Kære du,

Jeg kan sagtens forstå at du synes det er en svær situation du står i. Det er bestemt ikke nemt at vide hvad man skal gøre, når det handler om familie. Det må være hårdt og krævende hele tiden at skulle være på vagt derhjemme og konstant tænke på hvordan du kan undgå ham i løbet af dagen. Jeg kan godt forstå hvis du er træt af at det skal være sådan, og godt gad at det kunne ændre sig.

For det første vil jeg sige, at jeg ikke kan sige hvorvidt din far er psykopat eller ej. Det kan man ikke vurdere ud fra et brev alene. Men uanset om din far er syg eller ej, så kan jeg forstå ud fra det du skriver, at det må hårdt at være dig! Det må kræve enorme mængder energi hele tiden at skulle overveje hvordan du kan undgå ham den dag eller hele tiden at skulle gå på listefødder for at se humøret an inden man ved hvordan han vil være den dag. Jeg kan sagtens forstå hvis du ikke magter det mere.

Alle mennesker har brug for at blive anerkendt - og jeg tænker at man måske særligt har brug for at blive anerkendt af sine forældre, fordi det er nogle hvis mening man vægter højt. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du bliver ked af det når du aldrig bliver anerkendt af din far. Du skal vide, at du ER god nok! Du er dig og du er ligeså meget værd som alle andre. Jeg kan godt sætte mig ind i hvorfor du kan sidde med følelsen når din far er som han er, men jeg håber at du tør tro på at du er god nok som du er.

Jeg synes det lyder til, at du er god til at passe på dig selv. Det håber jeg at du er. Det er nemlig vigtigt, at du lytter efter hvad du har brug for. Tag fat i de mennesker omkring dig, som du er tryg ved og som vil lytte til dig og hjælpe dig alt efter hvad du har brug for. Du er tydeligvis en betænksom og sød pige, men husk på at det også er i orden at tænke på sig selv og være betænksom på egne vegne. Hvis du for eksempel kan mærke at det tærer så meget på dig og din energi at du har brug for hjælp, så tøv ikke med at opsøg din læge eller andre, som du tænker kan hjælpe dig. Jeg tror godt at du ved dette, men jeg skriver det fordi jeg synes det er vigtigt, at du bliver mindet om, at du skal passe på dig selv i alt det her.

Du skriver i dit brev, at du elsker din far, også selvom du egentlig ønsker at han ikke var sammen med jer. Det må være svært at have begge følelser i sig på én gang. Det er dog helt normalt, at man kan opleve sådan en ambivalens, som den du beskriver. Den ambivalens kan opstå når det på den ene side jo handler om ens far, men samtidig på den anden side handler om en måde at opføre sig på, som man ikke bryder sig om. Grunden til at jeg nævner dette er, at jeg tror det kan være godt at få at vide, at selv modstridende følelser er helt normale at have. De er dog med til at gøre situationen endnu sværere, fordi det kan være svært at vide hvilket ben man skal stå på. Hvis det giver mening? Jeg kan sagtens forstå hvis det også er sådan du oplever det.

Når en forælder er syg, så kan den anden forælder føle et stort pres over at man skal klare alting alene, fordi man ikke længere er to til at klare det på samme måde som man var før sygdommen. Jeg kan jo slet ikke vide om det er sådan hjemme ved jer også, men umiddelbart lyder det til at din far hurtigt bliver sur og kontrollerende. Det kan godt være tegn på, at man føler sig presset. Det skal ikke opfattes som en undskyldning for din fars opførsel, for jeg kan som sagt sagtens forstå du er ked af at det er på denne måde. Det lyder bestemt ikke som en konstruktiv opførsel din far har - hverken for jer andre, men heller ikke for ham selv. Det er de færreste mennesker der har lyst til at være sure og kontrollerende, men man kan komme til et punkt, hvor man ikke har overskud til at være på andre måder. Som sagt vil jeg understrege, at jeg ikke ved om det er sådan din far har det. Det har du og din familie et meget bedre indtryk af end jeg har. Når du skriver, at han køber dyre gaver til jer når han er i godt humør, så kan det lyde som om at han prøver at kompensere lidt for at han har været så sur og kontrollerende på andre tidspunkter. Det kan også være et tegn på, at han faktisk ikke selv vil være sådan, men at det er noget han bliver når han ikke har overskud til meget andet.

Selvom du skriver, at det er helt umuligt at konfrontere ham, så tænker jeg på om det alligevel var en mulighed at skrive et brev til ham, hvor du beskrev nogle af de tanker og følelser du har. Måske er det noget du kan gøre sammen med dine andre søskende, så du ikke står alene med det. Det er ikke noget du SKAL gøre, det er noget du kan overveje om kunne være en måde at få ham til at indse hvordan hans opførsel faktisk ødelægger hans forhold til hans familie - særligt hans børn. Man kan sagtens give udtryk for hvordan man har det uden at lyde anklagende, fx. ved også at påpege at du faktisk elsker din far, og ved at anerkende at han er vigtig for familien. Når jeg foreslår, at det er noget du kan snakke med dine søskende om, så er det også fordi du har brug for at nogle hjælper dig med at få det bedre og hjælper dig til at håndtere situationen. Søskende er fantastiske når det kommer til ens forældre fordi de ved præcis hvad man mener når man taler om sine forældre. Dine søskende har selv oplevet din far og ved selv hvordan det er at være sammen med ham. Det tænker jeg du skal se som en fordel og en styrke. Hvis det er muligt, så vil jeg foreslå at du snakker med dine søskende om hvordan du har det derhjemme. Det kan være en lettelse alene det at sige det højt og blive mødt i det af andre. Det kan også være at de har nogle gode råd til hvordan du kan få det bedre eller i hvert fald til hvordan du kan lære at leve med det på en måde som ikke gør dig helt så ked af det? Og måske kan I sammen få skrevet et brev til din far hvor I fortæller ham om hvordan I oplever ham og hvad det gør ved jeres forhold.

Du skal også vide, at du altid er velkommen til at skrive med os om dine tanker og følelser. Det kan være rart nogle gange at snakke med nogle, som man ikke kender, fordi man kan føle man kan være mere ærlig på den måde. På chatten er man 100% anonym og man snakker med voksne rådgivere om det der fylder for dig. Du kan finde vores 1-1chat her.

Håber at du kan bruge mit svar og ellers er du altid velkommen til at skrive igen.

Jeg vil ønske dig alt det bedste!

De bedste hilsner,

Astrid