Hej cyberhus

Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet til jer, et par år faktisk, og over fem år siden jeg skrev til jer for første gang. Jeg har ikke altid haft et direkte spørgsmål – det har jeg heller ikke denne gang, men det er sådan en lettelse at komme ud med nogle ting og vide, at der er nogen som lytter – så tak for det. Jeg beklager på forhånd hvid min besked bliver lidt rodet. Jeg har været igennem rigtig meget og det er ikke det hele jeg kan få med.

Jeg er 20 år, jeg har en tvillingesøster, og så har jeg alvorlig anoreksi på sjette år og lider også af alvorlig selvskade. Min søster har det desværre ligesom jeg. Anoreksi og selvskade. Vi bor ikke sammen og har ikke gjort det i mange år. Vi har ikke holdt jul sammen i fire år, ikke fejret vires fødselsdag sammen i fire år, vi kan ikke spise sammen, og ikke være samnen i tet lang tid ad gangen uden at påvirke hinanden negativt. Vi har de seneste år haft lange perioder uden kontakt, efter hendes ønske, men alt dette ændrer ikke på, at hun betyder alverden for mig og jeg er vanvittig bekymret for hende.

Min mor har jeg efter eget ønske ikke haft kontakt med i flere år. Hun behandlede min søster og jeg rigtig grimt og skidt da vi var børn. Vi var bange for hende og hun har altid ført psykisk terror mig os. Det har sat ar på sjælen og har nok en stor del af forklarelsen på, hvorfor vi begge har det så dårligt nu. Jeg har heller ikke nogen anden kontakt til andre på min mors side. Desværre. For det ville jeg virkelig gerne. Både min mormor og morfar. Mine tre fætre (mellem 8 og 18 år), min morbror og tante. Jeg savner dem, men de har haft svært ved både at forstå hvorfor jeg ikke ser min mor og svært ved at accepterer at jeg er en anden nu. Jeg er syg, jeg ser syg ud, men jeg er jo stadig mig selvom de syge sider nogle gange tager overhånd.

Min far... ja han er fantastisk! Har har altid været der for mig og selvom vi ikke har boet sammen i flere pr efter han smed mig ud for at tvinge mig til at tage imod noget behandling, er han der stadig for mig. Han er limen som holdet det hele samnen. Jeg er ham evig taknemmelig for jeg ved hvor svært det både er og har været at have to så syge piger oh endda være alene far til os. Jeg går i 3.g. Det er snart fire pr siden jeg startede så det har været en sej kamp. Den er ikke i hus endnu, men hvis der er noget som kan bevæge mig til tåre bare ved tanken er det illusionen om, at han kan give mig den hue på til sommer. For ham og jeg ville være et symbol på noget langt større. En fejring af at jeg klarede det. At jeg faktisk stadig lever.

Men som jeg skrev er den ikke sikker. For det er rigtig meget op ad bakke lige nu. For npt heg skriver alvorlig, så mener jeg alvorlig. Jeg er 170 og vejer et godt stykke under 40. Min søster er ligeså høj og vejer omkring 40 kg. Jeg får behandling inde på rigets special afdeling for anoreksi på trods af at jeg bor i en anden region. Den mulighed fik jeg efter at være blevet ”opgivet” af min egen region. De mente jeg havde brug for ”toppen af kransekagen”. Jeg har gået der i lidt over et år, men desværre ikke fået det bedre. Så jeg er skrevet til venteliste til indlæggelse. Og det må ikke ske! For hvis jeg bliver indlagt nu, så bliver jeg ikke student. Så jeg kæmper i disse uger for at få skåret ned på min motion (som består af20 km gang hver eneste dag) og få spist noget mere. det er svært, meget sværere end jeg vilje ønske det var. Jeg er virkelig kørt død i det her. I mit liv som er uretfærdigt hårdt. Jeg er på skadestuen flere gange om ugen for at blive syet. Det er så hårdt, om mine arme er snart så ilde tilredt at det føles som om det snart falder af... jeg har fået skåret så mange nerver og blodårer over, min hud er som hår læder og jeg luder konstant af blødnings anæmi. Får blodtransfusion ca hver anden måned. Jeg tror jeg har fået blod over 20 gange de sidste to år. 

Min krop og mit hovede er bare træt og udmattet. Jeg fryser altid. Jeg kan næsten ikke sidde og ligge uden det gør ondt fordi jeg er så tynd. Jeg er bleg og svimmel mange gang. I virkeligheden er jeg skide bange for at dø. Jeg sagde for nylig til min behandler, en psykolog som jeg er blevet glad for – det tog lang tid men er endelig begyndt at åbne lift op, hin sagde, at det var også hendes bekymring og derfor jeg skal ændre tingene selv eller via indlæggelse.

Min trøst i det her er at jeg ved at det ikke fortsætter i otte år endnu på denne måde som det har gjort siden 2009. For enten har jeg det bedre ellers er jeg død. Det er de sørgelige facts. Og jeg vil ikke dø. Men orker heller ikke at have det sådan her mere. Det er for hårdt, og jeg er ked af det hele tiden, har intet overskud. Min klassekammerater har øjne i hovedet og kan se at jeg er alvorlig anoreksi syg, at jeg trækker mig, får angstanfald og græder. Men jeg prøver at holde masken. De ved jo ikke at jeg fx i går aftes vær på skadestuen til sent. Og når jeg kommer op på skolen om lidt skal jeg lades som om. Opsætte en facade. Som er ved at krakelere sammen med mig. Det hele er virkelig forfærdelig sort lige nu. Er ved at miste troen, håbet og modet på at det bliver bedre. 

Min søster fylder også forfærdelig meget. Jeg er bange for at miste hende. Der er så meget. Det hele er kaos. For de fleste er det rigeligt at gå i 3.g og have 5 A-fag (for hvis der er noget jeg er, er det ambitiøs og perfektionistisk), for de fleste ville det være hårdt nok i sig selv at være pårørende til en virkelig syg tvilling, for de fleste ville det være hårdt nok at have haft en barndom som min med evig angst, frygt og uforudsigelighed og for de fleste ville det være mere end rigeligt selv at være syg. Men jeg skal det hele. Jeg har fået af vide mange gange, at det jeg er og har været igennem er ekstremt og noget mange aldrig har set eller været vidne til før. Men det hjælper eller trøster mig ikke at blive bekræftet i at det er sindssygt det jeg er og har været igennem. Selvfølgelig er det rart at blive bekræftet i, at det ikke er mig som er ved at gå fra forstanden, men jeg får det jo ikke bedre. Og jeg kan virkelig ikke holde det her liv ud længere som bare går op i skole, motion, selvskade mad, kalorier, selvhad osv. Min dag starter kl 05.10 hvor jeg skal ud og gå de første 10 kilometer inden jeg skal i skole, og når jeg så har fri, same story, og min dag slutter ved 23-tiden. Jeg er død træt. Ønsker virkelig en forandring… men det er så forfærdelig svært. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg har gjort for at fortjene det her. Jeg synes ikke det er fair, og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende.

Jeg ved godt min besked blev meget lang nu, det beklager jeg. Jeg beklager at jeg tager af jeres tid, ligesom jeg er blevet så isoleret fordi jeg ikke vil tage andres tid, jeg har ikke fortjent andres tid og heller ikke deres omsorg. Det er jeg ikke god nok til.

Trætte hilsner fra mig...