Grænser og overgreb

blogindlæg

Grænser og overgreb

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 7 år 11 måneder siden

Hvornår må jeg sige fra?

På torsdag i gruppechatten skal vi snakke om grænser og overgreb. Vi skal snakke om hvordan man kan mærke om ens grænse er blevet overtrådt, og hvordan man bedst kan sige fra når det sker. 

Psykisk og fysisk overgreb

Ofte tænker man på fysiske overgreb, som f.eks. overfald, voldtægt eller seksuelle overgreb, når man tænker på grænseoverskridende overgreb. Det er sandt at den fysiske del kan være meget voldsom og kan betyde at man opfatter sig selv og andre på en anderledes, måske meget negativ, måde. Nogle gange kan man være i tvivl om hvad man egentlig har oplevet og hvordan man har det med det. Det kan f.eks. være hvis man føler sig tvunget til at lave seksuelle ting med en kæreste, selvom man måske ikke føler sig klar. Det kan også være at man er udsat for en voldelig oplevelse, som får direkte betydning for ens helbred.

Overgreb kan også være psykiske. Hårde ord, trusler eller nedgørende kommentarer kan føles ligesom piskeslag, og kan have lige så stor betydning for hvordan man har det som et fysisk overgreb. De psykiske overgreb er ikke synlige som de fysiske, og man kan ofte blive helt i tvivl om det man føler er rigtigt, om man måske tager fejl af ens oplevelse eller om man egentlig har ret til at føle som man gør. Det er særligt hvis det psykiske (og fysiske) overgreb er begået af en som du stoler på eller som du måske har respekt for eller føler pligt overfor. Det kan være en læge, psykolog, chef, forælder, lærer eller måske endda en ven. 

Det er ikke din skyld

Uanset hvordan overgrebet ser ud, så har det stor betydning for hvordan man opfatter sig selv og verden, og det kan også få betydning senere i livet. Når man bliver udsat for et overgreb vil man ofte føle at det er ens egen skyld, og det kan føles pinligt at snakke om det. I gruppechatten er der ofte nogen af jer som gerne vil dele jeres oplevelse, men som er bange for hvordan andre vil reagere. Det kan være tanker som: Vil de andre forstå mig? Vil de andre mene at det er min skyld? Vil de mene at jeg "bare skal komme over det"? 

I den forbindelse er det vigtigt for mig at understrege at der er plads og rummelighed i gruppechatten, og at der indtil videre kun er blevet reageret med støtte, omsorg og opbakning. Så hvis du har lyst til at dele din oplevelse, kan du trygt gøre det i gruppechatten. Her er du desuden anonym, så du kan også trygt afprøve hvad der sker, når du fortæller om din oplevelse. Og der vil altid være en rådgiver (ofte mig) som passer på dig - og de andre - i gruppechatten.

Jeg håber vi ses på torsdag kl.18-21 

Kærlig hilsen

Rådgiver Signe

 

 

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program