Blive der eller komme videre?

brevkassespørgsmål

Blive der eller komme videre?

brevkassespørgsmål af
N
19 år
Oprettet 8 år 6 dage siden

Hey cyberhus... Jeg har haft min kæreste i knapt et år nu. Jeg har dog én problemstilling i mit liv lige i pt, og den er ret stor. Jeg tror jeg er begyndt at miste følelser.. vi er gået fra 3 gange om ugen til at ses 1 gang om ugen.. det altid noget, havde et stort problem med intet tid i mit liv. Der er dog stadig problemer.. Jeg kan ikke finde ud af om det er fordi jeg ikke vil være kærester med hende, eller det bare er det at have en kæreste jeg ikke har lyst til mere...? Jeg føler ikke rigtigt for at kysse, nusse eller sådan snakke.. Jeg føler mig ikke lige så glad og livslystig som hvis jeg er sammen med andre/alene?. Altså, misforstå mig ikke. Jeg tror jeg elsker hende, hun er dejlig og sød ved mig men jeg ved bare ikke. Jeg har gjort op med mig selv at jeg ikke kan være sammen med hende i fremtiden. Jeg er måske også en ret stor kylling mht. at slå op... eller er jeg bare ikke klar? Er bare træt af at ikke orke at være sammen med hende 1 gang om ugen.. er træt af at kysse og bare lave kæresteting? jeg er ikke lige så livslystig og glad når vi er sammen som når jeg er alene.. så spørgsmålet er, hvad skal jeg gøre? slå op og komme videre eller... blive og se om det bliver bedre???

Svar: 

Hej med dig

Kærlighed er ikke sådan en konstant størrelse, eller en følelse som er på en bestemt måde igennem et forhold. 
De fleste starter med at være vildt forelskede. Med tiden kan forelskelsen så ændre sig til en dybere kærlighed som måske ikke giver sommerfugle i maven hver eneste dag...måske nærmere sådan en rolig og tryg fornemmelse.
Igennem et forhold kan der sagtens være perioder, hvor man føler at kærligheden er næsten væk, og igen andre perioder hvor man pludselig bliver forelsket igen. Det korte af det lange er at kærlighed ikke bare er der. Det er ikke noget magisk der opstår mellem to mennesker, sådan helt af sig selv...det kræver at man arbejder på det og plejer kærligheden. Ellers forsvinder den. 

Du skriver to lidt modsat rettede ting i dit spørgsmål. Du spørger om du skal komme videre eller blive, men samtidig skriver du at du har truffet en beslutning om at I ikke skal være sammen. Her bliver jeg lidt forvirret?
Hvis du har truffet en beslutning er der vel ikke så meget at være i tvivl om? Hvis du har truffet en beslutning, skal du selvfølgelig videre. Ingen grund til at fastholde, hverken dig selv, eller din kæreste i et forhold du allerede ved er "slut". Men når du skriver tolker jeg det sådan at du alligevel ikke er helt sikker. 

Lige meget hvad så tænker jeg, at det handler om at du træffer en beslutning og så følger den. Jeg tror ikke du kan hverken tænke eller føle dig til hvad der er rigtigt, fordi du konstant vil stå med fordele og ulemper, lige meget hvad du gør. 

Kan dit forhold igen blive godt, selv om du føler det sådan her lige nu? Ja, ingen tvivl om det. Det er ikke sikkert det bliver godt igen...men muligheden er der helt sikkert. Men det bliver ikke godt igen, bare fordi du bliver i forholdet og "ser om det bliver bedre", som du skriver. Det bliver kun bedre, hvis du aktivt træffer en beslutning om, at du vil kæmpe for det, og hvis du aktivt gør noget for at det skal ændre sig. 

Hvad du kan/skal gøre synes jeg er svært at sige. Det afhænger selvfølgelig af dine og din kærestes behov. Men et godt sted at starte må være at snakke med din kæreste om hvordan du har det. Mon ikke hun allerede har på fornemmelsen at noget er "galt"? Tag en åben og ærlig snak om, hvordan du har det lige nu. Måske har hun det på samme måde, og måske har hun forslag til hvad I kan gøre? Måske kan det hjælpe at se hinanden lidt mindre i en periode? Måske kan det hjælpe at finde nogle fælles interesser I kan dyrke? Og mange flere måske´er. Men selvfølgelig kun hvis du vil give det en chance og er villig til at arbejde for det.
Hvis du har truffet en beslutning, så stå ved den og kom videre. 

Håber du finder ud af det
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program