OBS: Jeg beklager for stavefejl og korrektur jeg er ordblind...

Jeg er en ung fyr som føler, at jeg sidder fast og ikke kan komme videre i livet. Jeg har altid følt mig ældre end jeg egentlig er, og er virkelig fremme i skoene. Jeg har alle de drømme og mål i livet, og vil gøre alt for nå dem.

I 2016 startede jeg på gymnasiet i 1.g og var meget usikker på at starte. Efter folkeskolen gik jeg straks ud på arbejdsmarkedet og arbejde i detailhandel, men efter 1,5 år fandt jeg ud af, at jeg gerne vil læse jura i udlandet. Så jeg startede og har haft det meget svært at falde til, men jeg ved hvad et kræver af mig for at kunne komme ind og læse på Uni. Så det har jeg det okay med, men problemet er at jeg gerne vil ud og opleve verden, rejse til Paris for at se Louvre eller tage til Italien for at spise pizza i Napoli. Jeg vil gerne læse jura i England og møde en fantastisk fyr på Oxford street (jeg er homoseksuel). 

Men jeg er hjemmeboende og skal nu flytte i et nyt hus om 1 måned. Men for at være helt ærlig, så har jeg ikke lyst, og jeg vil hellere flytte ind til København, men jeg har desværre ikke økonomien til det. Jeg er en del af en minoritet, og derfor er det lettere for mig at være i en storby. Derfor er jeg ret tit i København og i det homoseksuelle miljø. 

Jeg har venner som er på min egen alder som er flyttet hjemmefra og jeg føler, at de er så meget mere voksen end jeg er, både deres forhold til deres forældre. Jeg føler stadig at jeg er 15 år og min mor er overbeskyttende, og jeg har prøvet at tage samtalen med hende, men det er svært for hende at slippe. Min venner er blevet eller bliver student her til sommer, og jeg skal “bare" op i 2.g og føler ikke, at jeg kommer videre og det er ret frustrerende. Jeg ved godt at min tid vil komme og skal bare "carpe diem", men jeg føler virkelig ikke jeg kan vente. 

I lang tid har jeg søgt efter en kæreste og har flere gange gået på, kompromis med de fyre som jeg har mødt. Det resulterede i at jeg har været ked af det og sur på mig selv, fordi jeg har følt mange nederlag, men jeg har også været sammen med nogen på 33-36 år, og det er fordi jeg føler at de er mere stabile end dem på min egen alder. Jeg kan huske min første kærlighed sagde, at jeg skulle ud og opleve verden, være sammen med folk på min egen alder, tage de chancer som kom, ud og nyd livet. Men med ham følte jeg for engang skyld, at jeg levede livet, selvom det ikke var et sundt forhold vi havde. Ud og opleve verden er klart noget jeg vil, men jeg føler bare at jeg sidder fast. Jeg er også på de diverse datings app for homoseksuelle, og det irriterer mig fordi de søger kun sex, og det gør jeg ikke, det klare jeg fint selv, men jeg vil gerne møde en fyr, som kan tage mig med storm. Jeg vil have en fyr ligesom MIKA (sanger), haha.

Jeg har en veninde som siger, at jeg skal fokusere på mig selv, og gør mit eget "græs grønnere", gør de ting som jeg har lyst til, starte til crossfit, yoga eller rejse alene til Paris for at "teste" mig selv af. Men også at jeg skulle prøve, at slette de diverse datings app for at komme videre, og tænke på mig selv. Jeg skulle nok møde en fyr, men jeg skulle måske arbejde med min selvtillid og selvværd. Jeg skulle også prøve at være mere positiv for den erfaring jeg har fået ved at arbejde i detailhandel, og er blevet den erfaring rigere, i stedet for at se negativt på det. Jeg skulle tænke på gymnasiet som en adgang til kunne læse i England eller Paris. 

Men jeg gider bare ikke at vente, og føler mig så barnlig når jeg skriver dette. Fordi jeg er så taknemlig for alt den erfaring jeg har fået og alt den opbakning som jeg har, og jeg er virkelig en privilegeret fyr. Men jeg har bare den følelse inden i, og det er frygteligt. Jeg har brug for hjælp, om jeg er den eneste som har det sådan her? Men også hvad jeg skal gøre, fordi jeg føler mit liv er gået i stå.

OBS: Jeg beklager for stavefejl og korrektur jeg er ordblind...

Jeg er en ung fyr som føler, at jeg sidder fast og ikke kan komme videre i livet. Jeg har altid følt mig ældre end jeg egentlig er, og er virkelig fremme i skoene. Jeg har alle de drømme og mål i livet, og vil gøre alt for nå dem.

I 2016 startede jeg på gymnasiet i 1.g og var meget usikker på at starte. Efter folkeskolen gik jeg straks ud på arbejdsmarkedet og arbejde i detailhandel, men efter 1,5 år fandt jeg ud af, at jeg gerne vil læse jura i udlandet. Så jeg startede og har haft det meget svært at falde til, men jeg ved hvad et kræver af mig for at kunne komme ind og læse på Uni. Så det har jeg det okay med, men problemet er at jeg gerne vil ud og opleve verden, rejse til Paris for at se Louvre eller tage til Italien for at spise pizza i Napoli. Jeg vil gerne læse jura i England og møde en fantastisk fyr på Oxford street (jeg er homoseksuel). 

Men jeg er hjemmeboende og skal nu flytte i et nyt hus om 1 måned. Men for at være helt ærlig, så har jeg ikke lyst, og jeg vil hellere flytte ind til København, men jeg har desværre ikke økonomien til det. Jeg er en del af en minoritet, og derfor er det lettere for mig at være i en storby. Derfor er jeg ret tit i København og i det homoseksuelle miljø. 

Jeg har venner som er på min egen alder som er flyttet hjemmefra og jeg føler, at de er så meget mere voksen end jeg er, både deres forhold til deres forældre. Jeg føler stadig at jeg er 15 år og min mor er overbeskyttende, og jeg har prøvet at tage samtalen med hende, men det er svært for hende at slippe. Min venner er blevet eller bliver student her til sommer, og jeg skal “bare" op i 2.g og føler ikke, at jeg kommer videre og det er ret frustrerende. Jeg ved godt at min tid vil komme og skal bare "carpe diem", men jeg føler virkelig ikke jeg kan vente. 

I lang tid har jeg søgt efter en kæreste og har flere gange gået på, kompromis med de fyre som jeg har mødt. Det resulterede i at jeg har været ked af det og sur på mig selv, fordi jeg har følt mange nederlag, men jeg har også været sammen med nogen på 33-36 år, og det er fordi jeg føler at de er mere stabile end dem på min egen alder. Jeg kan huske min første kærlighed sagde, at jeg skulle ud og opleve verden, være sammen med folk på min egen alder, tage de chancer som kom, ud og nyd livet. Men med ham følte jeg for engang skyld, at jeg levede livet, selvom det ikke var et sundt forhold vi havde. Ud og opleve verden er klart noget jeg vil, men jeg føler bare at jeg sidder fast. Jeg er også på de diverse datings app for homoseksuelle, og det irriterer mig fordi de søger kun sex, og det gør jeg ikke, det klare jeg fint selv, men jeg vil gerne møde en fyr, som kan tage mig med storm. Jeg vil have en fyr ligesom MIKA (sanger). 

Jeg har en veninde som siger, at jeg skal fokusere på mig selv, og gør mit eget "græs grønnere", gør de ting som jeg har lyst til, starte til crossfit, yoga eller rejse alene til Paris for at "teste" mig selv af. Men også at jeg skulle prøve, at slette de diverse datings app for at komme videre, og tænke på mig selv. Jeg skulle nok møde en fyr, men jeg skulle måske arbejde med min selvtillid og selvværd. Jeg skulle også prøve at være mere positiv for den erfaring jeg har fået ved at arbejde i detailhandel, og er blevet den erfaring rigere, i stedet for at se negativt på det. Jeg skulle tænke på gymnasiet som en adgang til kunne læse i England eller Paris. 

Men jeg gider bare ikke at vente, og føler mig så barnlig når jeg skriver dette. Fordi jeg er så taknemlig for alt den erfaring jeg har fået og alt den opbakning som jeg har, og jeg er virkelig en privilegeret fyr. Men jeg har bare den følelse inden i, og det er frygteligt. Jeg har brug for hjælp, om jeg er den eneste som har det sådan her? Men også hvad jeg skal gøre, fordi jeg føler mit liv er gået i stå.