Hej brevkasse.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad jeg vil spørge jer om, men jeg har brug for at fortælle det her til nogen. Jeg ved heller ikke om det giver mening for jer, men jeg ville gerne skrive det ned, så jeg tænkte at jeg kunne gøre det her.

Jeg har utroligt mange følelser i mig lige nu. Glæde, forelskelse savn, tvivl, forviring, vrede, sorg og mange flere. 

Hvis vi starter med glæden, så er jeg bare glad over at have mine veninder omkring mig, da de gang på gang støtter mig i alt hvad jeg gør. Det er bare helt fantastiske. Jeg er også glad for at jeg kan se frem til at bruge min sommer på sprogrejse til England, hvilket jeg glæder mig helt vildt til.

Forelskelsen siger lidt sig selv. Jeg er blevet forelsket, hvilket også gør mig glad, men problemet er lidt at han bor i den anden del af landet så jeg savner ham rigtig meget. Jeg har også lidt tvivl omkring ham. Jeg ved ikke om, det bliver til noget... hvad vi er... eller om han virkelig elsker mig, som han siger at han gør. Han er en helt fantastisk dreng, som fylder utroligt meget. Jeg holder sindsygt meget af ham og ønsker på ingen måde at afstanden skal stå i vejen. 

Vreden er til min storebror. Han er gået groft over stegen. Mine forældre er skilt og min bror er flyttet hjemmefra. Jeg bor hos min mor. Min storebror har det ikke så godt på sit arbejde og er også lidt alene. Han har det ikke nemt. Han har set sig rigtig sur på min mor og har derfor valgt at stoppe kontakten til hende. Han har flere gange bedt mig om at sige ting videre til hende, men jeg har sagt fra, da jeg ikke gider være budbringer imellem dem. Han har valgt at fortælle hende nogle ting i stedet. Jeg er glad for at han selv kan sige det, men måden han gør det på er IKKE okay. Han kalder hende for ting, som hun ikke er. Han har fx kaldt hende for en klam ludder. Hun har ingenting gjort forkert, men grunden til at han er vred på hende er fordi han har bildt sig selv ind at hun er skylden til at han har problemer og at mine forældre blev skilt for 3 år siden. 

Hun er virkelig ked af det. Det er svært for mig at skulle se hende være så ked af det, sammentidig med at han bliver ved med at køre på hende. Han kan ikke selv se at han er gået over grænsen i sine udtalelser. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre i denne situation. Jeg vil gerne støtte dem begge 100 %, men jeg kan ikke støtte en person, som truer min mor på livet. Han har brug for hjælp, men han er over 18, så der er ikke nogen som kan tvinge ham. 

Jeg har faktisk ikke noget spørgsmål til jer, men jeg vil gerne takke jer, fordi man kan komme ud med nogle ting, som man har på hjertet, uden at man bliver dømt. Jeg har skrevet herind før. Det har virkelig hjulpet mig. Det her bliver nok ikke den sidste gang jeg skriver, men lige nu har jeg ikke mere at skrive. Tak fordi I gad tage jer tid til at læse om mine føleleser. Og tak, fordi i hjælper så mange med deres problemer. I gør et fantastisk stykke arbejde.

Mvh. Mig.