sin egen barndom på en helt ny måde, som hjælper andre, kan for nogle være meget befriende, og kan få én til at tænke på det hele med nye øjne.
Så for at samle op: Det er helt naturligt og forståeligt, at du bliver ked af det, og det hjælper dig med at hele. Når ting kommer mere på afstand og man har forholdt sig til det tilpas meget, så vil ting ofte begynde at fylde mindre, og du vil sikkert opleve, at du mere sjældent bliver ked af det. Dette er naturligvis som udgangspunkt som følge af, at du lever et liv, du er glad for, og formår at have det godt, for når man har det godt, har man også meget mere overskud til at kæmpe mod det negative som indimellem kommer til én.
Håber du kan bruge svaret!
Mange hilsner
Christina.