Ulykkeligt forelsket

brevkassespørgsmål

Ulykkeligt forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
11 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej brevkasse jeg er en pige på 11 år jeg har et problem jeg er forelsket i en dreng fra min klasse jeg synes at han er rigtig sød og sjov men jeg tror ikke at han er forelsket i mig en anden pige fra min klasse har vist været hemmelige kærester men pigen ville så slå op med ham jeg hved ikke om hun har gjort det endnu. mange af det andre piger er lidt forelsket i ham. han kigger på mig en gang i mellem i timerne så smiler jeg til ham og han smiler tilbage hvis jeg skal være helt ærlig så hved jeg virkelig ikke om han kan lide mig eller ej jeg overvejer at spørge om vi skal være kærester da jeg ikke tror jeg kan få ham ud af hovedet på andre måderhjælp hvad skal jeg gøre PS undskyld stavefejl...

Svar: 

Hej med dig,

Jeg kan godt forstå at du synes det er svært at vide hvad du skal gøre. Det kan være rigtig svært at være forelsket i en, som man ikke ved om han også er forelsket i en tilbage. Det lyder til at du har kunne lide ham i et stykke tid og at disse følelser og tanker fylder rigtig meget hver dag. Det kan jeg godt forstå. Det er så dejligt at være forelsket, men det kan også være svært, fordi der er så mange ting man ikke ved, fx. om han kan lide en tilbage, om han måske allerede har en kæreste og så kan det også være svært når man ved, at der er rigtig mange af de andre piger fra klassen, der også synes han er sød. Det kan være svært at sidde alene med alle sine tanker og det gør det i hvert fald ikke nemmere at tage et beslutning, når man ikke har nogle at dele sine tanker med. Derfor er det også så godt at du skriver ind. Jeg håber rigtig meget, at du kan bruge mit svar, og at du kan bruge nogle af mine råd, så du kan blive mere klar over hvad du skal gøre.

Jeg vil starte med at rose dig for at lytte til dig selv og dine følelser. Det er en god ting at kunne. Det lyder til, at du er god til at lægge mærke til hvordan du har det og bide mærke i dine egne tanker. Selvom det måske kan lyde simpelt, så er der faktisk mange mennesker, som har rigtig svært ved dette. Jeg vil gerne rose dig for at være så god til det og være tro mod det du mærker. Det er virkelig godt gået!

Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at finde ud af hvordan han har det med dig. Det er et af de spørgsmål, som vi får rigtig tit her på Cyberhus: "Hvordan finder man ud af om han er vild med mig?". Det kan være rigtig svært at læse signaler, og føle sig sikker på at man har læst dem rigtigt. Du kommer med et eksempel, nemlig det at han nogle gange smiler til dig i timen. Det kan jo sagtens være et signal på at han synes du ser sød ud og at han gerne vil lære dig bedre at kende, men jeg kan sagtens forstå hvorfor du alligevel synes det er svært at finde ud af, for det er jo ikke sikkert, at det er det de smil betyder og at det er sådan han har det. Den bedste måde at finde ud af hvordan han har det med dig er nok at spørge ham direkte, men det kan jo også være svært at gøre, fordi man jo ikke ved hvordan han har det, og hvad hvis han siger at han ikke vil være kærester eller noget andet der ikke er rart at høre? Det kan jeg godt forstå, hvis du også har det på den måde?

Sådan som jeg forstår dit brev, så er dit spørgsmål om du skal spørge ham om I skal være kærester, fordi du ikke kan få ham ud af hovedet. Det er jo egentlig det jeg skrev før, at hvis du vil vide med sikkerhed hvordan han har det med dig, så er det nok den måde du får det mest præcise og klare svar, men som jeg også skrev lige før, så skal du nok gøre det klart med dig selv om du er klar på at få ren besked uanset hvad svaret så er? Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at det kan være godt at forberede sig på hvordan man ville have det med det hvis han enten svarede ja eller nej. Jeg tænker, at hvis han svarer, at han gerne vil være kærester med dig, så bliver du nok glad, men hvad hvis han svarer nej? Det kan hjælpe en selv, hvis man tænker over hvordan man ville have det med det, inden man spørger, fordi man så bedre kan håndtere det hvis det skulle ske. Man kan jo af gode grunde ikke vide hvad han vil svare, men man kan forberede sig selv bedst muligt. Hvis du tænker, at du vil spørge ham, så synes jeg det ville være en god ide at tænke over hvordan du ville have det med alle de mulige svar han kan komme med.

Det kan være nemmere at forberede sig på det, hvis man snakker med gode veninder om det. Måske kan I sammen øve jer på at spørge om det, og måske også øve jer på hvad I vil gøre alt efter hvad han kunne finde på at svare. Desuden kan det være, at dine veninder kan svare på nogle af de andre spørgsmål du beskriver i dit brev: om han har en kæreste eller om de har slået op? Hvad det kunne betyde at han smiler til dig i timerne? Det kan være rigtig hjælpsomt at snakke med sine veninder om den her slags, fordi det for det første kan hjælpe alene det at sige sine tanker højt, så de ikke fylder så meget i hovedet på en, og for det andet fordi de måske kan hjælpe med at få styr på nogle af alle de spørgsmål der opstår når der er noget man tænker meget over. Måske har de lagt mærke til noget du ikke selv har. Måske har de selv stået i en lignende situation, og derfor har nogle råd du kan bruge?

Jeg vil også gerne gøre det helt klart, at det jo er helt op til dig hvad du vælger at gøre. Jeg fornemmer i dit brev, at du overvejer at spørge ham, og derfor har mit svar taget fokus på denne løsning, men det er helt op til dig selv om det er noget du vil gøre!

Du skal vide, at du altid er velkommen til at skrive i brevkassen igen, hvis du får lyst eller brug for det! Du er også altid velkommen til at logge på vores 1-1chat, hvor du kan chatte med vores dygtige, voksne rådgivere. Det kan være en god løsning, hvis du har mange spørgsmål, som du kan få snakket om løbende. Hvis det er noget du har lyst til, så kan du finde chatten her.

Jeg vil ønske dig held og lykke med at finde en løsning, som du kan bruge til at få svar.

De bedste hilsner,

Astrid

 

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program